Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Danmarks offentlige underskud det laveste i EU

29. oktober 2021

Danmark havde i 2020 et underskud på den offentlige saldo på 0,2 pct. af BNP. Det er det laveste underskud blandt EU-landene i 2020, som var kraftigt præget af COVID-19. I 2019 havde Danmark et overskud på den offentlige saldo på 4,1 pct. af BNP. Danmarks offentlige saldo i pct. af BNP er således forværret med 4,2 procentpoint fra 2019 til 2020. Kun tre andre EU-lande - Sverige, Letland og Slovakiet - havde forværringer af saldoen, der var lavere eller på niveau med Danmarks. I Sverige og Letland blev saldoen i forhold til BNP forværret med hhv. 3,4 procentpoint og 3,9 procentpoint, mens forværringen af saldoen i Slovakiet var på niveau med den danske. Samlet for alle EU-landene blev saldoen forværret med 6,3 procentpoint. Forværringen i den offentlige saldo i EU-landene skyldes primært øgede offentlige udgifter, mens de offentlige indtægter i 2019 og 2020 lå på niveau i de fleste EU-lande. Som følge af Brexit indgår Storbritannien ikke længere i EU-opgørelsen, som omfatter de nuværende 27 medlemslande.

Forskel i offentligt saldo (ØMU-saldo) i pct. af BNP. Fra 2019 til 2020Kilde: www.statistikbanken.dk/edp1

Danmark og Sverige overholdt underskudgrænse på 3 pct. som de eneste

På trods af COVID-19-pandemiens kraftige påvirkning af de offentlige finanser i EU-landene, havde Danmark og Sverige som de eneste EU-lande et underskud på mindre end den underskudsgrænse på 3 pct., der er fastlagt via Maastricht-traktaten. Til sammenligning havde 17 lande i 2019 et overskud på den offentlige saldo, og kun Rumænien og Frankrig havde et underskud større end 3 pct. af BNP. De fire EU-lande, hvor den offentlige saldo blev mest forværret mellem 2019 og 2020, var Grækenland, Malta, Østrig og Slovenien, som alle havde overskud på de offentlige finanser i 2019, der blev vendt til underskud på mere end 3 pct. i 2020.

Offentlig bruttogæld (ØMU-gæld) steg i samtlige 27 EU-lande i 2020

I samtlige 27 EU-lande steg den offentlige bruttogæld (ØMU-gæld) i pct. af BNP i 2020, og i 18 EU-lande steg ØMU-gælden mere end 10 procentpoint. For det samlede EU-27 (uden Storbritannien) steg gældsandelen med 12,9 procentpoint og udgjorde 90,1 pct. af BNP i 2020. I Euroområdet var gælden ved udgangen af 2020 97,3 pct. af BNP, hvilket er en stigning på 13,8 procentpoint sammenlignet med 2019. Grækenland havde den største stigning, og ØMU-gælden udgjorde i 2020 her 206,3 pct. af BNP. Dermed er Grækenland fortsat det land, der har den højeste ØMU-gæld blandt EU-landene.

Offentlig bruttogæld (ØMU-gæld) ved udgangen af 2020Kilde: www.statistikbanken.dk/edp1

Danmarks ØMU-gæld er stadig blandt EU's laveste

Danmarks ØMU-gæld steg fra 2019 til 2020 med 202,7 mia. dk. Målt i forhold til BNP steg ØMU-gælden med 8,5 procentpoint og udgjorde 42,1 pct. ved udgangen af 2020. Stigningen kommer efter gælden i forhold til BNP har været faldende siden 2015. Ifølge ØMU-kriterierne må ØMU-gælden under normale omstændigheder maksimalt udgøre 60 pct. af BNP. Danmark havde i 2020 EU's sjette laveste ØMU-gæld og var blandt de 14 ud af 27 EU-lande, som opfyldte gældskriteriet.

Danmarks ØMU-gæld og -saldo i pct. af BNP ved indberetningen til EU-kommissionen i oktober 2021Kilde: www.statistikbanken.dk/edp1

Forbehold for Luxembourgs indberetning ophævet

EU-Kommissionen, repræsenteret ved Eurostat kan tage forbehold for et EU-lands indberetning af ØMU-saldo og ØMU-gæld. Det kan de gøre, hvis der er tvivl om datakvaliteten eller den anvendte metode. For 2020-data tog Eurostat via pressemeddelelse af 22. april 2021 forbehold for Luxembourgs indberetning. Dette forbehold er ophævet igen via pressemeddelelse pr. 21. oktober 2021.

Offentligt underskud og gæld i EU-landene 2020 (oktober-indberetning)

29. oktober 2021 - Nr. 388

Hent som PDF

Næste udgivelse: 29. april 2022

Alle udgivelser i serien: Offentligt underskud og gæld i EU-landene

Kontakt

Kilder og metode

Kilden er Eurostats offentliggørelse pr. 21. oktober 2025 af Provision of deficit and debt data for 2024 - second notification.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation