Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, deler vi dem med jer her på bloggen. 

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


turisme

Vis alle blogindlæg


30. september 2020 af Informations­service og Bibliotek

Udviklingen af den bæredygtige turisme

I en tid hvor rejseaktiviteterne i hele verden må begrænses pga. COVID-19 pandemien, kan det være relevant at se på, hvordan fremtiden egentlig ser ud for den bæredygtige eller grønne turisme. Det har den nationale turismeorganisation VisitDenmark forsøgt ved at udarbejde en interviewbaseret analyse, der undersøger, hvordan turisterne opfatter og forventer at agere i forhold til bæredygtig turisme.

Den bæredygtige turisme kan dække bredt fra valget af transportform til feriedestinationen til bæredygtig adfærd under opholdet i forbindelse med bl.a. overnatninger og forbrug.

I bæredygtighedsrapporterne fra 2020 for svenskere, nordmænd, tyskere og hollændere ser VisitDenmark på de såkaldte grønne idealister, dvs. dem som i høj eller meget høj grad forventer, at miljøvenlige og bæredygtige hensyn vil få betydning for deres fremtidige rejsevalg. Idealisterne sammenlignes med de grønne skeptikere, som i mindre grad eller slet ikke forventer, at bæredygtige og miljøvenlige hensyn vil påvirke deres fremtidige rejsevalg.

I Tyskland og Holland er der en signifikant stigning i antallet af grønne idealister fra 2019. I Sverige og Norge er andelen af grønne skeptikere derimod steget markant det sidste år, mens andelen af de grønne idealister er uændret. Holland har den næststørste andel af grønne idealister (35 pct.)  kun overgået af Tyskland med 44 pct.

Et blik på danske bæredygtige turister findes i tænketanken CONCITO's årlige undersøgelse,  Klimabarometeret 2020, der ser på danskernes holdning til en række klimaspørgsmål. Undersøgelsen er netop udkommet, og der spørges fx om, hvad der skal til, for at den enkelte dansker vil flyve mindre til udlandet end i dag. Her svarer 40 pct. af de adspurgte, at de vil flyve mindre, hvis togrejser bliver gjort væsentligt mere attraktive, hvorimod 17 pct. svarer, at de vil flyve mindre til udlandet, hvis ferier i Danmark bliver gjort mere spændende.

Klimabarometeret 2020 er blevet til under COVID-19 pandemien, hvilket nogle af svarene omkring flyrejser kan afspejle. 

Tags: turisme, bæredygtighed
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik


27. september 2019 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

161.000 job i Danmark har tilknytning til turismeerhvervet

I dag er det international dag for turisme, en FN-mærkedag, der i år sætter fokus på de job, turismeerhvervet er med til at skabe til gavn for et lands økonomi og borgere. I Danmark forbruger turisterne for 128 mia. kr. og skaber job svarende til 160.961 fuldtidsbeskæftigede. Det er hos VisitDenmark, man kan læse om turismens økonomiske betydning i Danmark.

Deleøkonomi får en stadig større betydning for turismeerhvervet. I VisitDenmarks rapport "Turismens økonomiske betydning 2017" indgår for første gang tal for deleøkonomiske overnatningsformer. 5,3 mia. kr. ud af det samlede turismeforbrug på 128 mia. kommer fra gæster, der havde fundet privat overnatning via en deleøkonomisk platform.

Rapporten har desuden oplysninger om betydningen af turismen i de danske regioner, og den gør rede for de anvendte metoder; Turisme-Satellit-Regnskabet (TSA) og Den regionale, makroøkonomiske ligevægtsmodel (LINE). Sidstnævnte model drives af Center for Regional- og Turismeforskning.

Turisme findes ikke som branche i Danmarks Statistiks generelle erhvervsstatistik eller i nationalregnskabet. Det er derfor vanskeligt at give en vurdering af turismens bidrag til et lands økonomi. Udover et nationalt behov, er der et internationalt behov for at kunne sammenligne turismens økonomiske betydning i forskellige lande. TSA er den metode, UNWTO, OECD og Eurostat anbefaler at anvende for at sikre at alle lande i verden følger de samme principper.


Tags: forbrug, jobskabelse, turisme, nationaløkonomi, overnatninger, erhverv
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik, International statistik


19. maj 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Skal du også til Spanien i år?

Spanien er populær som feriedestination. Danmarks Statistiks ”Ferie- og forretningsrejser” viser, at Spanien er danskernes foretrukne ferieland. Men Spanien er også et populært rejsemål for andre nationaliteter, når hotellet skal bookes. I EU er Spanien det land, der har flest turistovernatninger. Det viser Eurostats turismestatistik.

Spanien står for 21,3 pct. af alle turistovernatninger i EU, svarende til ca. 270 mio. overnatninger. Italien er det næstmest populære land i EU med 193 mio. overnatninger, mens Frankrig kommer ind på 3. pladsen med 130 mio. nætter.

Barn i badering

De Kanariske og Baleariske Øer er populære rejsemål - hvilke andre områder i Spanien, der er godt besøgt, og hvilke lande i verden turisterne kommer fra, kan man dykke ned i vha. Eurostats detaljerede databasetabeller.

Eurostats omfattende turismestatistik er forklaret i Statistics Explained, hvor link til tabeller, metode og publikationer er samlet i én artikel.


Tags: ferierejser, turisme
Emne: Erhvervsliv
Geografi: International statistik


28. juli 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Statistik om turistovernatninger lokalt i Danmark

Det er muligt at følge udviklingen i turismen i bl.a. Limfjordsområdet og Hvide Sande i VisitDenmark’s månedlige Destinationsmonitor. Rapporten følger 19 destinationer, der har status og potentiale som selvstændige destinationer med hensyn til omsætning, overnatninger og markedsføring.

Hos VisitDenmark finder man også statistik om turisternes overnatninger i de enkelte kommuner. Fordelt på overnatningsformer finder man oplysninger om antal senge og værelser, udlejede værelser og kapacitetsudnyttelsen af senge og værelser.

Hvilke attraktioner turisterne besøger kan ses af Attraktionslisten, hvor Tivoli topper som den mest populære attraktion i 2015 med 4.733.000 besøgende. Det er hhv. 2  og 3 mio. flere end nr. 2 og 3 på listen, som er Dyrehavsbakken og Legoland.
 

Tags: turisme, ferierejser, forlystelser
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek
Telefon: 39 17 30 30