Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Stigning i den offentlige finansielle nettoformue

Offentlig saldo
-4,8 mia. kr.
4. kvt. 2025
Offentlig finansiel nettoformue
828,4 mia. kr.
4. kvt. 2025
+49,4 mia. kr.
3. kvt. 2025 til 4. kvt. 2025

27. marts 2026

Ændret 27. marts 2026 kl. 09:03

Der var desværre fejl i et enkelt tal i tredje afsnit. Tallet er rettet og markeret med rød.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Den offentlige finansielle nettoformue steg med 49,4 mia. kr. fra tredje til fjerde kvartal i 2025. Dermed udgør nettoformuen 828,4 mia. kr. ved udgangen af kvartalet. Denne stigning kan forklares af positive omvurderinger på statens aktier og ejerandele samt negative omvurderinger af statens gæld i langfristede værdipapirer. I løbet af 2025 er nettoformuen steget med 131 mia. kr., hvilket primært kan tilskrives et offentligt overskud på 88,5 mia. kr. samt førnævnte omvurderinger.

Den offentlige finansielle nettoformueKilde: www.statistikbanken.dk/off22

Offentligt underskud i fjerde kvartal

I fjerde kvartal 2025 var der et underskud på de offentlige finanser på 4,8 mia. kr., hvilket er et fald på 32,1 mia. kr. i forhold til tredje kvartals overskud. De samlede udgifter var 401,2 mia. kr., hvilket er en stigning på 47,3 mia. kr. i forhold til tredje kvartal 2025. Ligeledes steg de samlede indtægter fra 381,1 mia. kr. til 396,3 mia. kr. i fjerde kvartal 2025. Underskuddet i den offentlige saldo kan delvist tilskrives en kapitaloverførsel på 7,7 mia. kr. til udlandet. Denne udgift skyldes primært en donation til Ukraine. Desuden påvirkes underskuddet af en stigning i forsvarets forbrug i produktionen og investeringer, som steg med 12,6 mia. kr. fra 2024 til 2025, hvoraf størstedelen er udgiftsført i fjerde kvartal. Det skal bemærkes, at der herudover er forudbetalinger på forsvarets område på omkring 28 mia. kr. i 2025. Disse udgiftsføres, når leverancen har fundet sted, hvorfor forudbetalinger ikke skal udgiftsføres i statistikken for de kvartalsvise offentlige finanser. Dog vil forudbetalingerne indgå i opgørelsen af de finansielle konti. Det samlede overskud på de offentlige finanser udgjorde 88,5 mia. kr. i 2025.

Den offentlige saldoKilde: www.statistikbanken.dk/off3k

ØMU-gælden falder

Fra tredje til fjerde kvartal 2025 faldt ØMU-gælden med 46,1 mia. kr. til 855,2 mia. kr. og udgør dermed 28 pct. af BNP ved udgangen af kvartalet. Faldet i ØMU-gælden kan hovedsageligt tilskrives nedbringelse af statens udestående statsobligationer på 44,9 mia. kr.

ØMU-gælden er en bruttogældsopgørelse for offentlig forvaltning og service opgjort i nominel værdi, der omfatter en konsolideret opgørelse af de væsentligste gældsposter. Se nærmere forklaring om ØMU-gældsbegrebet og dets anvendelse i statistikdokumentationen for offentligt underskud og gæld i EU-landene.

Danmarks kvartalsvise ØMU-gæld i pct. af BNPKilde: www.statistikbanken.dk/edp5

Revisioner siden sidste offentliggørelse

Den offentlige saldo blev i første, andet og tredje kvartal 2025 nedjusteret med hhv. 1,9, 0,5 og 1,9 mia. kr. i forhold til sidste offentliggørelse. Således er overskuddet nu opgjort til hhv. 31,5, 34,6 og 27,3 mia. kr. Revisionen skyldes primært en opjustering af det offentlige forbrug på hhv. 1,3, 1,2 og 1,3 mia. kr.

Offentlig saldo
-4,8 mia. kr.
4. kvt. 2025
Offentlig finansiel nettoformue
828,4 mia. kr.
4. kvt. 2025
+49,4 mia. kr.
3. kvt. 2025 til 4. kvt. 2025

Offentligt kvartalsregnskab 4. kvt. 2025

27. marts 2026 - Nr. 71

Hent som PDF

Næste udgivelse: 26. juni 2026

Alle udgivelser i serien: Offentligt kvartalsregnskab

Kontakt

Statistik­dokumentation