Kommunale udgifter til sociale indsatser
Hvad koster de borgere, der modtager sociale indsatser fra det offentlige? Og hvordan fordeler udgifterne sig på tværs af indsatser? Statistikken ’Individhenførbare udgifter’ giver et overblik over kommunernes udgifter på udvalgte sociale indsatser (jf. Lov om Social Service) og kan detaljeres ned på individniveau.
Hvad betyder...?
Udgifter til sociale indsatser, som kan knyttes direkte til den person, der modtager indsatsen. Begrebet omfatter kommunernes afholdte udgifter til udvalgte indsatser efter lov om social service, hvor udgiften registreres på individniveau og dermed kan henføres til den enkelte borger.
Helårsomregnet udgift pr. borger for en given indsats. Begrebet beregnes ud fra den faktiske udgift i den periode, hvor borgeren har modtaget indsatsen, omregnet til et årligt beløb, så udgifterne kan sammenlignes på tværs af borgere og udgiftsperioder.
Indsats angiver, efter hvilken paragraf i serviceloven en ydelse er bevilget. Indsatser bevilges af kommunen til voksne med funktionsnedsættelse, sociale problemer eller andre særlige behov, fx botilbud eller socialpædagogisk støtte. En borger kan modtage flere indsatser samtidig, da forskellige behov kan dækkes af forskellige paragraffer. Statistikken omfatter et udvalg af paragraffer i serviceloven. De indsamlede paragraffer fremgår af databekendtgørelsen om dataindsamlinger på socialområdet.
