Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Antallet af selvstændige faldt i 2025

9. marts 2026

Ændret 09. marts 2026 kl. 11:15

Der var desværre fejl i tredje figur, hvor der som enhed stod pct. i stedet for timer. Figuren er nu rettet.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Antallet af selvstændige er faldet og fylder mindre i den samlede beskæftigelse. Antallet af selvstændige er siden 2017 gået fra at udgøre 8,0 pct. til i 2025 at udgøre 6,8 pct. af samtlige beskæftigede. Der er 14.000 færre selvstændige end i 2017, og i samme periode er antallet af lønmodtagere steget med omtrent 300.000 personer. Fra 2024 til 2025 er det samlede antal selvstændige faldet med 22.000, mens antallet af lønmodtagere er steget med omtrent 33.000 personer. Tallene er baseret på selvoplyst beskæftigelsesstatus fra Arbejdskraftundersøgelsen.

Antal selvstændige med og uden ansatteKilde: Specialudtræk fra Arbejdskraftundersøgelsen

Antallet af selvstændige med ansatte er faldet

Siden 2017 er antallet af selvstændige med ansatte faldet med 25,2 pct., mens antallet af selvstændige uden ansatte er steget med 6,1 pct. på de otte år. Og fra 2024, hvor der var 75.000 selvstændige med ansatte, har der været et fald til 67.000 i 2025, hvilket er et fald på 11,5 pct.

Meget få selvstændige med ansatte arbejder på deltid

Imens lidt over hver fjerde lønmodtager arbejder på deltid, er det samme gældende for lidt over 5 pct. af selvstændige med ansatte. Det er nogenlunde det samme billede som i 2017. Derimod er andelen af selvstændige uden ansatte, der arbejder på deltid, steget fra 18,4 pct. til 26,5 pct. i perioden og er dermed på niveau med andelen af lønmodtagere, der arbejder på deltid.

Deltidsfrekvens, opgjort efter beskæftigelsesstatusKilde: Specialudtræk fra Arbejdskraftundersøgelsen

Selvstændige med ansatte arbejder flest timer

Ud af de tre typer af beskæftigede var det selvstændige med ansatte, der arbejdede mest i 2025. Fuldtidsbeskæftigede selvstændige med ansatte havde i gennemsnit en normal ugentlig arbejdstid på 49,2 timer. Det er 11 timer mere end de fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere, der i gennemsnit havde en normal ugentlig arbejdstid på 38,0 timer. Midt imellem disse to grupper ligger de selvstændige uden ansatte, der havde en normal ugentlig arbejdstid på 42,4 timer i 2025.

Normal ugentlig arbejdstid, opgjort efter beskæftigelsesstatus. 2025Kilde: Specialudtræk fra Arbejdskraftundersøgelsen (figuren er rettet i forhold til oprindelig version)

Selvstændige og lønmodtagere på deltid arbejder nogenlunde lige meget

Blandt deltidsbeskæftigede var der i 2025 forholdsvis lille forskel på arbejdstiden mellem selvstændige og lønmodtagere. Dog var det også her de selvstændige med ansatte, der havde den længste arbejdstid, nemlig 21,3 timer om ugen. Det er 2,7 timer mere end de deltidsbeskæftigede lønmodtagere, der havde en normal ugentlig arbejdstid på i gennemsnit 18,7 timer. Det er endvidere en anelse højere end de selvstændige uden ansatte, der havde en normal arbejdstid på 17,7 timer om ugen.

Hver tredje selvstændige med ansatte har hyppigt weekendarbejde

I 2025 havde 28,1 pct. af de selvstændige med ansatte hyppigt weekendarbejde. Det er et fald fra 42,5 pct. i 2017 og fra 29,3 pct. i 2024. Hyppigt weekendarbejde er mindre udbredt blandt lønmodtagere, hvor andelen både i 2024 og i 2025 var ca. 12,5 pct., et fald fra 16,7 pct. i 2017. 19,7 pct. af de selvstændige uden ansatte arbejdede hyppigt i weekenden i 2025 mod 32,0 pct. i 2017.

Andel af de beskæftigede, der hyppigt arbejder i weekenden, opgjort på beskæftigelsestypeKilde: Specialudtræk fra Arbejdskraftundersøgelsen

Ancienniteten er højere blandt selvstændige med ansatte

79,0 pct. af selvstændige med ansatte har været i samme job i over fem år. Det er flere end i 2017, hvor andelen var på 72,7 pct. Andelen af selvstændige uden ansatte, der har været i jobbet i over fem år, er 65,8 pct. og for lønmodtagere er andelen 43,2 pct., og for begge de to grupper var andelen omtrent den samme i 2017.

Andel af de beskæftigede, der har været i jobbet i over fem år, opgjort på beskæftigelsestypeKilde: Specialudtræk fra Arbejdskraftundersøgelsen

Særlige forhold

Tallene i denne artikel er baseret på Arbejdskraftundersøgelsen (AKU) og er dermed udtryk for respondenters selvvurderede beskæftigelsesstatus. Dette medfører, at niveauerne for bl.a. antal selvstændige ikke kan sammenlignes direkte med de registerbaserede opgørelser i bl.a. RAS (registerbaseret arbejdsstyrkestatistik). Tallene i denne artikel er årsgennemsnit for personer bosiddende i Danmark i alderen 15-74 år. RAS baserer sig derimod på hele befolkningen den sidste dag i november. Derudover vil personer, der er anpartshavere eller har aktieandele i den virksomhed, de er ansat i, være lønmodtagere i RAS, hvorimod mange AKU-respondenter i denne situation vil angive, at de er selvstændige.

Arbejdskraftundersøgelsen (år) 2025

9. marts 2026 - Nr. 53

Hent som PDF

Næste udgivelse: 9. marts 2027

Alle udgivelser i serien: Arbejdskraftundersøgelsen (år)

Kontakt

Kilder og metode

Arbejdskraftundersøgelsen benytter de internationalt anvendte definitioner af beskæftigelse og ledighed. Under-søgelsen er sammenlignelig med tilsvarende undersøgelser fra andre EU-lande offentliggjort af Eurostat. Resultater herfra ses på www.dst.dk/aku-eurostat.
Forskellen mellem arbejdskraftundersøgelsens ledighed (AKU-ledighed) og den registerbaserede ledigheds-statistik præsenteres kort i en video og beskrives desuden udførligt på www.dst.dk/ledighed.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation