Gå til sidens indhold

Flere overnatninger på herberger og forsorgshjem

Herberger og forsorgshjem 2020

Antallet af personer, der har opholdt sig i længere tid på herberger eller forsorgshjem er steget de seneste år. Antal personer, der har overnattet i 31-365 dage, er steget med 27 pct. fra 2010. Særligt ses en stigning i gruppen af personer, som har boet på herberger eller forsorgshjem hele året, 0g gruppen som har boet 120-364 dage. For personer, som har boet der hele året, er antallet steget fra 350 i 2010 til 500 i 2020, hvilket svarer til en stigning på 37 pct. Omvendt er antal personer med færre end 31 overnatninger faldet med 29 pct. i perioden fra 2010 til 2020. Denne udvikling betyder, at de gennemsnitlige antal overnatninger pr. person er steget siden 2010. I 2010 boede en person gennemsnitlig 102 dage på et herberg eller forsorgshjem, mens de i 2020 boede der i 129 dage.

Personer på herberger og forsorgshjem fordelt på antal af overnatningerKilde: www.statistikbanken.dk/bof11a

Flere herberger og forsorgshjem

Det samlede antal personer på herberger og forsorgshjem har været svagt stigende, og samtidig er længden af opholdene steget markant. Udviklingen i antal personer og længden af ophold kan skyldes, at der siden 2015 er åbnet 50 pct. flere herberger og forsorgshjem.

Definition af herberger og forsorgshjem

Herberger og forsorgshjem dækker over boformer efter § 110 i Serviceloven målrettet personer med særlige sociale problemer, som er hjemløse eller funktionelt hjemløse. Funktionelt hjemløse er personer, der har en bolig, men som ikke er i stand til at benytte den i kortere eller længere perioder.

Stor udskiftning i gruppen af brugere i perioden 2015-2020

I 2020 overnattede 6.600 personer på herberger eller forsorgshjem. Antallet af brugere har været svagt stigende siden 2015, hvor der overnattede 6.200 personer. Siden 2015 er der kommet 50 pct. flere herberger. Omtrent halvdelen af de personer, der overnattede i 2015, havde også en eller flere overnatninger i 2016, svarende til 3.000 personer. Der er med andre ord tale om en længerevarende situation for en betydelig del af brugerne. I 2017 var det 1.500 af de 6.200 personer, som overnattede i 2015, mens antallet i 2018 var faldet til 800 personer. Af de personer, der overnattede på herberg eller forsorgshjem i 2015, havde i alt 300 personer haft en eller flere overnatninger på herberger eller forsorgshjem i alle årene i perioden 2015 til 2020, svarende til 5 pct. af gruppen. Gennem årene var der således en betydelig udskiftning i gruppen af personer på herberger og forsorgshjem.

Antal brugere fra 2015, som også har ophold hvert år i 2016-2020Kilde: Særkørsel baseret på www.statistikbanken.dk/bof11a

Flere brugere mellem 25 og 39 år

Antallet af brugere mellem 25 og 39 år er steget fra 1.800 personer i 2015 til 2.300 i 2020, hvilket er en stigning på 28 pct. I samme periode er gruppen af brugere mellem 40 og 59 år faldet med 9 pct., og de udgjorde 2.800 personer i 2020. Forskellen i størrelsen på de to grupper er derfor blevet mindre siden 2015.

Opgørelse af antal herberger og forsorgshjem

Danmarks Statistiks opgørelse af antal herberger og forsorgshjem kan ikke direkte sammenlignes med antallet i Tilbudsportalen. Hvis to tilbud i Tilbudsportalen fx ligger administrativt og fysisk på samme adresse, kan de indberette samlet og dermed indgå som et tilbud i opgørelsen fra Danmarks Statistik. Et tilbud med flere afdelinger kan indberettes som separate herberger eller forsorgshjem og vil dermed indgå som flere tilbud i statistikken. For året 2020 indgår der 111 tilbud i Danmarks Statistiks opgørelse, som svarer til 101 tilbud i Tilbudsportalen.

Nyt fra Danmarks Statistik

8. oktober 2021 - Nr. 365

Hent som PDF
Næste udgivelse: 19. september 2022

Kontakt

Kilder og metode

Herberger og forsorgshjem dækker over ophold på herberg og forsorgshjem efter §110 i Serviceloven, mål¬rettet personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Herbergerne og for¬sorgs¬hjemene har i forbindelse med forbedret kvalitetssikring af statistikken, som er startet i 2020, godkendt deres indberetning for perio¬den 2017-2020. Kun godkendte indberetninger for de fire år bliver inkluderet i statistikken, og ved manglende eller afviste indberetninger er landstotalen baseret på en opregning. I 2020 har ingen herberger eller forsorgshjem afvist data. 

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation