Gå til sidens indhold

Flere timer med uddannede lærere i folkeskolen

Elever i grundskolen 2019

Fra 2014 til 2019 blev en stadigt større andel af timer i folkeskolen afholdt af lærere med det underviste fag som linjefag (formel kompetence), eller af lærere med kompetence vurderet tilsvarende af skolelederen (vurderet kompetence). Stigningen var størst for andelen med formel kompetence, som steg fra 63 pct. til 70 pct., mens andelen med vurderet kompetence steg fra 17 pct. til 18 pct. i perioden. For både dansk og matematik steg andelen med formel kompetence betydeligt, mens andelen med vurderet kompetence faldt i samme periode. I engelsk skete en tilsvarende udvikling - dog mindre markant. Tallene er beregnet på baggrund af de første data i Danmarks Statistiks nye lærer-elev-register, som kobler elever og undervisere sammen.

Andel planlagte timer med formel eller vurderet kompetence pr. skoleår (folkeskolens 0.-10. klasse)Kilde: baseret på Danmarks Statistiks lærer-elev-register

Flest timer med formel eller vurderet kompetence i udskolingen

I 2014-2019 havde 8. og 9. klasse mest undervisning med lærere med formel eller vurderet kompetence i dansk matematik og engelsk. I dansk var det på tværs af alle klassetrin mellem 92 pct. og 97 pct. af timerne, hvori der blev undervist af lærere med formel eller vurderet kompetence. I matematik og særligt i engelsk var timeandelen lavere i de mindste klasser, mens andelen for alle tre fag oversteg 90 pct. i udskolingen. For alle øvrige fag var timeandelen ligeledes lavest i de mindste klasser og højest i udskolingen, idet andelen af timer med lærere med formel eller vurderet kompetence var på sit laveste med 61 pct. i 1. klasse og højest i 9. klasse med 87 pct.

Andel planlagte timer med formel eller vurderet kompetence pr. fag og klassetrinKilde: baseret på Danmarks Statistiks lærer-elev-register

Elever med flere lærerskift fik lavere karakterer ved afgangsprøven

Ved at se på tværs af skoleår i Danmarks Statistiks lærer-elev-register viser lærerskift sig at være en potentielt vigtig faktor i henhold til elevers faglige præstation ved folkeskolens afgangsprøve. Både i dansk, matematik og engelsk fik elever lavere karakterer ved folkeskolens afgangsprøve, jo flere lærerskift de havde i 4.-9. klasse i de respektive fag. I engelsk var forskellen størst, idet elever med fire eller flere engelsklærerskift fik et karaktergennemsnit 0,6 lavere end elever med 0-1 skift. I dansk og matematik var forskellen 0,5.

Karakterer ved folkeskolens afgangsprøve efter antallet af lærerskift i 4.-9. klasseKilde: baseret på Danmarks Statistiks lærer-elev-register og register over karakterer i grundskolen

Nyt fra Danmarks Statistik

17. september 2021 - Nr. 334

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken er baseret på Danmarks Statistiks lærer-elev-register og inkluderer folkeskoleelever, som i perioden 1. oktober 2013 til 30. september 2019 er registreret med undervisning med en eller flere lærere i et eller flere fag.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation