Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

De offentlige virksomheders produktion stiger

Den offentlige sektors finanser 2017

Produktionen i de offentligt ejede virksomheder steg fra 2016 til 2017 med 11,8 mia. kr. til i alt 166,5 mia. kr. Størst stigning var der i energiforsyning, som steg med 11,6 mia. kr., primært som følge af øgede anlægsaktiviteter. I landbrug, fiskeri, råstofudvinding mv. er produktionen siden 2013 reduceret fra 14 til 8 mia. kr., hvilket især skal ses i lyset af et fald i oliepriserne samt den reducerede olieudvinding i Nordsøen. Også i bygge og anlæg samt handel er produktionen faldet - her med 2,5 mia. kr. svarende til 21,6 pct. Faldet skyldes primært frasalg af aktivitet i 2017 til den private sektor.

Fordeling af offentlige virksomheders produktion på branchegrupper

Bruttoværditilvæksten stiger samlet, men falder i råstofindvinding mv.

Bruttoværditilvæksten, der er værdien af produktionen fratrukket forbruget i produktionen, er for de offentlige virksomheder steget med 4,9 mia. kr. fra 2013 til 2017. Ligesom produktionen er bruttoværditilvæksten steget mest inden for energiforsyning og faldet i landbrug, fiskeri, råstofudvinding mv., hvor den er mere end halveret i perioden.

Rettelse af fejl i de offentlige virksomheders investeringer

De offentligt ejede virksomheders bruttoinvesteringer er rettet i forhold til seneste offentliggørelse. Rettelsen skyldes primært en opgørelsesfejl og betyder, at investeringerne er justeret op med 8,3 mia. kr. i 2013, 15,1 mia. kr. i 2014, 7,1 mia. kr. i 2015 og 4,6 mia. kr. i 2016.

Offentlige investeringer fylder mindre af samtlige investeringer

De offentligt ejede virksomheders investeringer udgjorde 31,6 mia. kr. i 2017, hvilket svarer til knap 7 pct. af samtlige danske bruttoinvesteringer. Det er en faldende andel i forhold til de foregående år, hvor de offentlige virksomheders andel har ligget omkring 9 pct. For den samlede offentlige sektor var bruttoinvesteringerne i 2017 på 105,6 mia. kr., svarende til 22,9 pct. af det samlede investeringsniveau.

De offentlige virksomheder udgør 4,3 pct. af den danske økonomi

Den offentlige sektor udgjorde 25,2 pct. af den danske økonomi i 2017, målt på bruttofaktorindkomsten. Den offentlige sektor udgøres af offentlig forvaltning og service, dvs. stat, regioner og kommuner samt sociale kasser og fonde, der tilsammen udgjorde 20,9 pct., og de offentligt ejede virksomheder, der udgjorde 4,3 pct. Bruttofaktorindkomsten er bruttoværditilvæksten, korrigeret for produktionsskatter og subsidier.

Offentlige investeringer i pct. af de samlede investeringer i dansk økonomi

Forsyningsbrancherne står for over halvdelen af investeringerne

58,6 pct. af de offentligt ejede virksomheders bruttoinvesteringer lå i energiforsyning samt vandforsyning og spildevand. For energiforsyning drejede det sig om 11,2 mia. kr. svarende til 35,6 pct. og for vandforsyning og spildevand 7,3 mia. kr. eller 23,0 pct. af de samlede investeringer.

Branchefordelt produktionskonto for de offentligt ejede virksomheder 2017*

 

Produktion
 

Forbrug i
produktion

Bruttoværdi-
tilvækst (1-2)

Forbrug af fast
realkapital

Nettoværdi-
tilvækst (3-4)

 

1

2

3

4

5

 

mio. kr.

Offentlige virksomheder i alt

166525

85472

81053

22999

58054

Landbrug, fiskeri, råstofindvinding mv.

8149

3569

4580

3333

1247

Energiforsyning

46024

20240

25783

6727

19057

Vandforsyning og spildevand

12356

3482

8874

5065

3809

Affaldsbehandling

12389

8914

3475

1660

1815

Bygge og anlæg, handel mv.

9183

8646

537

36

501

Transport, post og tele

47023

25211

21813

4549

17263

Finansiering og forretningsservice mv.

31401

15410

15991

1629

14363

*Foreløbige tal.

Nyt fra Danmarks Statistik

30. november 2018 - Nr. 454

Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. december 2019

Kontakt

Tabeller fra Statistikbanken

Oversigt i Statistikbanken

Vis flere » « Minimer

Kilder og metode

Statistikken for den offentlige sektor produceres i sammenhæng med statistikken for offentlig forvaltning og service, som bl.a. offentliggøres i november måned hvert år. Tallene for de to seneste år betragtes derfor som foreløbige.Den offentlige sektor består af offentlig forvaltning og service samt de offentlige virksomheder, der igen er opdelt i offentlige selskabslignende virksomheder og offentlige selskaber.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation

Anden information