Gå til sidens indhold

Færre nye stofmisbrugsbehandlingsforløb i 2024

Stofmisbrugsbehandling 2024

Antallet af nye stofmisbrugsbehandlingsforløb visiteret af kommunerne er faldet fra 9.600 i 2023 til 9.200 i 2024. Det svarer til et fald på 3,9 pct. Det er første gang, antallet af nye stofmisbrugsbehandlingsforløb er faldet siden 2021, hvor statistikken første gang indeholdt godkendte indberetninger fra alle 98 kommuner. Mens antallet af nye behandlinger er faldet, er antallet af personer i behandling steget fra 20.400 i 2023 til 20.700 i 2024, hvilket svarer til en stigning på 1,6 pct. Der er generelt kommet flere personer i behandling hvert år siden 2021. Samlet set ses en stigning på 7,4 pct. i antal personer i behandling fra 2021 til 2024.

Nye stofmisbrugsbehandlingsforløb og personer i stofmisbrugsbehandlingKilde: www.statistikbanken.dk/smdbv002 og smdbv004

Stor variation i kommunerne i andele af personer i stofmisbrugsbehandling

Andelen af personer i stofmisbrugsbehandling fordelt efter visiterende kommune varierede i 2024 fra 0 til 8,8 promille af kommunens indbyggertal. 8,8 promille svarer til, at 8,8 personer ud af 1.000 personer i kommunen var i stofmisbrugsbehandling. I 2024 var de fem kommuner med de højeste andele af personer i stofmisbrugsbehandling Lolland (8,8 promille), Albertslund (7,3 promille), Slagelse (6,8 promille), Brøndby (5,9 promille) og Svendborg (5,7 promille), mens de fem kommuner med de laveste andele var Læsø (0 promille), Furesø (1,4 promille), Fanø (1,5 promille), Lejre (1,6 promille) og Allerød (1,6 promille).

Andelen af personer i stofmisbrugsbehandling fordelt efter visiterende kommune.Kilde: www.statistikbanken.dk/smdbv002 og folk1a (3. kvartal)

3 ud af 4 i nye stofmisbrugsbehandlingsforløb i 2024 var mænd

75,7 pct. af personerne over 18 år, der startede i stofmisbrugsbehandling i 2024, var mænd, mens 24,3 pct. var kvinder. Den største gruppe var de 18-29-årige mænd, der udgjorde 35 pct. af personer over 18 år, der startede i stofmisbrugsbehandling i 2024.

Personer, der startede i stofmisbrugsbehandling fordelt efter køn og alder. 2024Kilde: Særudtræk fra registeret SMDB_VBGF, som man kan søge om adgang til via Danmarks Statistiks Forskningsservice.

Dobbeltdiagnosebehandling åbnede 1. september 2024

Generelt set foregår misbrugsbehandling i kommunalt regi mens psykiatrisk behandling foregår i regionalt regi. I september 2024 åbnede et nyt samlet, regionalt forankret tilbud målrettet behandling af borgere, der både har en rusmiddelproblematik og en psykiatrisk diagnose. Data fra disse regionale dobbeltdiagnosetilbud er ikke med i nærværende opgørelse, men forventes at indgå i næste udgivelse i 2026.

Nyt fra Danmarks Statistik

13. juni 2025 - Nr. 174

Hent som PDF
Næste udgivelse: 15. juni 2026

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken omfatter data for 2015-2024 for de kommuner, som har valideret og godkendt oplysningerne om borgere i kommunal stofmisbrugsbehandling for det pågældende år. Statistik om stofmisbrugsbehandling er baseret på Registret over Ventetider vedr. Behandlingsgaranti for Stofmisbrugere (VBGS), Register over Stofmisbrugere i Behandling (SIB) og Register til Kvalitets¬sikring af den Lægefaglige behandling (KvalHep).

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation