Gå til sidens indhold

Ny viden om udenlandske selskaber i Danmark

Udenrigshandel efter virksomhedskarakteristika 2024

Statistik om datterselskabernes import og eksport af varer har hidtil kun været tilgængelig for gruppen af datterselskaber som helhed og ikke efter ejerskabslandet. Denne Nyt præsenterer ny viden om handel over Danmarks grænser. Det kan blandt andet være med til at nuancere debatten om handelsoverskud på tværs af lande. Tallene baserer sig på en særkørsel, der fordeler eksport og import af varer fra udenlandsk ejede datterselskaber efter ejerskabslandet for datterselskabet. Det fremgår blandt andet, at datterselskaberne bag den udenlandsk ejede vareimport og vareeksport især er ejet af tyske og amerikanske moderselskaber. En stor del af handlen på tværs af den danske grænse sker via udenlandske selskaber i Danmark. I 2024 stod udenlandsk ejede datterselskaber i Danmark for 28 pct. af eksporten af varer, der krydser den danske grænse, mens de stod for 35 pct. af importen. Udenlandske datterselskaber etableret i Danmark, hvor ejerskabet er udenlandsk kontrolleret, indgår på linje med de dansk ejede virksomheder i opgørelsen af den danske import og eksport af varer, der krydser grænsen.

Eksport og import af varer fordelt efter ejerskab, grænsepassageprincippet. 2024Kilde: www.statistikbanken.dk/tec06 og særkørsel

Tyske og amerikanske datterselskaber dominerer

De tyske datterselskaber stod i 2024 for den største del af de udenlandsk ejede datterselskabers eksport og import af varer med en eksport på 55 mia. kr. og en import på 56 mia. kr. Det svarer til hhv. 6 pct. og 7 pct. af den samlede danske eksport og import af varer, der krydsede grænsen i 2024.

Amerikanske datterselskaber stod for den næststørste del af både eksport og import af varer blandt de udenlandsk ejede datterselskaber. I 2024 havde amerikanske datterselskaber en eksport på 50 mia. kr. og en import på 49 mia. kr. Det svarer til hhv. 5 pct. og 6 pct. af den samlede danske eksport og import af varer, der krydsede grænsen i 2024.

Eksport og import af varer fordelt efter ejerskab, grænsepassageprincippet. 2024Kilde: Særkørsel

Udenlandske datterselskaber bag en fjerdedel af vareeksporten til Tyskland

Tyskland var i 2024 både det største danske eksportmarked og importmarked for varer, der krydser grænsen. De udenlandske datterselskaber i Danmark stod for 23 pct. af vareeksporten til Tyskland og for 42 pct. af vareimporten fra Tyskland.

Samtidig stod udenlandske datterselskaber for 32 pct. af vareeksporten til USA. Udenlandske datterselskaber stod for næsten halvdelen af vareimporten fra USA med 44 pct.

Vareimport og eksport fordelt på de største markeder og efter virksomhedsejerskab. 2024Kilde: Særkørsel

Tyske og amerikanske datterselskaber eksporterer mest til hjemlandet

Ud af de 55 mia. kr., som tyske datterselskaber eksporterede for i 2024, gik omkring en tredjedel eller 17 mia. kr. til Tyskland. Amerikanske datterselskaber eksporterede 5,4 mia. kr. til USA svarende til 11 pct. af deres samlede eksport på 50 mia. kr.

Tyske datterselskaber importerede samlet set for 56 mia. kr. i 2024. Hovedparten kom fra Tyskland, hvor importen var på 33,5 mia. kr.

Tyske og amerikanske datterselskabers største handelspartnere. 2024Kilde: Særkørsel

Maskiner dominerer tyske og amerikanske datterselskabers eksport

Tyske og amerikanske datterselskaber eksporterede især maskiner i 2024. Tyske datterselskaber eksporterede for 27. mia. kr. maskiner, mens amerikanske datterselskaber eksporterede maskiner for 13 mia. kr. Det svarer til hhv. en tredjedel og fjerdedel af deres samlede eksport.

Importen er ligeledes domineret af maskiner, men der er også en betydelig import af transportmidler blandt tyske og amerikanske datterselskaber.

Varer import og eksport efter virksomhedsejerskab og udvalgte varegrupper, 2024

 

Eksport

Import

 

Tysk

Amerikansk

Tysk

Amerikansk

 

mia. kr.

Næringsmidler, drikkevarer, tobak mv.

9

2

6

3

Kemikalier og kemiske produkter

7

10

9

8

Maskiner, undt. transportmidler

27

13

16

17

Transportmidler undt. Skibe og fly

2

1

12

8

Færdigvarer og andre varer

3

10

5

5

Anm.: Udenrigshandel fordelt efter virksomhedskarakteristika er opgjort efter grænsepassageprincippet
Kilde: Særkørsel

Nyt fra Danmarks Statistik

2. oktober 2025 - Nr. 289

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Udenrigshandel efter virksomhedskarakteristika er baseret på samkørsel af oplysninger om udenrigshandel med varer, udenrigshandel med tjenester og oplysninger om de enkelte virksomheder i erhvervsregister samt statistikerne over udenlandske firmer i Danmark og danske datterselskaber i udlandet.
Statistikken over udenrigshandel med tjenester er baseret på en stikprøve, hvor udvalgte virksomheder indberetter tjenestehandel med udlandet, og de resterende virksomheders handel opregnes på baggrund af statistisk metode. Derfor er det kun de virksomheder, som indberetter direkte til statistikken, der kan tilknyttes virksomhedskarakteristika, mens den opregnede andel ender i gruppen ukendt. Endvidere indgår der i ukendt en række øvrige kilder, som ikke er baseret på direkte indberetning fra virksomhederne, herunder rejseposten, offentlige tjenester, fragt inkluderet i varehandel, privates køb fra udlandet. Se mere om udenrigshandel med tjenester i statistikdokumentationen.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation