Industriens energiforbrug stiger efter lang nedgang
Erhvervenes energiforbrug (Industrien) 2016
Industriens totale energiforbrug er steget fra 2014 til 2016. I 2016 brugte danske indvindings- og industrivirksomheder lidt over 93,5 mio. gigajoule (GJ), hvilket er 3 pct. mere end i 2014, hvor der blev anvendt 90,5 mio. GJ - det laveste i mange år.
Faldende energiintensitet kan have flere årsager
Stigningen i energiforbruget (3,3 pct.) er mindre end stigningen i industriens produktion (4,8 pct.), men større end beskæftigelsen (3,1 pct.). Der er således et fald i energiintensiteten, der er et mål for energiforbruget pr. produceret enhed. Et fald i energiintensiteten kan fortolkes, som en bedre udnyttelse af energien.
Faldet i energiintensiteten skyldes bl.a., at industrien er blevet mere energieffektiv. En anden forklaring kan være, at andelen af dansk ejet produktion i udlandet er steget. Energiforbruget i Danmark falder, når virksomheder flytter deres produktion til udlandet, men når produktionen i udlandet er dansk ejet tælles den med i den danske produktion, og den beregnede energiintensitet for Danmark vil vise et fald.
Energityperne er de samme som i 2005
Siden 2005 er industriens totale energiforbrug faldet med næsten 20 pct. fra 115,5 mio. GJ til 93,5 mio. GJ. Til trods for det betydelige fald i den samlede energiforbrug er sammensætning af anvendte energityper stort set uændret siden 2005.
Elektricitet står for 25 pct. i 2005 og 26 pct. i 2016. Fjernevarme er den mindst anvendte energitype og udgjorde 5 pct. af det samlede energiforbrug i 2005 og 4 pct. i 2016. Energi fra gas er med en andel på 46 pct. i både 2005 og 2016 den største post, mens de flydende og faste brændsler sammenlagt står for ca. en fjerdedel af det samlede energiforbrug.
Øget energiforbrug i de fleste brancher
Sammenlignet med 2014 har de fleste brancher oplevet en stigning i energiforbruget. Fx steg brancherne råstofindvinding, medicinalindustri, plast-, glas- og betonindustri og møbelindustri hver med mellem 13 og 19 pct.
I den modsatte ende ses et fald i energiforbruget i brancherne træ- og papirindustri inkl. trykkerier, olieraffinaderier mv. og transportmiddelindustri på mindst 8 pct.
Industriens energiforbrug opgjort på brancher
|
2014 |
2016 |
Ændring |
|
|
1.000 GJ |
pct. |
||
Råstofindvinding og industri i alt |
90544 |
93492 |
2947 |
3,3 |
Råstofindvinding |
2386 |
2851 |
466 |
19,5 |
Føde-, drikke- og tobaksvareindustri |
22735 |
23367 |
633 |
2,8 |
Tekstil- og læderindustri |
595 |
608 |
12 |
2,1 |
Træ- og papirindustri, trykkerier |
4970 |
4459 |
-512 |
-10,3 |
Olieraffinaderier mv, |
17549 |
15890 |
-1659 |
-9,5 |
Kemisk industri |
7426 |
7813 |
386 |
5,2 |
Medicinalindustri |
2360 |
2675 |
315 |
13,3 |
Plast-, glas- og betonindustri |
19571 |
22318 |
2747 |
14,0 |
Metalindustri |
5896 |
6262 |
367 |
6,2 |
Elektronikindustri |
594 |
636 |
42 |
7,0 |
Fremstilling af elektrisk udstyr |
551 |
549 |
-2 |
-0,4 |
Maskinindustri |
3754 |
3735 |
-20 |
-0,5 |
Transportmiddelindustri |
582 |
533 |
-48 |
-8,2 |
Møbel og anden industri mv. |
1575 |
1795 |
221 |
14,1 |
Nyt fra Danmarks Statistik
22. august 2017 - Nr. 334
Hent som PDF
Næste udgivelse: 23. august 2019
Kontakt
- Ole Olsen, tlf. 29 77 14 98
Kilder og metode
Industriens energiforbrug har siden 2005 været gennemført i 2007,2009, 2012, 2014, 2018 og 2020. Energioplysningerne er omregnet til energienheden joule, hvor 1 GJ = 1 000 000 000 joule. Tabellerne omfatter alle industriarbejdspladser tilhørende firmaer med mindst 20 ansatte.