Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Blog

Her finder du tips og trick til at finde internationale, inden- og udenlandske kilder til statistikker.

Forfatterne er informationsspecialister fra Informationsservice og Bibliotek. Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.


informationssamfundet

Vis alle blogindlæg


30. maj 2018 af ukendt

Digitalisering af Europa

Danmark, Sverige, Finland og Nederlandene har de mest avancerede digitale økonomier i EU, ifølge indekset over den digitale økonomi og det digitale samfund (DESI) fra Europa-Kommissionen. Rumænien, Grækenland og Italien ligger nederst på skalaen. De største fremskridt sker i Irland og Spanien, hvor scoren er gået næsten 5 point op fra 2016 til 2017.

Læs hele rapporten om "The Digital Economy and Society Index (DESI) 2018", eller se grafer med sammenligning over tid og mellem landene. De enkelte landes status beskrives i landeprofilerne.

I Danmarks landeprofil nævnes det, at selvom vi stadig er på den samlede førsteplads blandt EU-landene, så er der punkter, hvor det går tilbage - fx er Danmark faldet fra en andenplads til en femteplads, når fokus er på andel af personer, der har grundlæggende digitale færdigheder.

DESI er et sammensat indeks, der måler informationssamfundet og den digitale udvikling via 34 indikatorer om bl.a. adgang til og brug af Internet, digitalisering af virksomheder og offentlige tjenester.


Tags: informationssamfundet, internettet, rangorden
Emne: Uddannelse og viden
Geografi: International statistik


2. februar 2018 af ABN

Børn i en digital verden

I over 30 år har UNICEF fulgt udviklingen i børns levevilkår rundt om i verden. Siden 1980 har organisationen udgivet rapporten ”The State of the World's Children”. Fra at være en lille udgivelse på 19 sider i 1980/81, er rapporten i dag en omfattende publikation på mere end 200 sider med et fyldigt bilag med statistik.

De senere år har rapporten haft et særligt tema. I 2017 er temaet ”Children in a Digital World”, hvor børn og unge er blevet spurgt til deres digitale erfaringer. Rapporten belyser bl.a. børn og unges adgang til og brug af teknologi, barrierer for at være online og den risiko, der kan være forbundet med at bruge internettet. 

Onlineteknologi har mange fordele, fx giver den nye muligheder for at løfte uddannelsesniveauet for børn, som ellers har svære betingelser for at komme i skole. Men ifølge UNICEF er ca. en tredjedel af verdens unge – ca. 346 millioner 15-24-årige – stadig ikke online.

Rapportens statistik kan hentes i særskilte filer, og tallene beskriver børns og kvinders generelle vilkår via emner som ernæring, sundhed og uddannelse. Al UNICEF's statistik er desuden samlet i "UNICEF Data: Monitoring the Situation of Children and Women".


Tags: børn, informationssamfundet, fattigdom, internettet, levevilkår, sundhed, trivsel
Emne: Levevilkår
Geografi: International statistik


13. oktober 2017 af MJK

Det danske arbejdsmarked er blevet mere digitalt og automatiseret

Halvdelen af de erhvervsaktive i Danmark anvender i stort omfang computere, tablets eller smartphone i deres arbejde, mens hver femte bruger computerstyrede maskiner. Sidstnævnte ses især i industrien og i landbruget. 

 

Nyt på det danske arbejdsmarked er brugen af digitale platforme som fx Uber, Airbnb og GoMore. Ca. 100.000 personer har tjent penge via sådanne platforme.

 

Digitaliseringen af arbejdsmarkedet i Danmark er blevet undersøgt af forskere fra Forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet. Læs alle resultater i rapporten "Digitalisering af arbejdsmarkedet - Danskernes erfaring med digital automatisering og digitale platforme" (oktober 2017). 

 

Undersøgelsen bygger på interviewdata indsamlet i forbindelse med Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse (AKU) i 1. kvartal 2017.


