Gå til sidens indhold

Grundskyld varierer på tværs af kommuner

Ejendomsbeskatningen 2022 og 2023

Der er stor forskel på, hvor meget boligejerne betalte i grundskyld i 2022. Rudersdal, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk kommuner har den højeste gennemsnitlige grundskyld med hhv. 35.515 kr., 31.676 kr. og 27.471 kr. Til gengæld har Morsø, Vesthimmerland og Vejen kommuner med hhv. 3.097 kr., 3.133 kr. og 3.468 kr. den laveste gennemsnitlige grundskyld. Forskellen skyldes, at den afgiftspligtige grundværdi og grundskyldspromillen varierer på tværs på kommuner og dermed, hvor meget den enkelte boligejer skal betale i grundskyld. Gennemsnittet for hele landet er 10.576 kr. pr. ejerbolig i 2022, hvilket er en stigning på 1,5 pct. i forhold til 2021.

Gennemsnitlig grundskyld pr. ejerbolig. 2022Kilde: www.statistikbanken.dk/ejdsk3

19 mia. kr. i grundskyld fra boligejere

I alt betalte boligejerne 18,9 mia. kr. i grundskyld i 2022. Den samlede grundskyld inkluderer ud over betaling fra ejerboliger også betaling fra bl.a. landbrugs-, erhvervs- og udlejningsejendomme, der beløb sig til 11,1 mia. kr. i 2022.

Ejendomsskatterne steg 2,0 pct.

De samlede ejendomsskatter steg i 2022 med 2,0 pct. til 33,1 mia. kr. Ejendomsskatterne består af grundskyld - som i 2022 udgjorde 91 pct. af det samlede provenu - og dækningsafgifter, som betales for bl.a. forretningsejendomme. Ejendomsværdiskatten er ikke en del af ejendomsskatterne, men indgår i de personlige indkomstskatter.

Stigende grundværdi og faldende grundskyldspromille

Den samlede afgiftspligtige grundværdi for samtlige ejendomme i Danmark steg i 2022 med 2,2 pct. til 1.249 mia. kr. Den gennemsnitlige grundskyldspromille faldt fra 26,15 til 26,12 promille fra 2021 til 2022 og ventes at være uændret i 2023.

Loft over skattegrundlaget siden 2003

Reguleringsprocenten har siden 2003 udgjort et loft over stigningen i den afgiftspligtige grundværdi, som er beskatningsgrundlaget. Reguleringsprocenten kan højst udgøre 7 pct. For 2022 var reguleringsprocenten sat til 2,8 pct. for ejerboliger og 4,4 pct. for øvrige ejendomme, og i 2023 er den sat til 2,8 pct. for alle ejendomme.

Ejendomsskatter udgør under 3 pct. af de samlede skatter

Ejendomsskatternes andel af Danmarks samlede skatteprovenu har siden 2010 ligget mellem 2,6 og 3,0 pct.

Ejendomsskatternes andel af det samlede skatteprovenuKilde: www.statistikbanken.dk/skat

Ejendomsbeskatningen

 

2021

2022

2023*

 

mio. kr.

Dækningsafgift af forretningsejendommes forskelsværdi

2255

Dækningsafgift af forretningsejendommes grundværdi

2230

Dækningsafgift af offentlige ejendommes grundværdi

332

885

Dækningsafgift af offentlige ejendommes forskelsværdi

575

Grundskyld

29270

29964

Ejendomsskatter i alt

32432

33079

33721

Heraf:

 

 

 

København og Frederiksberg Kommuner

6092

6171

Øvrige kommuner

26340

26908

* Foreløbige budgettal.
Anm. 1: Forskelsværdi er ejendomsværdi minus grundværdi.
Anm. 2: På grund af den nye boligskattereform er det ikke været muligt at få detaljerede tal for 2023. Totalen for 2023 kommer fra Økonomisk Redegørelse (august 2022) fra Finansministeriet.
Kilde: www.statistikbanken.dk/ejdsk1

Nyt fra Danmarks Statistik

23. november 2022 - Nr. 390

Hent som PDF
Næste udgivelse: 23. november 2023

Kontakt

Kilder og metode

Oplysningerne for foregående og nuværende år er baseret på udtræk fra Danmarks Statistiks ejendomsstatistikregister, mens oplysningerne for næste år bygger på kommunernes indberetninger til Indenrigsministeriet efter vedtagelsen af de kommunale budgetter i efteråret nuværende.
Ejendomsstatistikregistret er baseret på oplysninger fra to kilder: en vurderingsdel fra Vurderingsstyrelsen og en skattedel fra KMD. Begge dele opdateres løbende, men da det ikke sker på samme tidspunkt, kan der forekomme mindre uoverensstemmelser mellem oplysningerne i de to dele.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation