Gå til sidens indhold

Efterskoleelever fuldfører ofte ungdomsuddannelse

Fuldførte ungdomsuddannelser 2017/2018

89 pct. af de 25-årige, der har afsluttet deres grundskole på en efterskole, havde fuldført en ungdomsuddannelse i 2018. For elever, der afsluttede på en folkeskole, var det 81 pct., der havde fuldført en ungdomsuddannelse. Knap 88 pct. af eleverne fra fri- og privatskoler fuldførte en ungdomsuddannelse. Tilbage i 2005 var der ikke de store forskelle mellem andelen af elever fra efterskoler, folkeskoler og friskoler og private grundskoler, der havde fuldført en ungdomsuddannelse. På daværende tidspunkt var det 78 pct. af folkeskoleelever, 79 pct. af efterskoleelever og 81 pct. af frie grundskoler. Men hvor andelen af folkeskoleelever, der fuldfører en ungdomsuddannelse kun er steget med 3 procentpoint siden 2005, er andelen fra frie grundskoler og efterskoler steget med hhv. 7 og 10 procentpoint.

Andel af 25-årige, der har fuldført en ungdomsuddannelse fordelt på grundskoleinstitutionstype

Forældres uddannelse har stor betydning for barnets uddannelse

Der er store forskelle på sandsynligheden for at fuldføre en ungdomsuddannelse afhængig af ens forældres højest fuldførte uddannelse. For 25-årige, hvor forældrene har grundskole som højest fuldførte har 58 pct. fuldført en ungdomsuddannelse, mens det gælder for 91 pct. af 25-årige, hvor en forælder har en lang videregående uddannelse.

Erhvervsuddannelse vælges oftere, når forældre har grundskoleuddannelse

Også når man ser på valget af ungdomsuddannelse, er der forskelle på sandsynligheden for at vælge en specifik uddannelse alt efter forældrenes uddannelsesniveau. Blandt 25-årige med forældre med en grundskoleuddannelse er erhvervsuddannelse det mest populære valg. 52 pct. af dem, der har fuldført en ungdomsuddannelse valgte således denne uddannelse. Det er samtidig den eneste gruppering, hvor erhvervsuddannelserne er det mest populære valg. For personer, hvor forældrene har erhvervsuddannelse som højest fuldførte uddannelse, er det tilsvarende tal 41 pct.

I den modsatte ende ligger forældre, som har lange videregående uddannelser og ph.d.-uddannelser. Her er det kun hhv. 6 og 2 pct. af deres børn med en fuldført ungdomsuddannelse, der har valgt en erhvervsuddannelse.

25-årige i 2018 der har fuldført en ungdomsuddannelse fordelt på forældres højest fuldførte uddannelse og type af ungdomsuddannelse

Andelen af 25-årige med en fuldført ungdomsuddannelse stiger fortsat

Igen i 2018 var den samlede andel af 25-årige med en fuldført ungdomsuddannelse steget i forhold til tidligere år, og nu er andelen den højeste i hele perioden siden 2005, hvor Danmarks Statistik påbegyndte statistikken. 71 pct. af årgangen har en fuldført ungdomsuddannelse.

Medbragte uddannelser og kurser indgår ikke i opgørelsen

Opgørelsen bygger på uddannelsesinstitutionernes indberetning til Elevregisteret. En andel af den 25-årige befolkning er udlændinge, hvoraf en del har taget en uddannelse i deres hjemland. Uddannelser taget i udlandet indgår ikke i Elevregisteret og indgår derfor ikke i denne opgørelse. Åbne uddannelser og enkeltfag taget i Danmark indgår heller ikke.

Nyt fra Danmarks Statistik

3. april 2019 - Nr. 129

Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. april 2020

Kontakt

Kilder og metode

Elevregistret er et forløbsregister, hvor den enkelte studerende kan følges gennem uddannelseskarrieren.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation