Gå til sidens indhold

Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Uændrede normeringer trods flere ansatte

Børnepasning før skolestart 2018

På landsplan er normeringerne for dagtilbud i 2018 identiske med normeringerne for 2017, til trods for at der er ansat 700 flere. Normeringerne for hele landet i 2018 er for dagpleje på 3,4, for de 0-2-årige ("vuggestue") på 3,1 og for de 3-5-årige ("børnehave") på 6,2 børn pr. voksen. Alene for at fastholde normeringerene på 2018-niveau, vil der de kommende år være behov for at ansætte flere, da der kommer flere børn i førskolealderen. Over de næste ti år skal antallet af ansatte i dagtilbud formentlig øges med 8.700 personer, og ses der alene på de kommende fire år, er dette tal 2.400. Disse tal er beregnet med udgangspunkt i Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning, 2018-normeringsniveau og erfaringer fra 2017 og 2018 om det faktiske antal børn passet i dagplejen og de kommunale og selvejende daginstitutioner.

Årlige meransættelser i dagtilbud, hvis normeringer skal fastholdes på 2018-niveauKilde: www.statistikbanken.dk/frdk119.

Behov for flere ansatte skyldes flere børn

Når der bliver behov for flere ansatte skyldes det som nævnt tidligere, at det forventes, at antallet af børn i førkolealderen i årene frem til 2028 vil vokse. Under hensyntagen til barselsperioder for de 0-årige og skolestart ved 6-års alderen kan antal børn med et potentielt behov for pasningstilbud beregnes med udgangspunkt i Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning. I 2028 kan omkring 50.000 flere børn end i 2019 således have behov for pasning.

Antal potentielle dagtilbudsbørnKilde: www.statistikbanken.dk/folk1a og www.statistikbanken.dk/frdk119.

700 flere ansatte i 2018 end i 2017

Selvom antallet af børn passet i dagplejen og daginstitutioner på landsplan stort set er uændret fra 2017 til 2018, er der 700 flere fuldtidsansatte i 2018. Når normeringerne på landsplan ift. 2017 er uændret trods flere ansatte, skyldes det, at der er kommet flere børn i aldersgruppen 0-2 år og færre i aldersgruppen 3-5 år, og de 0-2-årige kræver typisk dobbelt så meget pædagogisk personale som de 3-5-årige.

Lokale ændringer i normeringerne

Til trods for uændrede normeringstal på landsplan sammenlignet med 2017, er der sket ændringer på kommunalt niveau. I 81 kommuner er afvigelsen for de 3-5-årige fra 2017 - 2018 inden for ±5 pct., hvoraf 19 kommuner har uændrede normeringer. I 17 kommuner er ændringen større end ±5 pct., hvoraf 8 kommuner har bedre normeringer, og ni kommuner har dårligere normeringer. For landets kommuner er ændringen fra 2017 til 2018 for de 3-5-årige vist i figuren nedenfor.

Ændring i pct. af normeringerne på kommuneniveau for 3-5-årige fra 2017 til 2018Kilde: www.statistikbanken.dk/boern3.

Nyt fra Danmarks Statistik

25. september 2019 - Nr. 353

Hent som PDF
Næste udgivelse: 23. september 2020

Kontakt

Statistik­dokumentation