Gå til sidens indhold

Færre blev skilt og flere blev gift

Vielser og skilsmisser 2017

Antallet af skilsmisser var 15.265 i 2017, hvilket er et fald på 11 pct. i forhold til året før. 1. juli 2013 blev det muligt at blive skilt uden forudgående separationsperiode, hvilket faldt sammen med en markant stigning i antal skilsmisser i 2013 og 2014. Antallet af skilsmisser i 2017 er det laveste siden 2012 og på niveau med årene før ændringen i 2013. I 2017 valgte 3 pct. flere par at blive viet end året før. I alt blev 31.777 par viet.

Vielser og skilsmisser

I hver fjerde vielse er brud og brudgom lige gamle

I 23 pct. af vielserne er der mindre end ét års aldersforskel på manden og kvinden. Brudgommen er i gennemsnit 2,8 år ældre end bruden, når de bliver gift. I 60 pct. af parrene er manden ældst, mens kvinden er ældst i 17 pct. af parrene.

Aldersforskel mellem manden og kvinden på vielsesdagen. 2017

Flest bliver gift, når de er 29 år

I 2017 udgjorde de 29-årige hhv. 8,3 og 8,5 pct. af de mænd og kvinder, som blev gift for første gang. Blandt de viede, som havde et tidligere ægteskab bag sig, var den hyppigste vielsesalder 50 år. Godt tre ud af fire, der blev viet i 2017, blev gift for første gang. Den gennemsnitlige vielsesalder for førstegangviede er 34,9 år for mænd og 32,4 år for kvinder.

Viede efter alder på vielsesdagen og tidligere civilstand. 2017

Rekordmange guldbryllupper i 2018

I 2018 vil 14.500 ægtepar kunne fejre guldbryllup. Tallet er beregnet ud fra antallet af ægtepar, der boede sammen 1. januar 2018, som havde været gift i 49 år. Antallet af guldbryllupspar er steget jævnt de sidste to årtier, og i 2018 er det, det højeste antal ægtepar nogensinde, der runder 50 års ægteskab.

Hver tredje af de 39.500 par, der blev gift i 1968, vil hermed kunne opnå at være gift i 50 år. Andelen af ægtepar, der har nået at opleve deres guldbryllup, er steget gennem de år, det er muligt at beregne det for. Kun hver femte par, der blev gift i 1950, nåede at fejre guldbryllup, mens det gjaldt lidt mere end hver fjerde par, blandt dem, der blev gift i 1960. Denne stigning skyldes en kombination af den stigende middellevetid, og at de viede i 1960'erne gennemsnitligt var yngre end vielsesgenerationerne både før og efter.

Se bl.a. det forventede antal kobber-, sølv- og guldbryllupper i 2018 i Bryllupsdage.

Nyt fra Danmarks Statistik

14. februar 2018 - Nr. 54

Hent som PDF
Næste udgivelse: 14. februar 2019

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken om vielser og skilsmisser baseres på oplysninger i det Centrale Personregister (CPR), der indeholder oplysninger om civilstandsændringer, som folkeregistrene har indberettet til CPR. Statistikken over vielser og skilsmisser omfatter kun de par, hvoraf mindst én af parterne har bopæl i Danmark. I vielser hvor den ene part er uoplyst, fordi vedkommende ikke har haft bopæl i Danmark, er det ikke muligt at afgøre personens køn. I disse tilfælde vil vielsen blive opgjort som en vielse med par af forskelligt køn, og antallet af vielser med par af samme køn kan derfor være undervurderet.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation