Hver femte af de unge var overkvalificeret til jobbet
Arbejdskraftundersøgelsen (tema) 2024
I 2024 var 19 pct. af de beskæftigede mellem 15 og 34 år, efter egen opfattelse, overkvalificerede i deres job. Det er tre gange flere end de 6 pct., der var underkvalificerede. De resterende 75 pct. af de 15-34-årige havde færdigheder, der matchede de krav, der var nødvendige for at udføre arbejdet. Tallene stammer fra Arbejdskraftundersøgelsen, der i 2024 inkluderede særlige spørgsmål til de 15-34-åriges relation til arbejdsmarkedet.
Flest overkvalificerede i Erhvervsøkonomi, administration og jura
Unge beskæftigede med en uddannelsesbaggrund inden for Erhvervsøkonomi, Administration og Jura havde med 22 pct. den højeste andel overkvalificerede. Også blandt unge med uddannelser inden for Undervisning, Samfundsvidenskab samt Ingeniør, fremstilling og byggeri er der ca. 20 pct., der var overkvalificerede. Uddannelser uden en specifik retning, Generelle uddannelser, ligger også på det niveau. Undervisning samt Sundhed og velfærd er de uddannelsesretninger, hvor flest unge beskæftigede var underkvalificerede i jobbet med hhv. 11 og 10 pct.
Især de 15-24-årige var i 2024 overkvalificerede
Fokuseres der på aldersgrupper, er det især de 15-24-årige, der var overkvalificerede, hvilket skal ses i sammenhæng med, at fritidsjob er særligt udbredt i denne aldersgruppe. Generelt har deltidsbeskæftigede en markant højere andel overkvalificerede (23 pct.) sammenlignet med de fuldtidsbeskæftigede (16 pct.). Der er ikke stor forskel mellem aldersgrupperne mht. andelen af underkvalificerede, men andelen af underkvalificerede på 8 pct. for de 30-34-årige er dog en anelse højere end andelen blandt de yngste aldersgrupper.
Overkvalificerede var oftere på udkig efter nyt job
Overkvalificerede unge var kraftigt overrepræsenterede blandt beskæftigede, der samtidig var aktivt jobsøgende. Blandt de 15-34-årige beskæftigede, der søger et andet job, var 31 pct. overkvalificerede. Det samme gælder kun for 16 pct. af dem, der ikke søgte et andet job. Det kan pege på, at overkvalificering hænger tæt sammen med beslutningen om at søge nyt job. Der er ikke nogen forskel i jobsøgningen blandt de underkvalificerede.
Studerende føler sig mest overkvalificerede
De studerende var mest tilbøjelige til at være overkvalificerede. Dette hænger sammen med typen af jobs, studerende har ved siden af deres studier, hvor jobkravene typisk er lavere end i fuldtidsjobs. Dem, der opfattede sig selv som beskæftigede, var mindst tilbøjelige til at føle sig overkvalificerede. Den største andel underkvalificerede var at finde blandt de beskæftigede langtidssyge, som dog udgør en lille gruppe.
Overuddannelse stiger med uddannelsesniveauet
Det er også undersøgt, i hvilken grad de unge beskæftigedes uddannelsesniveau svarer til de opgaver, de udfører i jobbet. I 2024 var der for 31 pct. af de unge ikke et godt match mellem deres uddannelsesniveau og det, de lavede på deres job. I to ud af tre tilfælde skyldtes det, at uddannelsesniveauet var højere end kravene på jobbet, mens den sidste tredjedel havde for lavt uddannelsesniveau i forhold til jobkravene. Blandt beskæftigede med grundskole som højest fuldførte uddannelse var andelen af over- og underkvalificerede omtrent lige store, mens personer med højere uddannelse var mere tilbøjelige til at have et uddannelsesniveau, der oversteg kravene i jobbet. Her spiller studie- og fritidsjob også en rolle, da disse typer job typisk generelt har lavere jobkrav end et fuldtidsjob.
Nyt fra Danmarks Statistik
11. december 2025 - Nr. 354
Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt
Kontakt
- Wendy Takacs Jensen, tlf. 51 79 47 14
- Daniel Freyr Gústafsson, tlf. 20 51 64 72
Kilder og metode
Arbejdskraftundersøgelsen er Danmarks største løbende interviewundersøgelse. Undersøgelsen er det danske bidrag til den europæiske Labour Force Survey, som baseres på ensartede principper i alle europæiske lande. Der er siden 2010 blevet spurgt ind til sort arbejde i Arbejdskraftundersøgelsen én gang årligt. Metoden til at afgrænse sort arbejde er i overensstemmelse med Nationalregnskabets metode.