Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Mange danske varer laves og sælges i udlandet

Fremstillingsvirksomhedernes internationale produktion 2018

Danske fremstillingsvirksomheder solgte i 2018 varer og tjenester til udlandet for en samlet værdi på ca. 537 mia. kr., hvilket er 4 mia. kr. mere end året før. Den traditionelle vareeksport, dvs. varer der fysisk kommer fra Danmark, er fortsat den største afsætningskanal. Over en fjerdedel af salget, 26,2 pct., udgøres dog af varer, der er produceret i udlandet og ikke har krydset den danske grænse. Dette varesalg består dels af salg af varer, som er forarbejdet i udlandet, og dels af salg af merchantingvarer, dvs. færdigvarer, der er købt og direkte videresolgt uden, at de har passeret den danske grænse.

Fremstillingsvirksomhedernes salg til udlandet fordelt på type. 2018Kilde: www.statistikbanken.dk/glob2.

Fremstillingsvirksomhedernes salg af varer i udlandet vokser

I perioden fra 2005 til 2018 er fremstillingsvirksomhedernes salg af varer forarbejdet i udlandet vokset fra knap 2 mia. kr. til over 60 mia. kr., mens salg af merchantingvarer er vokset fra knap 7 mia. kr. i 2005 til mere end 80 mia. kr. i 2018.

Fremstillingsvirksomhedernes varesalg uden for den danske grænse

Kilde: www.statistikbanken.dk/glob1.

USA aftager en stor del af de danske varer forarbejdet og solgt i udlandet

Størstedelen af varerne, der er forarbejdet og solgt i udlandet, sælges til europæiske og amerikanske virksomheder. I 2018 aftager EU-landene og USA tilsammen 77 pct. af danske virksomheders varesalg uden for Danmark. Særligt til USA er salget af danske varer, som ikke er produceret i Danmark, steget markant de seneste ti år. I 2018 udgør det mere end halvdelen af det samlede varesalg til USA.

Danske virksomheder producerer mere i udlandet

Til det stigende salg af varer, som virksomhederne har fået forarbejdet uden for de danske grænser, knytter sig naturligt et øget køb af forarbejdningsydelser i udlandet. I 2005 købte danske virksomheder forarbejdningsydelser ude i verden for knap 1 mia. kr. Frem til 2015 steg dette til næsten 9 mia. kr., hvorefter det faldt igen. I 2018 blev der købt forarbejdningsydelser i udlandet for godt 7 mia. kr. En tilsvarende udvikling ses i de danske virksomheders køb af råvarer i udlandet til produktion i udlandet. Faldet i forarbejdningsaktivitet skyldes bl.a., at en virksomhed har ændret forretningsmodel således, at dens salg nu opgøres som merchanting frem for salg i udlandet efter forarbejdning i udlandet. Læs mere om fremstillingsvirksomhedernes globale forretningsmodeller i analysen Industrikoncernernes globale organisering har betydning for opgørelsen af dansk produktion og indkomst fra 1. oktober 2018.

Fremstillingsvirksomhedernes forarbejdningsaktivitet i udlandetKilde: www.statistikbanken.dk/glob1.

Statistik belyser fremstillingsvirksomhedernes globale produktion

Dette er en årlig statistik, der belyser virksomhedernes internationale produktion. Statistikken indeholder centrale elementer fra statistikkerne om Udenrigshandel med varer, Udenrigshandel med tjenester samt Betalingsbalancen på en ny måde. Dette skal belyse en udvikling, hvor fremstillingsvirksomhederne organiserer deres produktionsprocesser globalt, og eksporten i stigende grad består af varer, der aldrig krydser den danske grænse.

Nyt fra Danmarks Statistik

9. oktober 2019 - Nr. 374

Hent som PDF
Næste udgivelse: 8. oktober 2020

Kontakt

Tabeller fra Statistikbanken

Oversigt i Statistikbanken

Vis flere » « Minimer

Kilder og metode

Fremstillingsvirksomhedernes internationale produktion er en opgørelse over hvordan fremstillingsvirksomhederne organiserer deres produktionsprocesser globalt.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation


Seneste nyt om Betalings- og kapitalbalance