Gå til sidens indhold

NEET-gruppen har mere kontakt til hospitalet

Sårbare gruppers sundhed 2023

Unge uden for beskæftigelse og uddannelse (NEET-gruppen: Not in Employment, Education, or Training) er i højere grad i kontakt med hospitalet, end den øvrige gruppe af 16-24-årige er. I 2023 var 42,6 pct. af NEET-gruppen i kontakt med et hospital, mens det tilsvarende tal for de aktive unge var 34,4 pct. Forskellen fandtes blandt ambulante kontakter og akut-ambulante kontakter, men den største forskel var blandt indlæggelser. Blandt NEET-gruppen blev 8,8 pct. indlagt i 2023, mens det var 3,1 pct. blandt den øvrige gruppe af unge.

Andel personer med kontakt til hospital i 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/neetlpr

Størst forskel i Region Midtjylland

Andelen af de 16-24 årige, der havde kontakt til hospitalet, lå i samtlige regioner højere blandt NEET-gruppen, end den gjorde blandt den øvrige gruppe af unge. Den største forskel i andelen af personer med hospitalskontakt mellem NEET-gruppen og den øvrige gruppe af 16-24 årige fandtes blandt de unge bosat i Region Midtjylland, hvor 39,9 pct. af NEET-gruppen havde kontakt til hospitalet i 2023, mens det tilsvarende tal for de aktive unge var 29,5 pct. Den mindste forskel mellem grupperne var blandt de unge bosat i Region Hovedstaden, hvor 40,6 pct. af NEET-gruppen havde hospitalskontakt i 2023, mens 36,2 pct. af de aktive unge havde kontakt til et hospital.

Andel personer med kontakt til hospital fordelt på bopælsregion. 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/neetlpr

Geografisk forskel i kontakter til sundhedspersoner og indløste recepter

Der var en tilsvarende tendens i forhold til det gennemsnitlige antal kontakter til sundhedspersoner (almen læge, speciallæge, tandlæge/tandplejer, kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog) pr. person og det gennemsnitlige antal indløste recepter pr. person: Blandt bosatte i Region Hovedstaden fandtes ingen eller kun en lille forskel i antal mellem NEET-gruppen og de aktive, mens bosatte i Region Midtjylland og Region Nordjylland havde den største forskel mellem de to grupper.

Gennemsnitligt antal kontakter til sundhedspersoner pr. person og gennemsnitligt antal indløste recepter pr. person fordelt på bopælsregion. 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/neetsyg og neetmed

Bag om NEET-gruppen

I 2023 udgjorde NEET-gruppen 63.400 (9,6 pct.) af de i alt 657.300 unge på 16-24 år. Der var en lidt højere andel af ikke-aktive blandt mænd end kvinder, mens andelen af ikke-aktive steg med alderen fra 3,2 pct. blandt de 16-årige til 12,4 pct. blandt de 24-årige. De fem geografiske regioner havde omtrent samme andel af ikke-aktive - den højeste andel fandtes i Region Sjælland (10,7 pct.), mens den laveste andel fandtes i Region Hovedstaden (8,7 pct.).

Nyt fra Danmarks Statistik

2. juni 2025 - Nr. 153

Hent som PDF
Næste udgivelse: 15. maj 2026

Kontakt

Kilder og metode

Sundhed blandt unge uden job og uddannelse (NEET) omfatter hele befolkningen (16-24 år), idet der skelnes mellem NEETs og den øvrige gruppe af aktive unge. Opgørelsestidspunktet er den sidste uge i november, og en person kategoriseres som ikke-aktiv, hvis vedkommende er uden for beskæftigelse i denne uge og samtidig i samme uge samt de foregående tre uger heller ikke har været under uddannelse.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation