Gå til sidens indhold

En ud af fire følger forældres uddannelse

Studerende ved ordinære uddannelser i Danmark (tillæg) 2017/2018

For en ud af fire af dem, der begyndte på en videregående uddannelse i 2018, lå uddannelsen inden for samme fagområde som mindst en af deres forældres højest fuldførte uddannelse. 17 pct. af de nystartede studerende tog en uddannelse inden for samme fagområde som deres mor og 10 pct. inden for samme fagområde som deres far.

Andel påbegyndte på videregående uddannelser 2018 inden for samme område som en forælderKilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik baseret på bl.a. www.statistikbanken.dk/hfudd10.

Særligt kvinder uddanner sig i samme retning som deres mor

Blandt kvinder havde 19 pct. af de nye studerende en mor, der havde højest fuldførte uddannelse inden for samme fagområde. Hos mændene var det tilfældet for 14 pct. Dermed optræder mors fagområde oftere end fars hos begge køn. 13 pct. af mændene gik i samme retning som deres far, mens det kun gjaldt for 8 pct. af kvinderne.

Specifikke fagområder går især i arv

Der er forskel på, hvor stor en andel af de studerende på de enkelte fagområder, der har en forælder med en uddannelse inden for samme fagområde. På det store fagområde erhvervsøkonomi, administration og jura var det eksempelvis 43 pct. af dem, der påbegyndte en af disse uddannelser i 2018, der havde en forælder med højest fuldførte uddannelse inden for området. Blandt alle nye påbegyndte på de videregående uddannelser var det kun 35 pct., der havde en forælder med en uddannelse inden for det område. De store uddannelser her er HA i erhvervsøkonomi, markedsføringsøkonom, finansøkonom og jura. På det næststørste fagområde social og sundhed var det 33 pct. af de nye studerende, der har en forælder med en uddannelse inden for området. Men for alle nye studerende havde 31 pct. en forælder med uddannelse inden for social og sundhed. Så for nye studerende på det område er det ikke meget mere normalt med en forælder med en uddannelse inden for social og sundhed end for andre nye studerende. Dette område inkluderer bl.a. pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver og medicin.

Store kønsforskelle i uddannelsesvalget

Der er stor forskel på, hvilke fagområder der tiltrækker mænd, og hvilke der tiltrækker kvinder. Det kunstneriske område og social og sundhed var domineret af kvinder. På begge områder udgjorde kvinder 79 pct. af alle nye studerende. Men også jordbrug, skovbrug og fiskeri, det humanistiske område, serviceområdet og undervisning og læring havde over 60 pct. kvinder. Mændene søgte i højere grad mod mekanik, jern og metal samt transportområdet. Hhv. 91 og 90 pct. af de nye studerende inden for disse områder var mænd. Andre mandsdominerede områder var informations- og kommunikationsteknologi, teknik, teknologi og industriel produktion, forsvar, politi og sikkerhed og bygge- og anlægsteknik, hvor over 70 pct. af de påbegyndte var mænd. I alt var 45 pct. af de nye studerende på videregående uddannelser i 2018 mænd.

Påbegyndte på videregående uddannelser 2018 fordelt på herkomst og fagområdeKilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik baseret på elevregistret.

Tre fagområder skiller sig ud for indvandrere og efterkommere

Der var generelt ikke så stor forskel på, hvilke områder efterkommere, indvandrere og personer med dansk oprindelse begyndte på. På de fleste fagområder lå forskellene i de enkelte områders andele inden for maksimalt 2 procentpoint. Enkelte fagområder skilte sig dog ud. Inden for erhvervsøkonomi, administration og jura begyndte flere efterkommere i forhold til indvandrere og personer med dansk oprindelse. På uddannelser inden for social og sundhed begyndte flere indvandrere end de andre grupper. Endelig var samfundsvidenskab domineret af personer med dansk oprindelse.

Nyt fra Danmarks Statistik

25. juli 2019 - Nr. 279

Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. september 2019

Kontakt

Kilder og metode

Tallene stammer fra Elevregistret og registret over befolkningens højest fuldførte uddannelse. Påbegyndt i året dækker over personer, der påbegyndte en videregående uddannelse i perioden 1. oktober året før - 30. september aktuelt år. Tallene for det seneste år er foreløbige og erfaringsmæssigt sker der en korrektion i forbindelse med næste års indberetning.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation