Hvor i landet låner man flest lydbøger? Stiger eller falder antallet af lånere? Hvor mange bogbusser findes der egentlig? De spørgsmål og mange flere kan du finde svar på i biblioteksstatistikkerne.
Danmarks Statistik indsamler statistikker om folkebiblioteker og forskningsbiblioteker. Der findes omkring 245 folkebiblioteker og 350 forskningsbiblioteker i Danmark.
I folkebiblioteksstatistikken kan du finde tal fordelt på område, udlån, alder, materialetyper mv. Statistikken belyser eksempelvis udlånet af trykte bøger, e-bøger og musik og bibliotekernes materialeudgifter. I forskningsbiblioteksstatistikken kan du finde tal for de enkelte forskningsbiblioteker fordelt på lånere, bestand, lønudgifter, udlån mv.
24. februar 2021
I dagene op til nedlukningen 9. december oplevede folkebibliotekerne en tredobling i antallet af udlån. Der blev tirsdag 8. december udlånt 220.000 materialer, hvor der på en gennemsnitlig tirsdag blev lånt 70.000 materialer.
8. juli 2020
Udlån af materiale fra bibliotekernes online tjenester, fx eReolen og Filmstriben steg i 2019. Antallet af e-bogsvisninger steg fra knap 3,8 mio. visninger i 2018 til 5,0 mio. i 2019, hvilket er en stigning på 32 pct.
Publikationen Kultur 2019 kaster lys på produktion og forbrug af kultur i Danmark på tværs af områder som aviser, museer, zoologiske haver, teatre og biografer, musik, fredede bygninger, idræt, frivilligt arbejde og brug af internettet. Årets tema sætter fokus på udlån af materialer fra landets folkebiblioteker og eReolen. Det belyser de enkelte låneres lånemønstre ud fra blandt andet geografi, uddannelse og køn. Det er en forsmag på en ny individbaseret biblioteksstatistik, der udkommer i andet kvartal 2020.