Gå til sidens indhold

Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Robust boligmarked under COVID-19

Ejendomssalg (md.) juli 2020

På landsplan var den årlige prisstigning på enfamiliehuse i juli på 4,2 pct., mens priserne på ejerlejligheder steg 6,7 pct., når prisudviklingen måles i forhold til samme måned året før. Faktisk har der været lutter prisstigninger på både enfamiliehuse og ejerlejligheder i alle årets første syv måneder, dog med undtagelse af et beskedent prisfald på enfamiliehuse i marts. Dermed ser boligmarkedet ikke ud til at være sønderligt påvirket af COVID-19.

Procentvis prisudvikling over 12 måneder for enfamiliehuse og ejerlejligheder på landsplanKilde: www.statistikbanken.dk/ej14.

Rekordstort antal salg af enfamiliehuse for en juli måned

Antallet af salg af enfamiliehuse i almindelig fri handel var i juli på 5.018, hvilket er rekord for en juli måned siden statistikkens start i 2006. Måneden før i juni blev der solgt hele 6.062 enfamiliehuse. Aldrig før har der været solgt over 6.000 enfamiliehuse i en enkelt måned siden statistikkens start.

Antal solgte enfamiliehuse i almindelig fri handelKilde: www.statistikbanken.dk/ej13.

Også størst fremgang ved antallet af handler med enfamiliehuse

For de første syv måneder af 2020 er det gennemsnitlige antal handler med enfamiliehuse indtil videre på 4.675, mens det tilsvarende tal er 1.612 for ejerlejligheder. For både enfamiliehuse og ejerlejligheder er handelsaktiviteten højere end i forhold til gennemsnittet for hele 2019, særligt enfamiliehuse står stærkt. Det laveste antal handler siden statistikkens start i sin nuværende form i 1992 var i 2011, hvor der i gennemsnit blev handlet 2.683 enfamiliehuse om måneden og 989 ejerlejligheder. Antallet af handler toppede i 2005, hvor det månedlige gennemsnit var 4.991 for enfamiliehuse og 2.109 for ejerlejligheder.

Antal handler i almindelig fri handel, hele landet*Kilde: www.statistikbanken.dk/ejen88 og ej13.

Nyt fra Danmarks Statistik

30. september 2020 - Nr. 371

Hent som PDF
Næste udgivelse: 30. oktober 2020

Kontakt

Kilder og metode

Prisudviklingen er beregnet ud fra forholdet mellem SKAT's ejendomsvurdering og den faktiske købesum.

Statistikken dækker kun ejendomme solgt i almindelig fri handel. Beregningsprincipperne er identiske i den månedlige, kvartalsvise og årlige ejendomssalgsstatistik. Almindelig fri handel er salg mellem parter, der ikke er i familie med hinanden, og hvor der ikke er tale om en delvis gave.
Familieoverdragelse er salg mellem ægtefæller eller mellem personer, der er beslægtede eller besvogrede, også selv om salget ikke indeholder en gave.

Der udføres ikke sæsonkorrektion af priserne, da det ikke har været muligt at påvise et stabilt sæsonmønster i prisudviklingen på enfamiliehuse og ejerlejligheder.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation