Gå til sidens indhold

Færre ledige blandt nye arkitekter og designere

Kulturuddannedes tilknytning til arbejdsmarkedet 2014

Ledigheden er faldet fra 14,4 pct. i 2011 til 12,3 pct. i 2014 blandt dem, som har afsluttet en kunstnerisk eller kulturel uddannelse de seneste ti år. Andelen af ledige er især faldet blandt dimittender fra arkitekt- og designskolerne i perioden - fra 16,9 pct. til 13,1 pct. Dimittenderne fra arkitekt- og designskolerne udgør den største gruppe og er desuden den eneste af de kunstneriske og kulturelle uddannelser, hvor der har været et fald i ledigheden i samtlige år fra 2011 til 2014. Den samlede ledighed for dimittenderne fra de kunstneriske og kulturelle uddannelser faldt fra 12,8 pct. i 2013 til 12,3 pct. i 2014.

Bruttoledighed for de seneste ti dimittendårgange

Lav ledighed blandt konservatorieuddannede

Ledigheden steg svagt fra 6,2 pct. i 2011 til 7,0 pct. i 2014 for dimittender fra konservatorierne, som er den næststørste gruppe. Fra 2013 til 2014 faldt ledigheden fra 7,4 pct. til 7,0 pct. Dimittenderne fra konservatorierne havde den laveste ledighed i 2014 blandt dimittender fra de kunstneriske og kulturelle uddannelser.

Dimittenderne fra scenekunstskolerne havde en lidt lavere ledighed i 2013 og 2014 end årene før. Ledighedsprocenten for dimittender fra scenekunstskolerne er dog generelt høj, hvilket hænger sammen med, at deres arbejdsmarked er præget af tidsbegrænsede ansættelser.

Ledigheden for dimittender fra Kunstakademiets billedkunstskoler har ligget omkring 25 pct. i perioden 2011 til 2014. Ledigheden for denne dimittendgruppe var højest i 2012. Dimittenderne fra Kunstakademiets billedkunstskoler har den højeste ledighed blandt dimittenderne fra de kunstneriske og kulturelle uddannelser.

Ledigheden for dimittenderne fra Den Danske Filmskole har været stigende fra 2011 til 2014. Denne dimittendgruppes ledighed har ligget konstant omkring de 14-15 pct. de seneste tre år.

Ledigheden for de dimitterende konservatorer fra Kunstakademiets skoler for arkitektur, design og konservering faldt fra 2011 til 2013. Sidst i perioden steg ledigheden fra 5,8 pct. til 9,0 pct. fra 2013 til 2014, men konservatorerne har alligevel den næstlaveste ledighed blandt de kunstneriske og kulturelle uddannelser i 2014.

Stor forskel i hvilke sektorer dimittenderne arbejder

Der er store forskelle på, hvor dimittenderne fra de kunstneriske og kulturelle uddannelser finder arbejde. Dimittenderne fra arkitekt- og designskolerne finder oftest arbejder på det private arbejdsmarked, mens dimittenderne fra konservatorierne og konservatorerne oftest finder arbejder i det offentlige. Dimittenderne fra den Danske Filmskole og fra Kunstakademiets billedkunstskoler bliver i stor udstrækning selvstændige. Dimittenderne fra scenekunstskolerne arbejder primært på det private arbejdsmarked., idet teatrene tilhører den private sektor.

Sektorer som dimittenderne fra de kunstneriske og kulturelle uddannelser finder arbejder i

Nyt fra Danmarks Statistik

24. juni 2015 - Nr. 319

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Kulturministeriet gennemførte i 2009-2011 en række fusioner af sine uddannelsesinstitutioner. Dimittendårgangene er henført til den skole, de ville have været dimitteret fra, efter fusionerne trådte i kraft.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation