Landbrugsarealet skrumper år for år
27. januar 2026
Danmarks landareal er i 2024 opgjort til 42.956 km². Af dette var 24.800 km² (58 pct.) dækket af landbrugsafgrøder. Det er en tilbagegang på 979 km² (4 pct.) set i forhold til 2011, som er opgørelsens første år. Omvendt er der i 2024, set i forhold til 2011, blevet 310 km² mere bebyggelse og infrastruktur (bygninger, veje m.m.), svarende til en forøgelse på 6 pct. På samme måde er der blevet 201 km² mere lysåben natur (mose, hede, eng m.m.), 145 km² mere skov og 81 km² mere sø og vandløb. Dette svarer til en forøgelse på hhv. 6, 3 og 8 pct. Endelig er der i samme periode sket en stigning på 248 km² i kategorien "Andre overflader", hvilket dækker over overfladetyper som kirkegårde, byggegrunde samt idrætsanlæg og forskellige andre typer af rekreative arealer.
Intensivt dyrkede afgrøder dominerer landbrugsarealet
Af det samlede landbrugsland var det meste intensivt opdyrket med et- og toårige afgrøder i form af bl.a. korn og rodfrugter. Dette fyldte på landsplan knap 23.000 km², medens en mindre del (335 km²) var opdyrket med flerårige vækster til avl af frugt, bær og juletræer. Den resterende del var udlagt til ekstensiv drift i form af bl.a. græsarealer.
Mest landbrug i Lolland, Morsø, Stevns og Struer kommuner
Landbrugets arealmæssige tilstedeværelse varierer fra kommune til kommune. Mest fremtrædende er det i kommuner som Lolland, Morsø, Stevns og Struer, hvor det udgør over 70 pct. af det samlede areal. Omvendt er landbrugsarealerne helt fraværende i centrale hovedstadskommuner som Frederiksberg, Gentofte og Rødovre, medens de i forstads- og omegnskommuner til Hovedstadsområdet mange steder dækker under 10 pct. af arealet.
Mest tilbagegang i landbrugsarealerne i jyske kommuner
Ligesom det er forskelligt, hvor meget landbrugsarealerne fylder fra kommune til kommune, er der også forskel på, hvor i landet man finder denne arealtypes største tilbagegang. Målt i absolutte tal har jyske kommuner som Vejle, Viborg, Ringkøbing-Skjern, Herning og Varde oplevet den største tilbagegang i landbrugsarealerne, hvor nedgangen siden 2011 har været 30 km² eller mere. Målt relativt i forhold til arealet i 2011 er det Odense samt kommunerne omkring Hovedstadsområdet og i Østjylland, som i 2024 har oplevet den største tilbagegang i landbrugsarealet.
Arealdække 2024
27. januar 2026 - Nr. 18
Næste udgivelse: Ingen planlagt
Alle udgivelser i serien: Arealdække
Kontakt
- Michael B. Rasmussen, tlf. 51 46 23 15
Kilder og metode
DCE har udgivet en teknisk rapport, der dokumenterer metoden bag skabelsen af ét konsolideret kort for arealdække i Danmark.