Gå til sidens indhold

Færre AMU-kurser siden 2011 og under COVID-19

Kursister ved voksen- og efteruddannelse 2020/2021

Siden 2011 har der været et markant fald i antallet af gennemførte kursusforløb ved arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU). Hvor der i 2011 var ca. 800.000 kursusforløb, er der i 2021 kun halvt så mange. Faldet i den samlede kursusdeltagelse står på indtil 2017, hvor udviklingen vender. De næste to år øges deltagelsen med 8 pct. frem mod 2019. I den følgende toårsperiode fra 2019 til 2021 falder kursusdeltagelsen med hele 25 pct., hvilket kan ses i lyset af COVID-19 pandemien. Kontor, handel og forretningsservice, der historisk primært har båret faldet, er det eneste område, som knækker kurven og stiger fra 2020 til 2021.

Historisk udvikling i AMU-kursusdeltagelse fordelt på fagområderKilde: www.statistikbanken.dk/veu20

Transport og logistik kurser i fremgang indtil COVID-19-nedlukning

I modsætning til de øvrige områder har AMU-kurser inden for transport og logistik haft fremgang i antallet af kursister op til 2019. I perioden fra 2011 var der en stigning på 27 pct. flere kursusforløb på det samlede område, mens kurser inden for chauffør- og vejgodstransport alene tegnede sig for en fremgang på 63 pct., fra 35.000 årlige kursusforløb til mere end 56.000. Samtidig med at mange flere personer fik kompetencer inden for selve udførelsen af transporten, var der også flere, som efteruddannede sig med kurser fra uddannelsen til transport- og logistikøkonom. I 2011 var der omkring 400 kursusforløb, mens der i årene 2016-2019 var omkring 1.000 kursusforløb årligt. Uddannelsen som logistikøkonom er en kort videregående uddannelse, som udbydes ved erhvervsakademierne, og giver kompetence til at forestå distributionsplanlægning, supply chain management etc. I perioden med nedlukninger, fra 2019 til 2021, faldt antallet af AMU kursusforløb på transport og logistikområdet med 10 pct.

Store aldersforskelle mellem kursisterne i de forskellige brancher

Kursisternes alderssammensætning er fortsat meget forskellig fra branche til branche: Byggeri er det område, hvor der er relativt flest unge, der kommer på arbejdsmarkedsuddannelsernes kurser, mens det primært er de ældre, der kommer på kurser inden for omsorg, sundhed og pædagogik. Alderssammensætningen af AMU-kursister har ikke ændret sig inden for de enkelte områder fra før til efter COVID-19-pandemien. Fx er halvdelen af alle kursister på teknologiområdet mellem 40 og 59 år, både i 2017 og i 2021.

Alderssammensætning af kursister på udvalgte arbejdsmarkedsuddannelsesområder, 2021Kilde: www.statistikbanken.dk/veu20

Kursusdeltagelse før, under og på vej ud af COVID-19-pandemien

Forskydningerne i kursusdeltagelsen er ikke isoleret til arbejdsmarkedsuddannelserne. Der er generelt nedgang i kursusdeltagelsen på de fleste uddannelsesniveauer i perioden fra 2019 til 2021. Kurser under adgangsgivende uddannelser, fx faglig supplering til ingeniøruddannelserne, er det eneste område, hvor der er en stigning i kursusdeltagelsen over hele perioden. Forberedende uddannelser (herunder højskoler), og de korte videregående uddannelser, oplever ligesom arbejdsmarkedsuddannelserne et dyk i kursusdeltagelsen.  

Kursusaktivitet på voksen og efteruddannelsesområdet, årseleverKilde: www.statistikbanken.dk/veu20

Nyt fra Danmarks Statistik

2. maj 2022 - Nr. 151

Hent som PDF
Næste udgivelse: 24. februar 2023

Kontakt

Kilder og metode

Kursistregister. Kursusaktiviteten målt som årselever opgøres ved at sammenlægge kursusomfanget til hele årsværk

Vis hele teksten » « Minimer teksten