Gå til sidens indhold

Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Beskæftigede personer (RAS)

Beskrivelse

Formålet med den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS) er at opgøre befolkningens primære tilknytning til arbejdsmarkedet. Tilknytningen til arbejdsmarkedet opgøres ultimo november måned. RAS følger de internationale retningslinjer for opgørelser af befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet fra International Labour Organisation (ILO). ILO's retningslinjer er primært rettet mod interviewbaserede opgørelser (arbejdskraftundersøgelserne), hvor personen selv afgiver information om tilknytningen til arbejdsmarkedet. RAS er baseret på registerinformation, og kravene fra ILO er derfor operationaliseret til brug på et registerbaseret materiale.

RAS bliver udarbejdet én gang årligt og blev udarbejdet for første gang i 1981 (vedrørte befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet ultimo november 1980). I opgørelserne af tilknytningen til arbejdsmarkedet ultimo november 1980-2007 var populationen befolkningen pr. 1. januar året efter. I den periode blev statistikken dateret efter tidspunktet for opgørelsen af befolkningen. Opgørelsen ultimo november 1980 er derfor dateret 1981.

I foråret 2015 blev arbejdsmarkedsregnskabet (AMR) nyt datagrundlag for RAS. Startåret for AMR er 2008, og RAS blev derfor revideret tilbage til 2008. AMR er en forløbsbaseret statistik, og det har muliggjort, at populationen (dvs. den befolkning, som indgår i RAS) nu er befolkningen ultimo november. Hermed er der skabt overensstemmelse mellem referencetidspunkterne for befolkningen (og dens baggrundsoplysninger) og tilknytningen til arbejdsmarkedet for befolkningen. Efter overgangen til AMR som datagrundlag dateres RAS derfor efter referencetidspunktet ultimo november.

AMR er resultatet af et treårigt udviklingsprojekt. I AMR integreres de relevante kilder til belysning af befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet. Det har resulteret i et forløbsbaseret statistiksystem, som er kendetegnet ved, at den enkelte person kan være i flere forskellige arbejdsmarkedstilstande på samme tidspunkt. I AMR er der dannet en afledt klassifikationsvariabel. Ved hjælp af denne variabel er det muligt at opgøre befolkningens primære tilknytning til arbejdsmarkedet på vilkårlige tidspunkter i årets løb. Den primære tilknytning til arbejdsmarkedet opgøres efter ILO's retningslinjer. Disse retningslinjer beskriver, hvordan man afgør, hvilken tilknytning til arbejdsmarkedet der er den primære. Klassifikationens navn er ICSE (International Classification of Status in Employment). I AMR er der knyttet en tilstandsgrad til alle arbejdsmarkedstilstandene, og derfor kan befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet også opgøres omregnet til fuldtidspersoner.

AMR findes i henholdsvis en timenormeret (PSD_AMR_TN) og en ikke-timenormeret version (PSD_AMR_UN). I det timenormerede AMR opgøres arbejdsmarkedstilknytningen for den enkelte person ud fra en timenorm på 37 timer. Det betyder, at en person altid har 37 timer (evt. fordelt på forskellige socioøkonomiske kategorier) på et givet tidspunkt. Eksempelvis vil en person der arbejder 20 timer som lønmodtager og ikke laver andet, indgå med 20 timer som lønmodtager og 17 timer i den socioøkonomiske kategori "øvrige uden for arbejdsstyrken". I det ikke-timenormerede AMR kan en person have en tilknytning til arbejdsmarkedet på mere eller mindre end 37 timer. Det ikke-timenormerede AMR er datagrundlaget for RAS.

Det timenormerede AMR bliver offentliggjort som en årlig statistik. Populationen er befolkningen med bopæl i Danmark. Konkret betyder det, at den enkelte person indgår i de dage i årets løb, hvor personen har bopæl i Danmark. I AMR's datagrundlag (både PSD_AMR_TN OG PSD_AMR_UN) indgår dog også arbejdsmarkedstilstande for lønmodtagere med bopæl uden for Danmark.

Den mest centrale variabel i AMR og RAS er variablen "socioøkonomisk status" (SOCSTIL_KODE før november 2008 og SOC_STATUS_KODE fra november 2008). Via denne variabel kan befolkningen opdeles i tre hovedgrupper, henholdsvis beskæftigede, arbejdsløse og personer uden for arbejdsstyrken. I henhold til ILO-retningslinjerne skal beskæftigelse prioriteres højere end alle andre aktiviteter, når man afgør den primære tilknytning til arbejdsmarkedet. Det betyder i praksis, at når en person har mindst en times betalt beskæftigelse, prioriteres det højere end alle andre aktiviteter, personen måtte have samtidig. Endvidere prioriteres arbejdsløshed højere end andre aktiviteter uden for arbejdsstyrken, som personen måtte have samtidigt.

I AMR og RAS er de beskæftigede enten lønmodtagere, selvstændige eller medarbejdende ægtefæller. Personer uden for arbejdsstyrken består af en række forskellige socioøkonomiske grupper hvor de største er folkepensionister, personer under uddannelse, børn og unge og førtidspensionister

Databrud
PSD_RAS, PSD_AMR_UN og PSD_AMR_TN indeholder data for 2008-2014 og der er ikke databrud i tidsserien. Data i PSD_RAS er baseret på et udtræk fra PSD_AMR_UN.

Ved offentliggørelserne af RAS i årene 2010-2014 (hvor opgørelserne for november 2008-november 2012 blev offentliggjort) var RAS ikke baseret på PSD_AMR_UN. Efter et RAS overgik til at anvende AMR som datagrundlag blev de tidligere udgivne år for perioden november 2008-november 2012 revideret.

Der er databrud mellem PSD_RAS og PSD_RAS_2004_2007. Før 2007 var datagrundlaget for lønmodtagerne ikke eIndkomstregistret, men det centrale oplysningsseddelregister. Det centrale oplysningsseddelregister var dannet på baggrund af årlige indberetninger fra arbejdsgiverne til SKAT. På oplysningssedlen kunne arbejdsgiveren angive, om lønmodtageren var beskæftiget hele året eller, hvis det ikke var tilfældet, angive fra- og til-dato for ansættelsesforholdets varighed. Når lønmodtageren havde været beskæftiget i flere perioder i årets løb, skulle arbejdsgiveren blot angive, hvorvidt lønmodtageren var ansat ultimo november. Formodningen er, at arbejdsgiverne har brugt helårsmarkeringen i for mange tilfælde, hvilket har resulteret i et for højt beskæftigelsesniveau. Samlet set vurderes det, at der er et nedadgående niveauskift i beskæftigelsen på ca. 50.000 personer mellem november 2007 og november 2008 som følge af overgangen til eIndkomstregistret som datakilde til lønmodtagerbeskæftigelsen.

Endvidere er der følgende ændringer:
- Fra 2008 består de arbejdsløse af de bruttoledige, hvor de tidligere bestod af de nettoledige.
- Residualgruppen "øvrige uden for arbejdsstyrken" er blevet reduceret betydeligt fra 2008.
- Populationen i RAS er fra 2008 personer med bopæl i Danmark ultimo november, mens den før 2008 var personer med bopæl i Danmark d. 1. januar året efter. Dette har også medført en ændret datering af statistikken, som fra 2008 dateres efter referencetidspunktet ultimo november, mens den før 2008 var dateret efter tidspunktet for populationsopgørelsen, dvs. pr. 1. januar året efter.
- Fra 2008 trækkes befolkningen på et senere tidspunkt, hvilket betyder at den er mere retvisende, idet en del udvandringer (som ofte indberettes relativt sent) når at komme med.

Mere information om RAS kan ses i statistikdokumentationen:
http://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/statistikdokumentation/registerbaseret-arbejdsstyrkestatistik

Mere information om AMR kan ses i statistikdokumentationen:
http://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/statistikdokumentation/arbejdsmarkedsregnskab

Bilag

Variable

ARB_HOVED_BRA_DB07 Branchekode
BRANCHE_KODE Branchekode for arbejdesstedet
FRAVAER_BESK_KODE Midlertidigt fraværende fra beskæftigelse
HELTID_32_KODE Heltid eller deltidsbeskæftiget
HELTID_DELTID_KODE heltid eller deltid (arbejdsomfang/potentielt arbejdsomfang)
STOETTE_BESK_KODE Støttet beskæftigelse