Gå til sidens indhold
Dele af hjemmesiden virker ikke for øjeblikket, herunder søgefunktionen. Vi beklager.
Hvidt kryds
Dele af hjemmesiden virker ikke for øjeblikket, herunder søgefunktionen. Vi beklager.
Hvidt kryds

Handlen med Storbritannien falder efter brexit

Betalingsbalance og udenrigshandel (tema) januar 2021 fokus på brexit

I januar 2021 eksporterede Danmark varer og tjenester til Storbritannien for 6,7 mia. kr., hvilket er 24 pct. lavere end i december 2020. Det viser tal for betalingsbalancen korrigeret for normale sæsonudsving. Særligt vareeksporten er faldet med 30 pct., mens tjenesteeksporten faldt med 11 pct. Importen fra Storbritannien lå i januar 2021 på 4,6 mia. kr., hvilket er 17 pct. mindre end for december 2020. Importen af varer faldt med 45 pct., mens importen af tjenester faldt med 1 pct. Efter Storbritanniens formelle udtræden af EU 31. januar 2020, er overgangsperioden afsluttet 31. december 2020, og Storbritanniens handel med EU-landene er nu omfattet af toldbehandling frem for reglerne om frie varebevægelser i EUs indre marked.

Eksport og import af varer og tjenester over for Storbritannien, sæsonkorrigerede talKilde: www.statistikbanken.dk/bbpm

Eksport af maskiner faldt i januar

Handlen med Storbritannien fordelt på varegrupper foreligger ikke i sæsonkorrigerede tal, men i udviklingen i faktiske tal var det særligt et fald på 1,0 mia. kr. i eksporten af maskiner, herunder vindmøller, der bidrog til nedgangen i eksporten. Faldet skal dog ses i lyset af, at eksporten af maskiner svinger meget over tid og at eksporten i december var relativt høj. Derudover var der bl.a. fald i eksporten af næringsmidler og færdigvarer.

Eksport til Storbritannien, udvalgte varegrupper, faktiske talKilde: Særudtræk baseret på www.statistikbanken.dk/bbpm

Fald i importen af næsten alle varegrupper i januar

For importen var der i januar 2021 et fald i alle varegrupper, der krydser den dan-ske grænse, når der ses på faktiske tal. Det er især importen af maskiner der med et fald på 0,3 mia. kr., bidrog til det samlede fald i vareimporten. Også importen af færdigvarer, næringsmidler samt kemikalier medvirkede til faldet. For den del af vareimporten, der ikke krydser den danske grænse (eksempelvis bunkring), var der en stigning i januar. 

Import fra Storbritannien, udvalgte varegrupper, faktiske talKilde: Særudtræk baseret på www.statistikbanken.dk/bbpm

Brexit medfører ny opgørelsesmetode for varehandel med Storbritannien

Fra januar 2021 opgøres importen fra Storbritannien efter, hvor varen har sin op-rindelse - samme måde som anvendes for varer fra andre lande uden for EU. Til og med 2020 har importen fra Storbritannien været opgjort efter afsendelseslandet - den måde som importen fra EU-lande opgøres på.

Skiftet fra afsendelsesland til oprindelsesland kan medføre et mindre databrud i importtallene fra Storbritannien. Undersøgelse af toldangivelserne i januar 2021 viser dog, at mindre end 1 pct. af varerne afsendt fra Storbritannien var påvirket af denne omlægning.

Nyt fra Danmarks Statistik

11. marts 2021 - Nr. 87

Hent som PDF
Næste udgivelse: 28. maj 2021

Kontakt

Kilder og metode

Betalingsbalancen er en opgørelse over værdien af de økonomiske transaktioner med udlandet i en given periode.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation