Gå til sidens indhold

BNP voksede med 0,8 pct. i andet kvartal 2019

BNP-indikator 2. kvt. 2019

BNP-indikatoren peger på en sæsonkorrigeret realvækst på 0,8 pct. i andet kvartal sammenlignet med første kvartal 2019. En ny beskæftigelsesindikator viser en vækst i den samlede beskæftigelse på 0,2 pct. i samme periode. Fremgangen i BNP ses bredt i økonomien, hvor industri og transport bidrager særligt til den markante vækst. Det kan være mere stabilt at se samlet på væksten for halvåret. Væksten for første halvår 2019 blev 2,0 pct. i forhold til første halvår 2018.

BNP - fremskrevet med indikator, kædede værdier, sæsonkorrigeretKilde: www.statistikbanken.dk/nkn1 fremskrevet med BNP-indikatoren og beskæftigelsesindikatoren for den seneste periode.

Ny beskæftigelsesindikator viser vækst på 0,2 pct.

Danmarks Statistik offentliggør i dag en ny indikator for væksten i det samlede antal beskæftigede personer. Indikatoren vil fremover blive offentliggjort sammen med BNP-indikatoren. Beskæftigelsesindikatoren giver et estimat på den kvartalsvise vækst allerede 45 dage efter et kvartals udløb mod tidligere 60 dage. Den nye indikator peger på en vækst på 0,2 pct. i andet kvartal, når der korrigeres for sæsonudsving. Læs mere om beskæftigelsesindikatoren i notatet Dokumentation af Beskæftigelsesindikatoren.

Vækst i industri og udenrigshandel trækker BNP-væksten op

Væksten i BNP-indikatoren er bredt funderet og kan genfindes i de fleste af økonomiens brancher. Trods fald i juni var der i andet kvartal samlet fremgang i industriens produktion. Denne bidrager i høj grad til den positive kvartalsvækst. Fremgang i udenrigshandlen med tjenester, heriblandt søtransport, er ligeledes med til at understøtte BNP-væksten. Byggeriets produktion viser positive takter og kan genfindes i byggebeskæftigelsens fortsatte fremgang. Der er tegn på, at usikre internationale forhold er ved at smitte af på dansk økonomi. Ligesom industriens produktion faldt også vareeksporten i juni. Ses der fremad, peger den samlede tillidsindikator for Danmark og EU som helhed på fald og i Danmarks tilfælde især pga. tilbagegang i forbrugerforventningerne.

Høj dansk BNP-vækst i internationalt perspektiv

Den danske BNP-vækst ligger højt i andet kvartal 2019, når der sammenlignes med EU og USA. Det første estimat for BNP-væksten i EU var på 0,2 pct. (det opdateres i dag kl. 11), og væksten i USA var på 0,5 pct. i andet kvartal. Beskæftigelsesindikatoren for EU offentliggøres også i dag kl. 11.

Vækstrater i Danmark, EU og USA, kædede værdier, sæsonkorrigeret, 4. kvt. 2018 til 2. kvt. 2019Kilde: www.statistikbanken.dk/nkn1, BNP-indikator, EUROSTAT og Bureau of Economic Analysis.

Om Danmarks Statistiks BNP-indikator og beskæftigelsesindikator

BNP-indikatoren giver et foreløbigt estimat af BNP-væksten baseret på de indikatorer for produktionssiden af dansk økonomi, som aktuelt står til rådighed. Beregningen afspejler således udviklingen i dansk produktion samt forbrug i produktionen, mens indikatorer for efterspørgselssiden - herunder udenrigshandel, investeringer og endeligt forbrug - ikke indgår direkte i beregningerne. Denne metode er valgt fordi indikatorerne for produktionssiden erfaringsmæssigt giver det bedste estimat for væksten inden for en kort tidsramme. Læs mere om beregningen af indikatoren i notatet Dokumentation af BNP-indikator. Baseret på hidtidige erfaringer kan usikkerheden for BNP-væksten generelt vurderes til ± 0,5 procentpoint.

Beskæftigelsesindikatoren er en fremskrivning af det samlede antal beskæftigede personer opgjort i det kvartalsvise nationalregnskab vha. foreløbige estimater fra Arbejdstidsregnskabet. Det er tilstræbt at data og metoder ligger så tæt som muligt på opgørelsen i det kvartalsvise nationalregnskab. Fordi der er færre data til rådighed, beregnes der normalt estimater for den tredje måned i kvartalet. Se mere om beskæftigelsesindikatoren i notatet Dokumentation af Beskæftigelsesindikatoren.

Nyt fra Danmarks Statistik

14. august 2019 - Nr. 300

Hent som PDF
Næste udgivelse: 14. november 2019

Kontakt

Kilder og metode

Indikatoren giver et foreløbig estimat af BNP-væksten beregnet fra produktionssiden i et system, der sikrer konsistens med nationalregnskabets begrebsapparat. Læs mere i notatet Dokumentation af BNP-indikator.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation