Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur
Søren Østerballe
tlf. 3917 3525

SRB@dst.dk

Hent som PDF

Højskolekursister

Statistikken er baseret på samkøring af flere af Danmarks Statistiks statistikregistre. Kursisterne identificeres fra kursistregisteret, som årligt indsamler data fra højskolernes administrative systemer og manuel indberetning. Herfra hentes oplysninger om højskoleopholdets længde og højskolens type. Fra befolkningsstatistikregisteret hentes kursisternes alder, køn, bopæl, herkomst og familieforhold. Fra registeret over højest fuldførte uddannelse fås oplysninger om uddannelse, og fra Indkomststatistikregisteret trækkes indkomst.

Kilder

Statistikken er primært baseret på Danmarks Statistiks Kursistregister, som er en samlet beskrivelse af befolkningens deltagelse i kurser/enkeltfag ved voksen- og efteruddannelse. I statistikken benyttes desuden befolkningsstatistikregistret (som kilde til alder, køn, bopæl, familietilknytning og herkomst), registeret for højest fuldførte uddannelse (som kilde til uddannelsesstatus) samt indkomststatistikregistret (som kilde til personlig og familieindkomst) til at belyse kursisternes baggrund. Detaljer om hvordan højskolernes data er indsamlet og indlagt i Kursistregistret kan ses her: Voksen- og efteruddannelse - Højskoler

Indsamlingshyppighed

Årligt.

Indsamlingsmetode

Der trækkes data fra flere eksisterende statistiske registre.

Datavalidering

Statistikken er baseret på fejlsøgte data fra flere statistikregistre. For en beskrivelse af datavalidering i disse, henvises til statistikdokumentationen for de enkelte statistikregistre:

Voksen og efteruddannelse - Højskoler Befolkningen Højest fuldført uddannelse og Indkomststatistik.

Databehandling

Registeroplysninger for de enkelte kursister sammenkøres ved hjælp af en personidentifikation og data tabelleres ud fra baggrundsvariable, skoletype og kursuslængde for både kalenderår og skoleår. Kursusomfanget udtrykt ved antal årselever beregnes ved summering af længden på de enkelte elevers undervisningstid og division med 40 uger, som udtrykker et fuldt års højskoleophold. De færdige tabeller sammenholdes med de øvrige tabeller for voksen- og efteruddannelse.

Årselever beregnes ud fra længden af elevernes ophold og antallet af kursister. Længden af elevernes ophold svarer til andelen af et fuldt studieår, som kurset svarer til for den enkelte kursist. kursus længden angiver således omfanget af et kursus opgjort i undervisningstid og siger ikke noget om længden af den periode, kurset har forløbet over. Et kursus, der gennemføres i løbet af en måned, kan have samme aktivitetsomfang som et kursus der gennemføres i løbet af et halvt år.

Den personlige indkomst, tager udgangspunkt i den personlige indkomst i alt. Personindkomst i alt er lig summen af erhvervsindkomst, overførselsindkomst, formueindkomst (ekskl. beregnet lejeværdi af egen bolig) og anden ikke klassificerbar indkomst, der kan henføres direkte til den enkelte person. Beløbet er før fradrag af skat, arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsbidrag, og renteudgifter er ikke fratrukket.

Den ækvivalerede disponibel indkomst i familien benyttes for at kunne sammenligne indkomst og levevilkår for familier med forskellig størrelse vægtes den disponible indkomst med antallet af personer i familien.

Den personlige indkomst, ækvivalerede disponibel indkomst i familien, højeste fuldførte uddannelse og højeste fuldførte uddannelse i familien tager udgangspunkt i perioden umiddelbart før højskoleopholdet. Kursistens alder estimeres ud fra startdatoen for højskolekurset. Registeroplysningerne sammenkøres ved hjælp af personidentifikation og data tabelleres. De færdige tabeller sammenholdes med de øvrige tabeller for voksen- og efteruddannelse.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.