Indikator viser et fald i ledigheden i september
Ledighedsindikator september 2022
Danmarks Statistik udkommer i dag med en ny indikator for ledigheden. Indikatoren viser et sæsonkorrigeret fald på 1.100 personer i september. Det samlede fald skyldes, at der er 2.300 færre ledige på dagpenge kombineret med 1.200 flere ledige på kontanthjælp. Ledighedsindikatoren offentliggøres ca. 20 dage inden den officielle ledighedsstatistik.
Danmarks Statistiks ledighedsindikator
Ledighedsindikatoren er en foreløbig beregning af den månedlige ledighed og er begrebs- og afgrænsningsmæssigt identisk med den officielle ledighedsstatistik (bruttoledighedsstatistikken). Beregningen er imidlertid baseret på et datagrundlag, der for dagpengemodtagere er mindre komplet og for kontanthjælpsmodtagere er beregnet på en anden kilde end den officielle ledighedsstatistik. Ledighedsindikatoren offentliggøres fremover 10-12 dage inde i den efterfølgende måned, hvilket er ca. 20 dage inden den officielle ledighedsstatistik.
Særlige forhold ved denne offentliggørelse
Metode til beregning
Metoden til beregning af ledighedsindikatoren er udviklet og testet over de seneste 10 måneder. Metoden er drøftet i en fælles arbejdsgruppe mellem Danmarks Statistik og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Det anvendte datamateriale til indikatoren bygger på arbejdsløshedskassernes foreløbige indberetninger af dagpengemodtagere samt oplysninger om tilmeldte kontanthjælpsmodtagere på jobnet.dk. Begge datakilder er tilvejebragt via STAR.
Usikkerheden for ledighedsindikatoren mht. de bagvedliggende ikke-sæsonkorrigerede tal vurderes til at være ± 1.000 personer. Der er i forhold til den efterfølgende officielle ledighedsstatistik for samme måned dog knyttet en særskilt usikkerhed til sæsonkorrektionen af resultaterne. Det skyldes, at sæsonkorrektionen af indikatoren sker på hovedserierne (dagpenge- hhv. kontanthjælpsledige), der efterfølgende summeres til den samlede ledighedsindikator, mens den officielle ledighedsstatistik, der udgives ca. 20 dage senere, opgøres som summen af 48 underliggende og sæsonkorrigerede delserier, opdelt på ledighedstype, alder og køn.
Danmarks Statistik vil løbende overvåge resultaterne og indikatorberegningens nøjagtighed i forhold til den officielle ledighedsstatistik. Senest til marts 2023 vil det blive vurderet, om den bagvedliggende metode kan optimeres yderligere. Læs mere om beregningen af indikatoren i notatet Dokumentation af ledighedsindikator (pdf).
Nyt fra Danmarks Statistik
12. oktober 2022 - Nr. 348
Hent som PDF
Næste udgivelse: 11. november 2022
Kontakt
- Anna Skovbæk Mortensen, tlf. 21 77 67 54
- Mikkel Zimmermann, tlf. 51 44 98 37
Kilder og metode
Ledighedsindikatoren er en foreløbig beregning af den månedlige ledighed og er begrebs- og afgræns-ningsmæssigt identisk med den detaljerede, officielle ledighedsstatistik (bruttoledighedsstatistikken). Det anvendte datamateriale til indikatoren bygger på arbejdsløshedskassernes foreløbige indberetninger af dagpengemodtagere samt oplysninger om tilmeldte kontanthjælpsmodtagere på jobnet.dk. Begge data-kilder er tilvejebragt via STAR. Opgørelsen er afgrænsningsmæssigt sammenfaldende med den officielle ledighedsstatistiks, men opgøres på et mindre detaljeret niveau. Danmarks Statistik overvåger løbende resultaterne og indikatorberegningens nøjagtighed i forhold til den detaljerede, officielle ledighedsstatistik. Læs mere i Ledighedsindikatoren - metodenotat (pdf) og i statistikdokumentationen om registreret ledighed.