Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Blog

Her finder du tips og trick til at finde internationale, inden- og udenlandske kilder til statistikker.

Forfatterne er informationsspecialister fra Informationsservice og Bibliotek. Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller bib@dst.dk.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.


ligestilling

Vis alle blogindlæg


19. september 2018 af ukendt

Status for verdensmålene i EU

EU har størst fremgang inden for den overordnede opfyldelse af verdensmålene om "Sundhed og trivsel", "Kvalitetsuddannelse" og "Bæredygtig energi".

EU_SDG_illustration

Eurostat har samlet et udvalg af deres indikatorer, som kan belyse FN's 17 verdensmål under overskriften "SDG's & me", hvor det er muligt at sammenligne situationen i de enkelte lande.

Ved nogle af indikatorerne får du en invitation til at teste din viden under punktet "Take a guess", hvor du selv kan tegne en graf for de seneste år og se, om du er på rette vej med dit skøn over udviklingen.

Status for alle indikatorer findes i årets udgave af publikationen "Sustainable development in the European Union - Monitoring report on progress towards the SDGs in an EU context".

For de mindre tålmodige er der også en "pixi-udgave" med fokus på illustrationer, der giver et hurtigt billede af, om det går frem eller tilbage med opfyldelsen af målene.

De danske tal for opfyldelse af verdensmålene præsenteres på Danmarks Statistiks temaside om SDG.


Tags: bæredygtighed, økonomi, ligestilling, livskvalitet
Emne: Tværgående
Geografi: International statistik


15. december 2017 af ukendt

Ligestilling med sneglefart

Ligestillingsindekset for EU viser forbedringer, men det går kun langsomt fremad. Indekset er gået frem med 4 point fra 2005 til 2015. EU i samlet flok får nu en score på 66,2 point ud af 100, hvor Sverige er på førstepladsen med 82,6 point, mens Danmark har 76,8 point på andenpladsen og Grækenland indtager sidstepladsen med 50 point.

Ligestillingsindekset er et værktøj til at måle udviklingen inden for ligestilling mellem kønnene. European Institute for Gender Equality hjælper EU-landene med at overvåge og sammenligne fremskridt på området.

Gender Equality Index 2017 illustreres med et hjul, der viser de enkelte landes hovedscore, samt score for hovedområder som beskæftigelse, indkomst, magt, sundhed og tidsforbrug i årene 2005, 2010, 2012 og 2015.

Alle indikatorerne, som indekset bygger på, kan også studeres i den tilhørende publikation eller ses i databasen, der med sin omfattende samling af statistikker kan bruges som indgang og vejviser til kønsopdelte tabeller om alskens emner i EU-landene, fx tidsforbrug, uddannelse, arbejdsmarked osv.


Tags: ligestilling, levevilkår, rangorden
Emne: Tværgående
Geografi: International statistik


18. oktober 2017 af ukendt

Forskelle og ligheder mellem kvinder og mænd i EU

"Kvinder og mænd i Europa" er emnet for Eurostats nye digitale publikation, der med korte tekster og infografik beskriver typiske livsforløb for indbyggerne i Europa. 

Den giver svar på spørgsmål om sundhed, uddannelse, arbejdsliv, familie og fritid. Der er fx stor forskel mellem landene, når det drejer sig om husarbejde og madlavning. I EU bliver der dagligt lavet mad og/eller udført husarbejde af 79 pct. af kvinderne og af 34 pct. blandt mændene. For Danmark er fordelingen 82 pct. kvinder og 55 pct. mænd. Kun i Finland og Letland er der en større andel af mænd, der udfører husligt arbejde eller laver mad hver dag, nemlig 57 pct.

illustration med link til digital publikation 2017

Se introduktion til publikationen som video, i Eurostats News release eller test din viden med quizzen - før, efter eller mens du læser publikationen. 

"Kvinder og mænd i Europa" er den danske version af Eurostats "The life of women and men - a statistical portrait 2017".

[Link til opdateret udgave - revideret oktober 2018] 


Tags: livsforløb, levevilkår, ligestilling, quiz
Emne: Tværgående
Geografi: International statistik


29. september 2017 af ABN

152 mio. børn udnyttes som arbejdskraft

Der er lang vej endnu, hvis FN's medlemslande skal leve op til bæredygtighedsmål nr. 8.7 om afskaffelse af slaveri og børnearbejde inden 2030. På verdensplan skønnes 40 mio. personer at leve under slavelignende forhold, og der skønnes at være 152 mio. børnearbejdere. Det opgør ILO - International Labour Organization og The Walk Free Foundation i samarbejde med IOM - International Organization for Migration i to rapporter, som giver status på og skitserer det videre arbejde for at opfylde bæredygtighedsmålet.

Ifølge "Global Estimates of Modern Slavery: Forced Labour and Forced Marriage" er 5,4 ud af 1000 personer i verden ofre for moderne slaveri. 25 mio. lever som tvangsarbejdere, og 15 mio. er blevet tvangsgift. Kvinder og piger er særligt udsatte; de udgør 71 pct. af alle, der lever under slavelignende forhold.

Det går den rigtige vej i forhold til at nedbringe antallet af børnearbejdere. I "Global Estimates of Child Labour: Results and trends, 2012-2016" skønnes det, at der er sket et fald fra 168 mio. til 152 mio. dvs. et fald på 9,7 pct. i perioden 2012-2016. Siden FN startede med at lave opgørelsen i 2000, er antallet af børnearbejdere faldet med 38,2 pct.

FN's mål for bæredygtig udvikling  - Sustainable Development Goals - blev fastsat i 2015. Frem mod 2030 vil FN's medlemsstater fremme udviklingen på det sociale, økonomiske og miljømæssige område. Programmet  består af 17 udviklingsmål, opdelt i 169 delmål.


Tags: børnearbejde, tvangsægteskaber, bæredygtighed, kriminalitet, levevilkår, ligestilling, menneskehandel, trafficking, livskvalitet
Emne: Arbejde, indkomst og formue
Geografi: International statistik


10. marts 2017 af ABN

Kom helt tæt på etniske minoritetsunge i Danmark

Er der forskel på 18-årige etniske minoritetsunges liv i Danmark sammenlignet med jævnaldrende fra den danske majoritet? Det undersøger SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i ny analyse baseret på spørgeskemabesvarelser fra knap 900 unge med baggrund i 118 forskellige lande. Data fra de etniske minoritetsunge sammenlignes med tilsvarende data fra over 4.000 majoritetsdanske unge, også født i 1995.

De unge har fået spørgsmål inden for emner som familierelationer, fysisk og psykisk helbred og trivsel, fritidsliv, kriminalitet og seksualitet. Spørgsmålene går således tæt på bl.a. sprog og samtaleemner i hjemmet, husarbejde og kønsarbejdsdeling, selvværd og ensomhed, religiøse aktiviteter, oplevelser af diskrimination, erfaringer med alkohol og alder ved seksuel debut.

De to grupper har forskellige erfaringer med alkohol. Næsten alle majoritetsdanske 18-årige har smagt alkohol, mens 27 pct. af drengene og 37 pct. af pigerne fra etniske minoriteter ikke har rørt alkohol overhovedet.  Det er dog stadig de fleste i begge grupper, der har smagt alkohol.

Fælles for begge grupper af unge er også, at størstedelen af dem ikke hyppigt deltager i religiøse aktiviteter, at de ikke har oplevet diskrimination inden for det sidste halve år, og at de fleste føler sig stærkt knyttede til Danmark.

Læs mere om forskelle og ligheder mellem de to grupper i rapporten ”Etniske minoritetsunge i Danmark - En undersøgelse af årgang 1995”, der også giver en detaljeret beskrivelse af metoden bag, herunder svarprocenten, bortfald og brug af andre kilder.


Tags: efterkommere, familier, fattigdom, hash, indvandrere, integration, kriminalitet, levevilkår, ligestilling, racisme, rygning, trivsel, uddannelse, ulighed, unge
Emne: Levevilkår
Geografi: Dansk statistik


18. maj 2016 af ukendt

Bæredygtig udvikling - også for verdens kvinder

I denne uge sætter konferencen "Women Deliver" i København fokus på nummer 5 på listen over FN's udviklingsmål, nemlig at opnå ligestilling samt styrke kvinder og piger. Organisationens infografikker viser kvinders betydning for opfyldelsen af målene, bl.a. hvordan adgang til uddannelse og prævention kan bedre kvindernes helbred og løfte landenes økonomi. Et eksempel fra USAID, viser fx at hvis 10 pct. flere piger går i skole, så vil landets BNP gennemsnitligt øges med 3 pct.

Flere tabeller, opdelt på køn, kan ses i hhv. World Banks Gender Data Portal, pixi-udgaven Little Data Book on Gender 2016 eller FN's rapport The World's Women 2015: Trends and Statistics.

FN's medlemsstater vil i løbet af de næste 15 år globalt fremme udviklingen på det sociale, økonomiske og miljømæssige område. Programmet  består af 17 udviklingsmål, opdelt i 169 delmål.

De nye globale mål for bæredygtig udvikling  - Sustainable Development Goals - blev fastsat i 2015, som afløsning for Millenium Development Goals, der i perioden 2000-2015 havde tilsvarende fokus på at udrydde fattigdom, styrke kvinderne, forbedre sundheden osv. Resultatet af dette arbejde gøres op i The Millennium Development Goals Report 2015, hvor fremskridt inden for hvert af de daværende 8 mål beskrives.


Tags: bæredygtighed, økonomi, ligestilling, livskvalitet
Emne: Levevilkår
Geografi: International statistik


7. marts 2016 af ukendt

Løngabet i EU-landene

Løngabet i EU er på 16,1 pct., ifølge Eurostats opgørelse for 2014. Det betyder, at hver gang en mand tjener en euro, så får en kvinde 84 cent. Landene med de største løngab er Estland, Østrig, Tjekkiet, Tyskland og Slovakiet, hvor forskellen i mændenes favør er over 20 pct. Løngabet i Danmark er beregnet til 15,8 pct. og er dermed meget nær EU's gennemsnit. 

Dagens Eurostats News Release, der er udgivet i anledning af den internationale kvindedag 8. marts, viser også at det stadig er kvinderne i EU, der går på deltid, når de får børn. Ser man på kvinder i aldersgruppen 25-49 år er 20 pct. på deltid, selvom de ikke har børn. Har kvinden 2 børn, stiger tallet til 39 pct. Tilsvarende tal for mænd  er hhv. 8,2 pct. (uden børn) og 4,8 pct. (med 2 børn).

Se flere detaljer i Statistics Explained, hvor artiklerne "Gender pay gap statistics" og "Gender statistics"  er indgang til kønsopdelte statistikker om arbejdsmarked, uddannelse og helbred.


Tags: arbejdsmarked, løn, ligestilling
Emne: Arbejde, indkomst og formue
Geografi: International statistik


Ansvarlig for siden

Informations­service og Bibliotek