Tags: arbejdsmarked, arbejdsforhold, digitalisering, informationssamfundet
Emne: Arbejde, indkomst og formue
Geografi: Dansk statistik


22. juni 2017 af ukendt

Digital økonomi i EU

Eurostats nye digitale publikation "Digital economy & society in the EU" præsenterer baggrundsinformation vedr. det digitale indre marked. Den giver også svar på spørgsmål om, hvordan europæerne benytter sig af Internet og hvilke udfordringer, det giver for både individer og virksomheder.

Den mest populære aktivitet på nettet er forskellig fra land til land. Blandt personer, der har anvendt internet inden for de seneste 3 måneder,  er det fx over 90 pct. i Finland, Danmark og Nederlandene, der ordner bankforretninger.  I Bulgarien benytter 80 pct. sig af online telefon- eller videoopkald, hvor det i Danmark er 60 pct. og EU-gennemsnittet er på 39 pct. 

20 pct. af virksomhederne i EU tilbyder e-handel. Her er Danmark på andenpladsen med 29 pct. af virksomhederne, hvor Irland netop slår os, idet 30 pct. af landets virksomheder har e-handel. 

Se introduktion til publikationen som video eller i Eurostats News release

Digital economy & society in the EU

Danmarks Statistik sammenligner også EU-landene i publikationer om hhv. befolkningens og virksomhedernes IT-anvendelse.


Tags: e-handel, internettet, informationssamfundet
Emne: Uddannelse og viden
Geografi: International statistik


13. januar 2017 af ABN

Vi sender færre sms-beskeder

Antallet af sendte sms’er er faldet fra 3.982 mio. til 3.200 mio. fra 1. halvår 2015 til 1. halvår 2016 - svarende til et fald på 19,6 pct. Det viser Energistyrelsens ”Telestatistik - Første halvår 2016”. Der er et støt fald i antallet af sendte beskeder. Siden 1. halvår 2010, hvor vores trang til at skrive til hinanden toppede med 6.621 mio. sendte sms’er, har der været et fald på 51,7 pct.

Den halvårlige telestatistik beskriver den seneste udvikling på telemarkedet. Man finder oplysninger om bl.a. solgte abonnementer og tilhørende trafik inden for bredbånd, telefoni, andre tjenester (telemetri og fastnet IPTV) og bundlede tjenester. Rapporten viser også prisudviklingen de seneste ti år på telefoni og bredbånd.

Markedsandele og historisk data fra ældre publikationer tilbage til 2005 er gjort tilgængelige i baggrundsdataark. Her finder man bl.a. Internet bredbåndsabonnementer, mobilabonnementer og fastnettelefoni fordelt på selskab.


Tags: informationssamfundet, internettet, priser, mobiltelefoner, telefoni,
Emne: Uddannelse og viden
Geografi: Dansk statistik


31. marts 2016 af ABN

Danmark er et af de mest digitale lande i Europa

Europa-Kommissionen har for andet år i træk offentliggjort indekset over den digitale økonomi og det digitale samfund - The Digital Economy and Society Index (DESI).

Indekset viser, hvor digitale de enkelte europæiske lande er inden for fem forskellige dimensioner: Internetadgang, Internetfærdigheder, Onlineaktiviteter som nyhedslæsning og indkøb, Virksomheders integration af digitale teknologier (e-fakturaer, cloud-tjenester, e-handel osv.) og Digitale offentlige tjenester såsom e-forvaltning og e-sundhed.

Danmark indtager 1. pladsen på det overordnede indeks og inden for dimensionen Online aktiviteter, når EU-landene sammenlignes. Kun ikke-EU-landet Norge overgår os med hensyn til hvor mange af os, der bruger internettet til bl.a. nyhedslæsning, e-handel, musik, spil, netbank og sociale medier. I de andre dimensioner har Danmark en placering i top 5.

Faktisk er Danmark nu så langt fremme, at udviklingen mod et mere digitalt samfund ikke længere går så hurtigt. Europa-Kommisionen placerer Danmark i gruppen "Sakker forud / Lagging ahead", sammen med bl.a. Sverige og Finland, som karakteriseres ved at landene klarer sig bedre end EU-gennemsnittet, men væksten er sket i langsommere takt end EU som helhed.

På Europa-Kommissionens hjemmeside kan man udforske de enkelte dimensioner nærmere og se resultater for de enkelte lande. Det er også muligt at lave sin egen grafik ud fra de mange hundrede indikatorer, Kommisionen bruger til at belyse informationssamfundets udvikling i Europa.


Tags: informationssamfundet, internettet, rangorden
Emne: Uddannelse og viden
Geografi: International statistik


20. januar 2016 af ukendt

Gevinsten af den digitale revolution

Den digitale revolution har påvirket dagligdagen for milliarder af mennesker overalt på kloden. Men hvad med alle dem, der halter bagefter den teknologiske udvikling? Hvordan kan Internettet være en drivkraft for udviklingen, især for fattige mennesker i udviklingslandende?

Disse spørgsmål og mange andre tages under behandling i World Bank's seneste World Development Report 2016: Digital Dividends 

Rapporten analyserer hvilke faktorer, der bevirker at nogle lande, virksomheder og husholdninger har stor fordel af internettet og dermed fremmer den økonomiske vækst. Samtidig identificeres de barrierer, der begrænser udbyttet af teknologierne andre steder. 


Tags: informationssamfundet, internettet
Emne: Uddannelse og viden
Geografi: International statistik


11. januar 2016 af MJK

Brug af internet og sociale medier

Kulturministeriet rapporterer løbende om medieudviklingen i Danmark. Senest er udkommet to nye rapporter om mediebrug og sociale medier:

I rapporten ”Mediebrug på internettet – streaming, indhold og adgang” belyses brugeradfærden på internettet. De unge har generelt set et større medieforbrug på internettet end de ældre, og personer med profiler på sociale medier har generelt et større medieforbrug på internettet end personer, der ikke bruger sociale medier.

Knap 77 pct. af befolkningen i alderen fra 12 år og derover har en profil på et socialt medie. Rapporten ”Sociale medier – brug, interesseområder og debatlyst” sætter fokus på brugen af de sociale medier i Danmark, og på befolkningens lyst til at debattere i forskellige sammenhænge – også på de sociale medier.

De to rapporter bygger på data indsamlet i Index Danmark/Gallup 1. halvår 2015 og af Danmarks Statistik i foråret 2015.

En tredje rapport - ”Media Literacy i en dansk kontekst” - er udarbejdet af IT-Universitetet for Kulturstyrelsen og Medierådet for Børn og Unge. I rapporten om mediekompetence ses nærmere på, hvordan den nye medievirkeligheds mange og voksende muligheder stiller store krav til borgerne.


Tags: informationssamfundet, internettet, medier
Emne: Uddannelse og viden
Geografi: Dansk statistik


3. september 2015 af ukendt

Digital post - hvor mange er tilmeldt? og fritaget?

Hos Digitaliseringsstyrelsen findes lister over antal tilmeldinger og fritagelser vedr. Digital Post. Statistikken opdateres hver måned og kan fordeles på fx kommune eller alder.

Tags: informationssamfundet, post
Emne: Uddannelse og viden
Geografi: Dansk statistik


30. juli 2015 af ABN

Vi vil underholdes af vores apps

Analyseinstituttet Nielsen har undersøgt amerikanernes brug af apps. Det viser sig, at antallet af anvendte apps ligger stabilt på omkring 26 apps over de sidste 3 år, mens tiden brugt på apps er steget fra henholdsvis 23 timer i gennemsnit om måneden i 4. kvartal 2012 til omkring 37,5 t. samme kvartal 2014.

Det er især underholdnings-apps, der bruges tid på; især spil-apps, hvor der ses en stigning på 19 pct. fra 2013 til 2014 fra gennemsnitlig 8,5 t. til 10 t. om måneden. Også de danske app-brugere vil underholdes,

Læs mere »


Tags: apps, informationssamfundet, mobiltelefoner
Emne: Uddannelse og viden
Geografi: Dansk statistik, International statistik


Ansvarlig for siden

Informations­service og Bibliotek