Flere støttende indsatser til børn iværksat i 2024
Støtte til udsatte børn og unge 2024
I løbet af 2024 blev der iværksat 63.400 støttende indsatser til børn og unge. Det er en stigning på 1,9 pct. i forhold til 2023, hvor der blev iværksat 62.300 støttende indsatser. Kommunen kan tilbyde børn, unge og familier en støttende indsats, når barnets trivsel eller udvikling vurderes at være i fare. Stigningen i iværksættelser fra 2023 til 2024 dækker over to modsatrettede udviklinger. De fleste støttende indsatser til børn og unge gives på baggrund af en børnefaglig undersøgelse. I 2024 var der 43.300 iværksættelser af indsatser på baggrund af en børnefaglig undersøgelse, hvilket er 6,9 pct. flere end i 2023, hvor tallet lå på 40.500 iværksættelser. Tidligt støttende indsatser dækker over de indsatser, der gives uden forudgående børnefaglig undersøgelse, og derfor kan iværksættes forholdsvis hurtigt. Der var et fald i iværksættelser af disse indsatser fra 21.200 i 2023 til 19.600 i 2024, hvilket svarer til 7,8 pct. færre iværksættelser af tidligt støttende indsatser. Antallet af iværksatte støttende indsatser efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet lå stabilt på ca. 500 i perioden. Til sammenligning var antallet af iværksatte anbringelser relativt stabilt omkring 3.500 iværksættelser i 2023 og 2024 med et fald svarende til 2,2 pct.
Flere får støttende indsatser
Ved udgangen af december 2024 var der 47.200 personer, der modtog en eller flere støttende indsatser. Det er en stigning på 1,2 pct. i forhold til 2023, hvor 46.700 personer modtog støttende indsatser www.statistikbanken.dk/bu04a. I 2023 var det 3,1 pct. af alle børn og unge, der modtog en støttende indsats. I 2024 steg den andel til 3,2 pct. www.statistikbanken.dk/bu43.
Ved udgangen af december 2024 var der 14.000 anbragte børn og unge, hvilket er stabilt i forhold til 2023, hvor antallet var 13.900 www.statistikbanken.dk/anbaar02. Andelen af anbragte blandt 0-22-årige i befolkningen lå stabilt på 0,9 pct. www.statistikbanken.dk/bu43.
Antal piger, der er anbragt eller modtager støttende indsatser, stiger
Flere drenge end piger modtager en støttende indsats eller er anbragt. Men fra 2019 til 2024 steg antallet af piger, der pr. 31. december i året modtog støttende indsatser, med 25,9 pct. fra 18.000 til 22.600. Blandt drengene var stigningen 11,0 pct. i samme periode.
Samme tendens gjorde sig gældende blandt anbragte børn og unge pr. 31. december. Her lå antallet af anbragte drenge stabilt omkring 7.200-7.300 i perioden 2019-2024. Antallet af anbragte piger steg derimod med 7,6 pct. fra 6.200 til 6.700 i samme periode.
Stigning i antal unge i døgnophold
Ses der på aldersfordelingen blandt anbragte børn og unge er de 12-17-årige den største gruppe. I 2024 var der 6.800 12-17-årige, der var anbragt, hvilket var 48,9 pct. af alle anbragte. Den næststørste gruppe var de 0-11-årige, som udgjorde 34,4 pct. Den mindste gruppe var de unge 18-22-årige i døgnophold. De udgjorde 16,6 pct. i 2024 www.statistikbanken.dk/anbaar02.
Udviklingen i antal anbragte børn og unge er forskellig i de tre aldersgrupper. I perioden 2019-2024 steg antallet af 18-22-årige i døgnophold fra 2.000 til 2.300, hvilket er en stigning på 14,1 pct. Denne stigning er drevet af, at der i perioden kom 200 flere 18-22-årige kvinder i døgnophold.
I samme periode steg antallet af anbragte 12-17-årige fra 6.500 til 6.800, hvilket er en stigning på 5,0 pct. Antallet af anbragte 0-11-årige lå i perioden mellem 4.700 og 4.900.
Anbragte børn og unge pr. 31. december efter alder og tid
|
2019 |
2020 |
2021 |
2022 |
2023 |
2024 |
Ændring fra 2019 til 2024 |
|
antal |
pct. |
|||||
0-11 år |
4923 |
4807 |
4736 |
4727 |
4824 |
4799 |
-2,5 |
12-17 år |
6502 |
6673 |
6688 |
6873 |
6848 |
6830 |
5,0 |
18-22 år |
2018 |
1963 |
1922 |
2064 |
2241 |
2319 |
14,9 |
|
|
|
|
|
|
|
|
Anm.: Aldersgruppen er 0-22-årige. |
Nyt fra Danmarks Statistik
23. maj 2025 - Nr. 146
Hent som PDF
Næste udgivelse: 17. juni 2026
Kontakt
- Anne Morsing, tlf. 21 82 17 60
- Siri Dencker, tlf. 21 45 34 92
Kilder og metode
Statistikken er udarbejdet på grundlag af indberetninger fra landets kommuner om børn og unge mellem 0-22 år, der fik sociale støtteforanstaltninger pr. 31. december.