Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Relativt få teenagere i storbykommunerne

Befolkningens udvikling 2. kvt. 2019

Selvom kommunerne med de store studiebyer generelt har en ung befolkning, ser billedet lidt anderledes ud, hvis man zoomer ind på teenagerne. De 13-19-årige udgør 8,2 pct. af Danmarks befolkning pr. 1. juli 2019. I Allerød, Egedal, Rudersdal og Skanderborg Kommuner er andelen af teenagere størst; her udgør aldersgruppen 10 pct. eller mere, mens kun 5,5 pct. af Københavns Kommunes befolkning er mellem 13 og 19 år. De fem folkerigeste kommuner har alle en andel af 13-19-årige, der ligger under landsgennemsnittet. 22 kommuner har en lavere andel og 76 har en højere.

Andel 13-19-årige. 1. juli 2019Kilde: www.statistikbanken.dk/folk1a.

29 pct. af teenagerne bor i Region Hovedstaden

Selvom 29,1 pct. af landets teenagere bor i Region Hovedstaden, udgør de kun 7,5 pct. af regionens samlede befolkning. I de øvrige regioner er tallet mere lig landsgennemsnittet med andele mellem 8,2 og 8,7 pct.

For ti år siden udgjorde de 13-19-årige 8,9 pct. af Danmarks befolkning og for fem år siden 8,7 pct. Mest er andelen faldet i Region Nordjylland, hvor andelen af 13-19-årige er faldet 1,1 procentpoint fra andet kvartal 2009 til andet kvartal 2019, mens det tilsvarende fald i Region Hovedstaden kun er 0,3 procentpoint.

Teenagere med indvandrer- og efterkommerbaggrund

Af de 477.513 der 1. juli 2019 var mellem 13 og 19 år, har 87,3 pct. dansk oprindelse, 4,7 pct. er indvandrere og 8,0 pct. efterkommere. Det er en noget anderledes fordeling end for befolkningen generelt, hvor fordelingen 1. juli 2019 mellem personer med dansk oprindelse, indvandrere og efterkommer-baggrund er hhv. 86,2 pct., 10,5 pct. og 3,3 pct. Dette skyldes at aldersfordelingen for både indvandrere og efterkommere er skævt fordelt.

Fordeling af teenagerne i forhold til småbørnsgruppen

På landsplan udgør de 0-5-årige 6,3 pct. af den samlede befolkning, og på kommunalt niveau fordeler denne aldersgruppe sig noget anderledes end de 13-19-årige. Hvor fx København og Frederiksberg Kommuner ligger på hhv. en 98. og 96. plads for andel af teenagere af befolkningen, ligger disse kommuner på hhv. 6. og 15. pladsen for andel af de 0-5-årige. 62 kommuner har en lavere andel end landsgennemsnittet og 36 har en højere andel 0-5-årige.

Andel 0-5-årige. 1. juli 2019Kilde: www.statistikbanken.dk/folk1a.

Både færre fødte og færre døde

I andet kvartal 2019 blev der født 15.321 børn, hvilket er 304 - eller 1,9 pct. - færre fødte end i andet kvartal sidste år. 49 - eller 0,4 pct. - færre personer døde i andet kvartal dette år i forhold til sidste år.

Lavere ind- og udvandring

15.798 personer indvandrede og 15.065 udvandrede i årets andet kvartal. Det resulterede i en nettoindvandring på 733 personer, hvilket er mere end en halvering i forhold til andet kvartal sidste år. Antallet af indvandrede er faldet med 6,0 pct. og antal udvandrede lå på niveau med samme kvartal 2018.

27 pct. flere på 100+ år end for ti år siden

916 kvinder og 162 mænd havde 1. juli 2019 rundet de 100 år. Der er 0,4 pct. færre over 100 år end i juli sidste år men 3,3 pct. flere end for fem år siden og 27,4 pct. flere end for ti år siden. Den ældste kvinde er 111 år og den ældste mand 107 år.

Nyt fra Danmarks Statistik

9. august 2019 - Nr. 291

Hent som PDF
Næste udgivelse: 8. november 2019

Kontakt

Tabeller fra Statistikbanken

Oversigt i Statistikbanken

Vis flere » « Minimer

Kilder og metode

Statistikken baseres på oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR).

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation

Anden information