Gå til sidens indhold

Vi betaler mindre i grønne afgifter

Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2018 og 2019

Provenuet af de grønne afgifter faldt med 6 pct. fra 81 mia. kr. i 2018 til 76 mia. kr. i 2019. De 76 mia. kr. udgjorde omtrent 7 pct. af de samlede indtægter fra skatter og afgifter i 2019. Dette er den laveste andel siden statistikken for de grønne afgifters begyndelse i 1995. De grønne afgifters andel af det samlede skatte- og afgiftsprovenu er siden 2009 faldet med to procentpoint fra 9 til 7 pct.

Grønne afgifter og deres andel af det samlede skatte- og afgiftsprovenuKilde: www.statistikbanken.dk/mreg21 og skat.

Grønne afgifter regulerer adfærd og skaber provenu

De grønne afgifter tjener flere formål. På den ene side kan de virke adfærdsregulerende og dermed bidrage til at begrænse miljøskadeligt forbrug. På den anden side er de en indtægtskilde for staten og kan i denne egenskab være med til at finansiere forskellige støtteordninger til gavn for miljøet.

Husholdningerne betalte mere end erhvervene i grønne afgifter

Husholdningerne betalte i alt 44 mia. kr. i grønne afgifter i 2019, hvilket svarer til 58 pct. af de samlede grønne afgifter. Hver husholdning i Danmark betalte i gennemsnit 16.300 kr. i grønne afgifter i 2019. Afgifter på energi, som dækker blandt andet el- og benzinafgift, var på 9.000 kr. i gennemsnit pr. husholdning, mens afgifter på transport (primært registrerings- og vægtafgifter) var på 6.500 kr. i gennemsnit pr. husholdning. Ressource- og forureningsafgifter udgjorde kun en beskeden del af de grønne afgifter.

Resten af de grønne afgifter, 32,4 mia. kr. i 2019 (svarende til 42 pct.), blev betalt af erhvervene. Handels- og transportbranchen stod for størstedelen af erhvervenes grønne afgifter, med 10,4 mia. kr. i 2019, omtrent lige fordelt mellem transport- og energiafgifter. Brancherne erhvervsservice og finansiering og forsikring betalte også en stor del af erhvervenes grønne afgifter, hvilket blandt andet skyldes betaling af registreringsafgifter for leasing- og udlejningskøretøjer. For alle andre brancher stod energiafgifterne for den største del af de grønne afgifter.

Grønne afgifter fordelt på husholdninger og erhverv. 2019*Kilde: www.statistikbanken.dk/mrs1.

Havvind førte an i støtten til vedvarende energi

Støtten til vedvarende energi og energibesparelser steg med ca. 7 pct. fra 6,5 mia. kr. til 6,9 mia. kr. i 2019. Stigningen skyldes i stor udstrækning subsidier til havvind, som voksede på grund af idriftsættelse af Horns Rev 3 samt lavere elpriser. De lavere elpriser udløste subsidier til havvind på grund af en fastprisaftale med staten. Der blev endvidere givet flere subsidier til landvind og solceller. Til trods for stigningen i støtten til vedvarende energi og energieffektiviseringer faldt den samlede miljøstøtte med 0,5 pct. i 2019.

Miljøstøtten fordelt på vedvarende energi + energibesparelser og øvrigeKilde: www.statistikbanken.dk/mms2.

Nyt fra Danmarks Statistik

26. juni 2020 - Nr. 250

Hent som PDF
Næste udgivelse: 18. december 2020

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken benytter samme udgifts- og indtægtsbegreber, som anvendes for den offentlige sektor i nationalregnskabet. Tallene er opgjort i løbende priser. I statistikdokumentationen er der en mere omfattende beskrivelse af kilder og metoder. Beregningerne er baseret på de enkelte identificerede udgifts- og indtægtsposter og klassificeret efter nationalregnskabsprincipper i henhold til ESA 2010 via oplysningerne i statsregnskabet samt kommunale og regionale regnskaber.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation