Gå til sidens indhold

Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – både her hos os selv i Danmarks Statistik og hos andre internationale, inden- og udenlandske kilder til statistikker.

Falder vi over en spændende statistik fra andre, deler vi den med jer her på bloggen. 

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


levevilkår

Vis alle blogindlæg


28. oktober 2020 af ABN

Den globale sygdomsbyrde

Der er næppe nogen, der ikke har opdaget, at vi befinder os midt i en verdensomspændende pandemi. Mens COVID-19 hærger verdens lande, er der måske mindre fokus på de andre sygdomme, som forkorter folks liv eller gør, at folk lever deres sidste år med forringet livskvalitet. Her i oktober har IHME - Institute for Health Metrics and Evaluation udgivet “The Global Burden of Disease 2019”, som er en analyse af 286 dødsårsager, 369 sygdomme og ulykkestyper og 87 risikofaktorer i 204 områder i verden.

The Global Burden of Disease (GBD) startede som et World Bank-projekt i 1990 og er i dag et samarbejde med bidrag fra flere end 5.000 forskere fra 152 nationer og områder i verden koordineret af det uafhængige amerikanske forskningscenter IHME på University of Washington.

Gennem årene er der udviklet en række indikatorer for sygdomsbyrden, der gør det muligt at sammenligne sygsomme mellem lande over tid. En af indikatorerne er DALY - Disability-Adjusted Life Year, som består af to hovedkomponenter: dødelighed i form af tabte leveår ved for tidlig død og sygelighed i form af tabte år med sygdom og invaliditet. Én DALY er lig med ét tabt sundt leveår.

Resultater offentliggøres i landeprofiler og infografikker. Hovedresultater og særlige pointer offentliggøres i artikler i det internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet. Der er udgivet et gratis tilgængeligt særnummer for hvert GDB siden 2010.

IHME har også en række visualiseringer af udvalgte statistikker i et interaktivt værktøj, bl.a. udviklingen i DALY i datasættet GBD Compare. Alle data er tilgængelige via GHDx - Global Health Data Exhange, og man kan bruge The GBD Results Tool til at danne tabeller og grafik og downloade data. Alle kilder, nationale som internationale, der bruges til udarbejdelsen af GBD, kan findes via The Data Input Sources Tool.


Tags: dødsårsager, epidemier, fremskrivninger, levevilkår, livskvalitet, middellevetid, prognoser, samfundsomkostninger, sundhed, sundhedsøkonomi, sygdom, sygdomme
Emne: Levevilkår
Geografi: International statistik


31. august 2020 af ABN

Fra kældermagasinet: Dødsårsager og medicinalberetninger

I de varme sommerdage i august har vi været en tur i vores kølige kældermagasin for at bringe en interessant statistisk serie op i lyset. I relation til den nuværende situation med COVID-19, er valget faldet på historiske tal om dødsårsager og epidemier. 

Hos Danmarks Statistiks Informationsservice og Bibliotek har vi bl.a. to store serier fra Sundhedsstyrelsen (eller Det Kgl. Sundhedskollegium, som det hed indtil 1909): ”Dødsaarsagerne i Kongeriget Danmark” og ”Medicinalberetning for Kongeriget Danmark”. 

Serien om dødsårsager har vi fra 1890 til 1993. Over årene er der variation i opgørelsesmetode og dækningsgrad; de første 30 år dækker fx kun byerne. Opgørelserne er dog detaljerede ned på de enkelte dødsårsager opgjort på køn og alder. I de fleste årgange kan man desuden finde overordnede dødsårsager fordelt på måneder. Man kan fx se den voldsomme stigning i døde af influenza under Den Spanske Syge i årene 1917-1919. 1947 indeholder desuden et særligt kapitel om krigsdødsfald under anden verdenskrig.

Medicinalberetningerne har vi fra 1900-1974/75. I beretningerne får man i tekst og tal også oplysninger om dødelighedsforhold ved de enkelte epidemiske sygdomme fx tyfus, meningitis, difteri og influenza. Der gås i detaljer med, hvor i landet tilfældene er, og nogle gange beskrives dødsfaldene helt ned på individniveau, som en stakkels 24-årig kusk, der døde på Øresundshospitalet af blodgang (dysenteri). 

Med variation over årene indeholder meddelelserne også andre oplysninger bl.a. om offentlig hygiejne (vandforsyning- og kloakforhold), vaccinationer, karantæneforanstaltninger, forebyggende kontrol fx sundhedsplejerskeordningen, antallet af medicinalpersoner og sengepladser på sygehuse. 

Bøgerne kan naturligvis lånes (med forbehold for enkelte manglende årgange) hos Danmarks Statistiks Informationsservice og Bibliotek eller via dit lokale bibliotek.


Tags: dødsårsager, epidemier, helbred, levevilkår, sundhed, sundhedsvæsen, sygdomme, vaccinationer, årbøger
Emne: Levevilkår
Geografi: Dansk statistik


4. december 2019 af ABN

NATO fejrer 70 års jubilæum

Den internationale organisation North Atlantic Treaty Organization, bedre kendt som NATO, fejrer i år 70 års jubilæum. NATO blev oprindeligt etableret som en forsvarsalliance, men har i dag som formål at fremme sikkerhed og stabilitet i det nordatlantiske område gennem både politisk, økonomisk og militært samarbejde.

I disse dage mødes lederne af de 29 medlemslande for at fejre jubilæet og diskutere organisationens fremtid. Sandsynligvis vil man bl.a. følge op på målet fra topmødet i 2014 om, at alle medlemslande i 2024 bruger 2 pct. af BNP på forsvaret.

NATO’s hjemmeside finder man organisationens opgørelse af landenes forsvarsudgifter fra organisationens grundlæggelse i 1949 til i dag. Opgørelsen giver grundlag for sammenligning af udgifterne i de enkelte landes forsvar. Opgørelsen er baseret på NATO’s egen definition og er derfor ikke direkte sammenlignelig med nationale tal. Man kan læse mere om NATO’s definition og se det danske bidrag til NATO på Forsvarsministeriets hjemmeside.


Tags: budgetter, nationaløkonomi, offentlige finanser, udgifter, levevilkår, krig, fred
Emne: Nationalregnskab og offentlige finanser
Geografi: International statistik


4. oktober 2018 af ukendt

EU's regioner og byer

Når man sammenligner lande i Europa, kan det være fornuftigt at sammenligne EU's regioner frem for at sammenligne små lande med omkring ½ mio. indbyggere med lande, der har over 80 mio. indbyggere. Desuden kommer forskelle og ligheder mellem de enkelte medlemsstaters regioner også frem i lyset. Administrativt anvendes de regionale data ved tildeling af støtte fra EU til de enkelte regioner.

276 regioner i de 28 EU-lande beskrives i Eurostats årbog om regionerne og de tilhørende interaktive kort. Her er kapitler om regional politik samt statistikker over befolkning, sundhed, uddannelse, arbejdsmarked, økonomi, forskning og innovation, turisme, landbrug osv.

Få overblikket i "News release", læs publikationen "Eurostat regional yearbook 2018" eller de enkelte kapitler i "Statistics explained".

Vil du se kort og grafer, er der rig mulighed for det i de interaktive værktøjer "Statistical Atlas" og "Regions and Cities Illustrated".

Lær mere i denne video, der viser forskelle og muligheder i de to online værktøjer:


Tags: regioner, byer, levevilkår
Emne: Tværgående
Geografi: International statistik


17. maj 2018 af ABN

Globale data om adgang til bankkonti

I dag har 69 pct. af voksne i hele verden en konto, hvorfra de kan lave finansielle transaktioner. Det er en fremgang på 7 procentpoint siden 2014, hvor World Bank sidste gang lavede opgørelsen. World Bank samler oplysninger fra 140 lande i Global Findex Database om voksnes (15-årige og derover) brug af finansielle ydelser,  bl.a. opsparing, betalinger og lån. Undersøgelsen udføres hvert tredje år og i denne tredje runde er der også nye oplysninger om mobile digitale transaktioner.

Global Findex Database bruges til at følge World Banks mål om, at alle skal have adgang til formel finansiel service i 2020. Målet om at udbrede adgangen til finansielle ydelser, ser World Bank som et led i den fattigdomsbekæmpelse, der er organisationens overordnede formål. Muligheden for at spare op, optage lån og investere via formelle systemer giver bedre vilkår for bl.a. at planlægge langsigtet og dermed forbedre ens generelle levestandard.

Rapporten “The Global Findex Database 2017 - Measuring Financial Inclusion and the Fintech Revolution” præsenterer og analyserer resultaterne, mens “The Little Data Book on Financial Inclusion 2018” giver et hurtigt overblik over de vigtigste tal. Data fra rapportens enkelte kapitler kan downloades separat, men data kan også fås som et samlet datasæt eller via World Bank DataBank.

Analyser af, hvordan udbredelsen af adgang til finansiel service kan bekæmpe fattigdom, kan findes hos CGAP - the Consultative Group to Assist the Poor, som også har til huse hos World Bank.


Tags: levevilkår, privatøkonomi, bankforretninger, lån, opsparing
Emne: Penge og kapitalmarked
Geografi: International statistik


2. februar 2018 af ABN

Børn i en digital verden

I over 30 år har UNICEF fulgt udviklingen i børns levevilkår rundt om i verden. Siden 1980 har organisationen udgivet rapporten ”The State of the World's Children”. Fra at være en lille udgivelse på 19 sider i 1980/81, er rapporten i dag en omfattende publikation på mere end 200 sider med et fyldigt bilag med statistik.

De senere år har rapporten haft et særligt tema. I 2017 er temaet ”Children in a Digital World”, hvor børn og unge er blevet spurgt til deres digitale erfaringer. Rapporten belyser bl.a. børn og unges adgang til og brug af teknologi, barrierer for at være online og den risiko, der kan være forbundet med at bruge internettet. 

Onlineteknologi har mange fordele, fx giver den nye muligheder for at løfte uddannelsesniveauet for børn, som ellers har svære betingelser for at komme i skole. Men ifølge UNICEF er ca. en tredjedel af verdens unge – ca. 346 millioner 15-24-årige – stadig ikke online.

Rapportens statistik kan hentes i særskilte filer, og tallene beskriver børns og kvinders generelle vilkår via emner som ernæring, sundhed og uddannelse. Al UNICEF's statistik er desuden samlet i "UNICEF Data: Monitoring the Situation of Children and Women".


Tags: børn, informationssamfundet, fattigdom, internettet, levevilkår, sundhed, trivsel
Emne: Levevilkår
Geografi: International statistik


15. december 2017 af ukendt

Ligestilling med sneglefart

Ligestillingsindekset for EU viser forbedringer, men det går kun langsomt fremad. Indekset er gået frem med 4 point fra 2005 til 2015. EU i samlet flok får nu en score på 66,2 point ud af 100, hvor Sverige er på førstepladsen med 82,6 point, mens Danmark har 76,8 point på andenpladsen og Grækenland indtager sidstepladsen med 50 point.

Ligestillingsindekset er et værktøj til at måle udviklingen inden for ligestilling mellem kønnene. European Institute for Gender Equality hjælper EU-landene med at overvåge og sammenligne fremskridt på området.

Gender Equality Index 2017 illustreres med et hjul, der viser de enkelte landes hovedscore, samt score for hovedområder som beskæftigelse, indkomst, magt, sundhed og tidsforbrug i årene 2005, 2010, 2012 og 2015.

Alle indikatorerne, som indekset bygger på, kan også studeres i den tilhørende publikation eller ses i databasen, der med sin omfattende samling af statistikker kan bruges som indgang og vejviser til kønsopdelte tabeller om alskens emner i EU-landene, fx tidsforbrug, uddannelse, arbejdsmarked osv.


Tags: ligestilling, levevilkår, rangorden
Emne: Tværgående
Geografi: International statistik


30. november 2017 af ukendt

Livet med et handicap

Ca. 30 pct. af danskerne i alderen 16-64 år har mindst ét handicap, ifølge VIVE's seneste rapport om handicappedes levevilkår.

Undersøgelsen har fokus på personer med handicap og beskriver uddannelsesniveau, arbejdsliv og livskvalitet, sammenlignet med personer uden handicap. Også emner som deltagelse i fritids- og sociale aktiviteter, fysisk tilgængelighed og diskrimination er under luppen.

Rapporten er baseret på mere end 20.000 besvarelser fra et udvalg af voksne personer mellem 16 og 64 år.  Den enkelte deltager giver sin egen vurdering af, hvorvidt han eller hun har et handicap eller længerevarende helbredsproblem. Undersøgelsen gentages hvert fjerde år, så udviklingen i levevilkår for personer med handicap kan følges over tid.

Status for levevilkår og samfundsdeltagelse blandt blinde eller stærkt svagsynede beskrives i en særskilt rapport.

 


Tags: handicap, sundhed, helbred, levevilkår, livskvalitet
Emne: Levevilkår
Geografi: Dansk statistik


18. oktober 2017 af ukendt

Forskelle og ligheder mellem kvinder og mænd i EU

"Kvinder og mænd i Europa" er emnet for Eurostats nye digitale publikation, der med korte tekster og infografik beskriver typiske livsforløb for indbyggerne i Europa. 

Den giver svar på spørgsmål om sundhed, uddannelse, arbejdsliv, familie og fritid. Der er fx stor forskel mellem landene, når det drejer sig om husarbejde og madlavning. I EU bliver der dagligt lavet mad og/eller udført husarbejde af 79 pct. af kvinderne og af 34 pct. blandt mændene. For Danmark er fordelingen 82 pct. kvinder og 55 pct. mænd. Kun i Finland og Letland er der en større andel af mænd, der udfører husligt arbejde eller laver mad hver dag, nemlig 57 pct.

illustration med link til digital publikation 2017

Se introduktion til publikationen som video, i Eurostats News release eller test din viden med quizzen - før, efter eller mens du læser publikationen. 

"Kvinder og mænd i Europa" er den danske version af Eurostats "The life of women and men - a statistical portrait 2017".

[Link til opdateret udgave - revideret oktober 2018] 


Tags: livsforløb, levevilkår, ligestilling, quiz
Emne: Tværgående
Geografi: International statistik


29. september 2017 af ABN

152 mio. børn udnyttes som arbejdskraft

Der er lang vej endnu, hvis FN's medlemslande skal leve op til verdensmål nr. 8.7 om afskaffelse af slaveri og børnearbejde inden 2030. På verdensplan skønnes 40 mio. personer at leve under slavelignende forhold, og der skønnes at være 152 mio. børnearbejdere. Det opgør ILO - International Labour Organization og The Walk Free Foundation i samarbejde med IOM - International Organization for Migration i to rapporter, som giver status på og skitserer det videre arbejde for at opfylde bæredygtighedsmålet.

Ifølge "Global Estimates of Modern Slavery: Forced Labour and Forced Marriage" er 5,4 ud af 1000 personer i verden ofre for moderne slaveri. 25 mio. lever som tvangsarbejdere, og 15 mio. er blevet tvangsgift. Kvinder og piger er særligt udsatte; de udgør 71 pct. af alle, der lever under slavelignende forhold.

Det går den rigtige vej i forhold til at nedbringe antallet af børnearbejdere. I "Global Estimates of Child Labour: Results and trends, 2012-2016" skønnes det, at der er sket et fald fra 168 mio. til 152 mio. dvs. et fald på 9,7 pct. i perioden 2012-2016. Siden FN startede med at lave opgørelsen i 2000, er antallet af børnearbejdere faldet med 38,2 pct.

FN's verdensmål for en bæredygtig udvikling  - Sustainable Development Goals - blev fastsat i 2015. Frem mod 2030 vil FN's medlemsstater fremme udviklingen på det sociale, økonomiske og miljømæssige område. Programmet  består af 17 udviklingsmål, opdelt i 169 delmål.


Tags: verdensmål, børnearbejde, bæredygtighed, kriminalitet, levevilkår, ligestilling, trafficking, livskvalitet
Emne: Arbejde, indkomst og formue
Geografi: International statistik


Ansvarlig for siden

Informations­service og Bibliotek