Borgere i Vestdanmark gik mest til lægen i 2024
Lægebesøg mv. 2024
I 2024 havde borgerne i Norddjurs Kommune og Nordfyns Kommune i gennemsnit flest kontakter til alment praktiserende læge. Hver borger havde i gennemsnit 8,3 kontakter i løbet af året. En kontakt kan være et fysisk besøg, en telefon-, video- eller e-konsultation. Modsat var antallet af kontakter lavest i Egedal Kommune og Københavns Kommune. Her havde borgerne et gennemsnitligt antal lægekontakter på hhv. 5,9 og 6,1 kontakter. Landsgennemsnittet var 7,2 kontakter pr. borger.
Personer med højest uddannelsesniveau gik mindst til lægen
I aldersgruppen 30-59 år havde personer med en ph.d.-uddannelse eller en tilsvarende uddannelse færrest kontakter med den alment praktiserende læge i 2024 sammenlignet med personer med en anden uddannelsesbaggrund. Der ses generelt blandt de 30-59 årige en tendens til færre lægekontakter des højere uddannelsesniveau.
Det ses endvidere, at kvinder i alderen 30-59 år generelt havde flere kontakter til den alment praktiserende læge end mænd uanset uddannelsesniveau. Gennemsnitsalderen inden for de respektive grupper kan have betydning for antallet af lægekontakter.
Førtidspensionister gik mest til lægen
Førtidspensionister i alderen 30-59 år havde flere kontakter til den alment praktiserende læge i 2024 end øvrige personer i samme aldersgruppe. Kvindelige førtidspensionister havde i gennemsnit 14,3 kontakter til den alment praktiserende læge, mens mandlige førtidspensionister havde 10,1 kontakter.
I den anden ende af skalaen med færrest kontakter til den alment praktiserende læge i 2024 var personer under uddannelse m.v. eller i beskæftigelse. Kvinder under uddannelse mv. eller i beskæftigelse havde i gennemsnit hhv. 6,5 og 7,9 kontakter, mens det for mænd var hhv. 3,4 og 4,6 kontakter. Det ses endvidere, at kvinder i alderen 30-59 år generelt havde flere kontakter til den alment praktiserende læge end mænd uanset beskæftigelsessituation.
Gennemsnitsalderen inden for de respektive grupper kan have betydning for antallet af lægekontakter.
Nyt fra Danmarks Statistik
28. maj 2025 - Nr. 151
Hent som PDF
Næste udgivelse: 28. maj 2026
Kontakt
- Jonas Kirchheiner-Rasmussen, tlf. 61 50 23 80
Kilder og metode
Statistikken omfatter alene praksissektoren, hvilket betyder, at hverken skolelæge, børne- og ungdomstandpleje, skadestuebesøg eller hospitalsindlæggelser indgår. Medicintilskud og rejsesygeforsikring indgår heller ikke. Kun ydelser, hvor det offentlige dækker udgiften helt eller delvis, indgår. En eventuel egenbetaling indgår ikke. En kontakt er et besøg hos lægen eller en telefonkonsultation, en e-mailkonsultation eller et hjemmebesøg mv. Andre ydelser, fx laboratorieundersøgelser samt tillægsydelser givet i forbindelse med en konsultation, regnes derimod ikke som en kontakt. Det skal bemærkes for tandlægebesøg, at det er det første besøg (med undersøgelse), der er registreret som en kontakt, mens øvrige besøg i samme behandlingsforløb ikke registreres som kontakter. I 2013 reduceredes tilskuddet til tandrensning og kontrol af diagnostisk fund hos tandlæger. Kilder er Sygesikringsdata fra Danske Regioner og andre registre fra Danmarks Statistik.