Gå til sidens indhold

Markedsværdien er langt over ejendomsvurderingen

Husholdningernes formue i fast ejendom 2018

I Region Hovedstaden var markedsværdien på enfamiliehuse i gennemsnit 48 pct. højere end den aktuelle offentlige ejendomsvurdering ved udgangen af 2018. I resten af landet lå markedsværdien 25 til 27 pct. over ejendomsvurderingen. Forskellen mellem Region Hovedstaden og de andre regioner er øget siden 2013, hvor nye offentlige ejendomsvurderinger blev suspenderet.

Markedsværdiens merværdi i forhold til den aktuelle offentlige ejendomsvurderingKilde: www.statistikbanken.dk/ejdfoe1

Forskel i værdi skyldes fastfrysning af offentlige ejendomsvurdering

Den større forskel mellem markedsværdien og den offentlige ejendomsvurdering i 2018 end i 2013 skyldes, at ejendomsværdien har været fastfrosset siden 2013 på 2011 værdien med nedslag. Både i 2013 og 2018 havde et gennemsnitligt enfamiliehus i Region Hovedstaden således en offentlig ejendomsvurdering på 2,6 mio. kr. Markedsværdien voksede imidlertid fra på 2,9 mio. kr. i 2013 til 3,8 mio. kr. i 2018. Dermed er forskellen mellem den offentlige vurdering og markedsværdien vokset fra 15 pct. i 2013 til 48 pct.  i 2018.

Husejere betaler som oftest ikke ejendomsværdiskat af den aktuelle ejendomsvurdering baseret på 2011, men af ejendomsværdien fra 2001 + 5 pct. eller fra 2002.  Forskellen mellem markedsværdi og den benyttede ejendomsværdi til beskatning er derfor større end vist for alle regioner.

Markedsværdien i Region Hovedstaden udvikler sig kraftigst

I 2013 var forskellen mellem markedsværdi og ejendomsvurderinger mellem 6 til 15 pct. i de fem regioner. Forskellen var størst i Region Hovedstaden, men kun omkring 2 pct. point over Syddanmark. Ved udgangen af 2018 lå alle regioner undtaget Hovedstaden mellem 25 til 27 pct. højere, mens Region Hovedstaden lå næsten dobbelt så højt på 48 pct.

Store regionale forskelle i værdien af et gennemsnitligt enfamiliehus

Der er stor forskel på markedsværdien på et gennemsnitligt enfamiliehus i landets kommuner. Den gennemsnitlige markedsværdi er afhængig af sammensætningen af de enkelte ejendomme, der indgår i boligtypen: Beliggenhed, typisk størrelse og andel af moderniserede ejendomme. I Statistikbanken kan du med funktionen "vælg via kort" se, hvordan markedsværdien har udviklet sig i din kommune.

Markedsværdi for et gennemsnitligt enfamiliehus fordelt på kommuner ved udgangen af 2018 i mio. kr.Kilde: www.statistikbanken.dk/ejdfoe1

Værdien af ejerlejligheder stiger mest i København

Der ses samme mønster for ejerlejligheder, som for enfamiliehuse, når København sammenlignes med resten af landet. I 2010 var markedsværdien for en gennemsnitlig ejerlejlighed i København 14 pct. højere end en ejerlejlighed i Aarhus. Ved udgangen af 2018 var denne forskel øget til 33 pct. En gennemsnitlig ejerlejlighed i København havde en markedsværdi på 3 mio. kr. ved udgangen af 2018. København er speciel ved, at der i perioden bliver bygget relativt mange større moderne ejerlejligheder.

Markedsværdien for en gennemsnitlig ejerlejlighed i København og Aarhus over tidKilde: www.statistikbanken.dk/ejdfoe1

Nyt fra Danmarks Statistik

12. december 2019 - Nr. 467

Hent som PDF
Næste udgivelse: 28. maj 2020

Kontakt

Kilder og metode

Husholdningernes formue i fast ejendom er baseret på Danmarks Statistiks registerbaserede boligmodel, der estimerer markedsværdien af fast ejendom på baggrund af faktiske salg. Opgørelsen af markedsværdi vurderes at være mere usikker for ejendomme beliggende i yderområder. Gældskomponenter og dermed beregnet friværdi er ikke tilgængelige for det seneste år og er derfor udeladt.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation