Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


Kultur og fritid

Vis alle blogindlæg


12. juli 2023 af Anni Renner Mortensen

Hvad skal du lytte til i ferien?

Sommerferielæsningen suppleres af mange med at lytte til podcasts. Det nemme, hurtige format, hvor man på rejsen eller i hængekøjen, kan blive klogere på en lang række emner eller blot lade sig underholde, har for alvor fundet vej til vores øregange.

Siden 2019 har Danske Medier Research opgjort tilmeldte udgiveres antal streams og downloads pr. uge og pr. episode via deres podcastindeks

Indekset består af Podcastlisten og Episodelisten. Podcastlisten kan sorteres på udgiver, kategori og frekvens, og giver et hurtigt billede af, hvad der er populært her og nu. I Episodelisten finder man antal downloads og streams for hver enkelt podcastepisode målt hver uge.

Danske Medier Research udgiver også anden statistik om emnet. Her har de samlet egne og andres rapporter om podcastmarkedet.

I Danmark har DR benyttet teknologien siden 2005. Danmarks Statistik har, i interviewundersøgelser, siden 2008 bl.a. spurgt til, hvor mange der lytter til podcasts. Det kan man læse mere om i den seneste udgave af ”It-anvendelse i befolkningen” eller i denne temaudgave fra Nyt fra Danmarks Statistik (2020).

 

Tags: medier, podcasts
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


29. juli 2022 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Gul feber

Juli måned er for mange danskere lig med cykelløbet Tour de France. Særligt i år har interessen været stor med løbets tre etaper i Danmark, mange flotte danske præstationer både hos herrer og damer - og ikke mindst en dansk vinder hos herrerne. Hos Danmarks Statistiks Informationsservice og Bibliotek får vi ofte spørgsmål, der handler om cykler og cykeladfærd. Faktisk så mange, at vi har oprettet en side med ofte stillede spørgsmål om cykler, hvor vi har samlet link til forskellige kilder til statistik, der kan besvare nogle af spørgsmålene.

ofte stillede spørgsmål om cykler finder du bl.a. link til et faktaark om cykeltrafik i Danmark fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme. Faktaarket indeholder oplysninger om bl.a. formål med cykelture, gennemsnitlig afstand tilbagelagt dagligt på cykel, hvilke cykeltyper vi benytter og køns- og aldersfordeling på cyklister. 

Der er også link til undersøgelser om cyklisters adfærd i trafikken og brug af cykelhjelme hos henholdsvis Vejdirektoratet og Rådet for Sikker Trafik.

Landevejscykling som motionsform og cykling som foreningsidræt bliver beskrevet i artiklen ”Danmark på to hjul” udgivet i Danmarks Statistiks serie "Bag Tallene". Og spekulerer man over, hvor mange medaljer Danmark egentlig har hentet hjem i cykelsport gennem tiden, så findes der tal i samme artikel og i Statistikbankens tabel ”Danske vindere af internationale sportsmedaljer efter mesterskab, idrætsgrene og medalje”, som formidler tal fra Danmarks Idrætsforbunds medlemmer, herunder Danmarks Cykle Union. 

Grafik med cykelstatistik


Tags: fritidsinteresser, idræt, motion, sport
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


29. juni 2021 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Religiøs adfærd, trosforestillinger og holdninger til folkekirken

I Danmark er 74 pct. af alle borgere medlem af folkekirken. 77 pct. har haft kontakt til folkekirken de seneste 12 måneder uanset medlemskab eller ej. Hvordan danskerne bruger folkekirken, danskernes holdning til folkekirken og befolkningens religiøsitet bliver der nu set nærmere på i undersøgelsen ”Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020”.

Det er ”Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter”, der udgiver første af to bind i en undersøgelse af danskernes religiøsitet og forhold til folkekirken. Undersøgelsen spørger bl.a. ind til brugen af og forventninger til folkekirken, anledning for indmeldelse og motiver for udmeldelse samt troen på Gud, reinkarnation og spirituelle trosforestillinger som troen på kontakt med afdøde og healing igennem håndspålæggelse.

Undersøgelsen rummer ikke kun aktuelle 2020-tal. Man kan også se udviklingen i troen på Gud over en 40-årig periode, da det også er et spørgsmål, der medtages i "Den danske værdiundersøgelse", som er gennemført hvert niende år siden 1981. For at følge udviklingen fremover, er det planen, at ”Religiøsitet og forholdet til folkekirken” skal gentages om 10 år.

Hvis man kunne tænke sig at se, hvordan danskerne svarede på andre spørgsmål om tro og kirkegang i 1986, så udgav den selvstændige organisation Bibellæser-Ringen i 1988 hæftet ”Danskerne, Bibelen og kristendommen”, som giver et statistisk portræt af danskernes holdninger til Bibelen og kristendommen på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse udført af analyseinstituttet OBSERVA. Bogen kan lånes ved henvendelse til Informationsservice og Bibliotek.


Tags: livsforløb, religion, tro, jul
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


26. april 2019 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Museers bidrag til dansk økonomi

Når museerne laver udstillinger og rundvisninger mv. bidrager de med 3,3 mia. kr. til Danmarks bruttoværditilvækst. Dertil kommer 1,6 mia. kr., når museerne køber varer og ydelser hos andre virksomheder. Museerne bidrager samlet set med 4,9 mia. kr. til dansk økonomi svarende til 0,3 pct. af den samlede bruttoværditilvækst, som var på 1.767 mia. kr. i 2015.

Det er Dansk Industri, der ser på museernes bidrag til dansk økonomi i en analyse baseret på tal fra Danmarks Statistik. I analysen finder man også tal for omfanget af museernes køb af varer og tjenester i andre brancher. Museerne påvirker dermed også beskæftigelsen i andre brancher; museumsbranchen beskæftiger selv 8.461 årsværk, men via indkøb hos leverandører og underleverandører skaber museerne indirekte beskæftigelse svarende til 2.404 årsværk.


Tags: beskæftigelse, brancher, erhverv, museer, nationaløkonomi, økonomi
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


8. marts 2018 af Informations­service og Bibliotek

Overtro, overbevisning eller videnskab?

Tror du på engle, hekse, spøgelser, besøg fra rummet, reinkarnation? Eller har du tiltro til videnskaben? Forskere fra Institut for Kultur og Kommunikation på Aarhus Universitetet  har sat sig for at skaffe viden om danskernes overbevisninger.

Rapporten "Hvad tror danskerne på? En kortlægning af tro, overtro og overbevisning" er skrevet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse på Facebook og Twitter i 2017/18, hvor flere end 2.200 personer besvarede undersøgelsens spørgsmål.

 [Revideret april 2018]

 


Tags: tro, spiritualitet
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


2. november 2017 af Informations­service og Bibliotek

Bogens kredsløb

For første gang kan Bog- og Litteraturpanelets årsrapport præsentere statistik for produktionen af lydbøger, fordelt på genre og format.  84 pct. af forlagenes omsætning stammer fra salg af trykte bøger og 16 pct. af omsætningen er digitalt salg, dvs. e-bøger, lydbøger og læremidler.

"Bogen og litteraturens vilkår 2017" samler statistik om de forskellige trin i bogens kredsløb, nemlig produktion, distribution og brug.

Den fysiske boghandel er stadig populær, da knap halvdelen af bogkøberne har foretaget deres seneste køb der. 24 pct. har foretaget det seneste køb online. Men man jo også få fat i læsestof på andre måder. På spørgsmålet om hvordan man fandt den bog, man senest har læst, svarer 12,3 % at de fik den som gave og 8,6 pct. at de lånte bogen af familie/venner, mens 13,1 pct. har lånt en trykt bog på biblioteket.

Flere mennesker i Danmark læser, men de læser ikke så ofte, viser en sammenligning af læsevaner over de seneste år. 15,3 pct. læste e-bøger minimum én gang om måneden i 2016. 36 pct. af danskerne læste skønlitteratur hver uge, mens knap 18 pct. slet ikke læste skønlitteratur i 2016.

Årets tema drejer sig om udvalg og kvalitet af bøger til salg hos boghandlere og i supermarkeder. Ifølge undersøgelsen"Sortiment af bøger i fysiske bogudsalg i Danmark" kan en boghandel  i gennemsnit tilbyde over 5.000 titler, mens et supermarked har knap 700 titler til salg.


Tags: bøger, læsevaner, medier
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


29. oktober 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Samlet overblik over statistik om det danske bogmarked

Bog- og Litteraturpanelet har i deres første årsrapport "Bogen og litteraturens vilkår 2015" sat sig for at kortlægge den eksisterende statistik, der belyser udviklingen på bogmarkedet. Rapporten giver et overblik over kilderne til belysning af en bogs forskellige faser: produktionen, distributionen og forbruget.

Et overblik over kilderne til belysning af en bogs forskellige faser: produktionen, distributionen og forbruget 
Bog- og Litteraturpanelet blev nedsat i 2014, og panelets formål er bl.a. årligt at samle tilgængelig statistisk viden om bogmarkedet, men også at kortlægge mangler ved statistikken. Rapporten indeholder derfor også oversigt over tallenes mangler og forbedringspotentialer fordelt på produktions-, distributions- og forbrugsfasen.

Læs mere på Kulturstyrelsens hjemmeside.


Tags: bøger, medier, forbrug
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


29. juni 2015 af Mette-Line Jakobsen

Mediernes udvikling i Danmark – 2015

Anden udgave af Kulturstyrelsens Rapportering om Mediernes udvikling i Danmark.

Dette er en samlet rapportering for mediebranchen, hvor det er muligt på ét og samme sted at finde både statistik for brug af både tv, radio, trykte medier (dagblade og lokale ugeaviser), internet og webtrafik. Desuden præsenteres analyser og beskrivelser af bl.a. udviklingen i husstandenes medierelaterede forbrug og det danske reklameforbrug.

Rapporteringen er i sin form web-baseret og opdelt i en række emnesider. Kilder til tekst og tabeller er bl.a. Gallup, Gemius og Danmarks Statistik.


Tags: aviser, dagblade, internettet, medier, radio, tv, web
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


15. april 2015 af Mette-Line Jakobsen

Mediernes udvikling i Danmark - 2014

Første udgave af Kulturstyrelsens Rapportering om Mediernes udvikling i Danmark. Dette er en samlet rapportering for mediebranchen, hvor det er muligt på ét og samme sted at finde både statistik for brug af både tv, radio, trykte medier (i første omgang dagbladene), internet og mobil.

Desuden præsenteres analyser og beskrivelser af branchens økonomi, beskæftigelse og større virksomheder samt større analyser af mere indholdsprægede elementer. Kilder til tekst og tabeller er bl.a. Gallup og Danmarks Statistik.

Rapporteringen er i sin form web-baseret og opdelt i en række web-sider. Man kan på undersiderne for tv, radio, aviser/blade osv. finde større uddybende analyser af brugen af de pågældende platforme. På undersiden for brancheanalysen er der en omfattende gennemgang af mediebranchen med delbrancher i forhold til såvel økonomiske nøgletal som beskæftigelse samt gennemgang af en række af de største medievirksomheder i Danmark.  


Tags: dagblade, medier, radio, tv, internettet
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


5. februar 2015 af Mette-Line Jakobsen

DR undersøger befolkningens brug af medieindhold på tv, radio og internettet

Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i befolkningens brug af de elektroniske medier.  Medieudviklingen 2014 er udkommet i januar 2015.

Rapporten ser blandt andet nærmere på unge og ældres brug af bærbare enheder, hvordan befolkningen zapper mellem forskellige kanaler, og hvor udbredt det er at bruge en anden skærm, når man sidder foran fjernsynet.

I 2014 er befolkningens mod på selv at tage kontrollen over, hvad de vil se og høre, vokset, og streaming står i dag for 17 procent af vores tv-tid. Valgfrihed var der til gengæld ikke i 1929, hvor Statsradiofonien (nu DR) i samarbejde med Det Statistiske Departement (nu Danmarks Statistik) lavede den første lytterundersøgelse, Radiolytterafstemningen – også kaldet "Balalajka-undersøgelsen" (Statistiske Efterretninger 1929:37).


Tags: medier, radio, tv, internettet
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek