Gå til sidens indhold

Præcision og pålidelighed

Kontaktinfo

Privatøkonomi og Velfærd, Personstatistik
Nadine Hollmann
39 17 36 84

nho@dst.dk

Hent som PDF

Handicap og udsatte (voksne)

Denne udgivelse sker på baggrund af data fra 93 kommuner. Præcision og pålidelighed er primært påvirket af manglende eller mangelfulde indberetninger fra kommunerne. Det skyldes bl.a. at kommunerne oplever tekniske udfordringer med opsætningen af de system-til-system løsninger, som anvendes til dataindberetning

Samlet præcision

Pt. indgår data fra 93 kommuner i statistikken. 63 af disse kommuner indgår med data i hele perioden fra og med 1. kvartal 2015 til og med 4. kvartal 2020. De øvrige kommuner har godkendt dele af data. Statistikkens præcision er primært påvirket af manglende eller mangelfulde indberetninger fra kommunerne. Med mangelfulde dataindberetninger menes fx at nogle ydelser helt mangler at blive indberettet eller at der mangler de krævede oplysninger, om den enkelte ydelse, fx en målgruppeangivelse. Mangelfulde indberetninger skyldes ofte, at kommunerne har tekniske udfordringer med opsætningen af deres system-til-system løsninger. Det kan betyde at det ikke er tydeligt for kommunen eller Danmarks Statistik, hvilke kriterier der er opsat ift. hvilke data, som indberettes. Desuden giver det ofte udfordringer med dataindberetningen, når kommunerne skifter fagsystem, og dermed system-til-system løsning. Når ydelserne oprettes i det nye system, ses det hyppigt at de ikke oprettes med ydelsernes reelle startdatoer, men med en startdato som angiver tidspunktet for ibrugtagning af det nye system. Derved går historikken i data tabt, da ydelsernes fulde forløb ikke bevares. Ift. validering af data er det oftest ikke muligt for kommunerne at rette i data i tidligere anvendte fagsystemer. For nogle ydelsestyper gælder, at de visiteres i en anden afdeling i kommunen end den, der indberetter data til statistikken om handicap og udsatte (voksne). Det gælder fx for §95 i Lov om Social service, som ofte administreres af kommunernes ældreforvaltninger. Da det som regel er socialforvaltningen, som indberetter data til denne statistik, ses det derfor ofte at §95 mangler i kommunernes dataindberetninger.

Stikprøveusikkerhed

Pt. indgår 93 kommuner i statistikken.

Anden usikkerhed

Pt. indgår 93 kommuner i statistikken.

Kvalitetsstyring

Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.

Kvalitetssikring

Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.

Kvalitetsvurdering

Statistikken indeholder ikke data fra alle landets kommuner. Pt. indgår data fra 93 kommuner i statistikken. 63 af disse kommuner indgår med data i hele perioden fra og med 1. kvartal 2015 til og med 4. kvartal 2020. De øvrige kommuner har godkendt dele af data. Den manglende dækning er den væsentligste faktor ift. statistikkens anvendelighed. Når man sammenligner kommunerne, kan der forekomme større variationer i antallet af de enkelte ydelsestyper, også selvom der tages højde for befolkningsstørrelse. Dette kan bl.a. skyldes forskelle i kommunernes visiteringspraksis. Nogle kommuner visiterer til nogle ydelsestyper i højere grad end andre kommuner og omvendt kan den enkelte kommune være mere restriktiv med at tildele visse ydelsestyper. Inden for samme kommune kan der ligeledes ske ændringer i visiteringspraksis over tid på den enkelte ydelsestype. Ved sammenligning af kommuner er det derfor vigtigt at tage de beskrevne forbehold. De data som er indeholdt i statistikken er relevante, aktuelle og tilgængelige. Ydelsestyperne er entydigt defineret og er sammenlignelige med anvendte kategoriseringer i andre tilgængelige data om kommunernes udgifter til de udvalgte ydelser. Data udgives årligt.

Revisionspolitik

Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.

Praksis for revisioner

Eventuelle revisioner af tidligere udgivne data foretages som udgangspunkt ved hver ny udgivelse. Revisioner kan skyldes at kommuner har kvalitetssikret deres data eller at Danmarks Statistik forbedrer sin databehandling.