Ledige stillinger
Ledige stillinger er interessante af mange grunde. For den arbejdsløse er de ledige stillinger naturligvis værd at søge. For folk i den givne branche viser det noget om efterspørgslen efter arbejdskraft – er det svært at finde egnede medarbejdere?
Samfundsmæssigt viser efterspørgslen efter arbejdskraft bl.a. noget om økonomiens tilstand og om, hvilke brancher der har sværest ved at skaffe nye ansatte – eller er mest aktivt med hensyn til at oprette nye stillinger.
Det samlede antal ledige stillinger og andelen af ledige stillinger opgøres både på regionsniveau og på landsplan. Statistikken laves i alle EU’s lande, hvilket gør det muligt at sammenligne udviklingen på tværs af landene.
En ledig stilling er en lønnet stilling, der er nyoprettet, ubesat eller er ved at blive ledig, og som arbejdsgiveren tager aktive skridt til at besætte med en egnet kandidat uden for den pågældende virksomhed. Arbejdsgiveren skal desuden have til hensigt at besætte stillingen omgående eller inden for en nærmere angivet periode.
Andelen ledige stillinger opgøres som den procentvise andel af ledige stillinger i forhold til summen af ledige og besatte stillinger. Statistikken dækker kun det private erhvervsliv.
Ledige stillinger er en spørgeskemabaseret statistik, der offentliggøres hver kvartal – senest ved udgangen af det efterfølgende kvartal. Det betyder altså, at tallene for første kvartal (januar-marts) senest publiceres i slutningen af juni.
Statistikdokumentation
Få et overblik over statistikkens formål, indhold og kvalitet. Her kan du bl.a. få svar på, hvilke kilder statistikken bygger på, hvad den indeholder og hvor ofte den udkommer.
Relateret indhold i Ledige stillinger
Kontakt
Artikler og publikationer om 'Ledige stillinger'
Fandt du ikke det, du søgte?
Har du brug for hjælp til at finde den rette statistik?
Kontakt vores informationsservice
Har du behov for skræddersyet statistik, hjælp til interviewundersøgelser, eller ønsker du som forsker adgang til mikrodata? Så kan vi hjælpe dig.
Læs mere om vores produkter og ydelser