Indikator tyder på stort set uændret ledighed
Ledighedsindikator maj 2025
Ledighedsindikatoren viser en lille stigning på 300 personer i ledigheden fra april til maj. Stigningen er fordelt på 200 flere ledige på dagpenge og 100 flere ledige på kontanthjælp. Samtlige ledighedstal i denne udgivelse er omregnet til fuldtidsledige, sæsonkorrigerede og afrundet til nærmeste 100.
Ledigheden udgør fortsat 2,9 pct. af arbejdsstyrken
Ledighedsindikatoren viser, at der i maj var 87.200 ledige, svarende til en uændret ledighedsprocent på 2,9 pct. af arbejdsstyrken. De ledige i maj fordeler sig på 74.800 dagpengeledige og 12.400 kontanthjælpsledige.
De foregående måneder er genberegnet
Alle månedlige udviklinger er opgjort ud fra genberegnede, sæsonkorrigerede ledighedsniveauer for de enkelte måneder. Denne metode er i overensstemmelse med metoden, der anvendes ved opgørelsen af den detaljerede ledighedsstatistik, der udgives ca. tre uger efter offentliggørelsen af indikatorberegningen af ledigheden.
Indikatorens præcision i forhold til den efterfølgende ledighedsudgivelse
Baseret på erfaringen ligger den sæsonkorrigerede udvikling for ledighedsindikatoren inden for +/- 1.000 fuldtidsledige set i forhold til den detaljerede opgørelse, der på baggrund af et mere komplet datamateriale udgives ca. tre uger senere.
Nyt fra Danmarks Statistik
12. juni 2025 - Nr. 172
Hent som PDF
Næste udgivelse: 10. juli 2025
Kontakt
- Anna Skovbæk Mortensen, tlf. 21 77 67 54
- Mikkel Zimmermann, tlf. 51 44 98 37
Kilder og metode
Ledighedsindikatoren er en foreløbig beregning af den månedlige ledighed og er begrebs- og afgræns-ningsmæssigt identisk med den detaljerede, officielle ledighedsstatistik (bruttoledighedsstatistikken). Det anvendte datamateriale til indikatoren bygger på arbejdsløshedskassernes foreløbige indberetninger af dagpengemodtagere samt oplysninger om tilmeldte kontanthjælpsmodtagere på jobnet.dk. Begge data-kilder er tilvejebragt via STAR. Opgørelsen er afgrænsningsmæssigt sammenfaldende med den officielle ledighedsstatistiks, men opgøres på et mindre detaljeret niveau. Danmarks Statistik overvåger løbende resultaterne og indikatorberegningens nøjagtighed i forhold til den detaljerede, officielle ledighedsstatistik. Læs mere i Ledighedsindikatoren - metodenotat (pdf) og i statistikdokumentationen om registreret ledighed.