Gå til sidens indhold

Herberger og forsorgshjem

Formålet med statistikken Herberger og forsorgshjem er at tilvejebringe information om brugerne af herberg og forsorgshjem efter servicelovens § 110. Statistikken blev oprindelig startet i Den Sociale Ankestyrelse tilbage i 1999, hvor den indtil 1. juli 2016 blev varetaget af Ankestyrelsen. Statistikken blev herefter overflyttet til Danmarks Statistik.

Indhold

Statistikken er en årlig opgørelse af antal overnatninger og antal personer, som har overnattet på et herberg eller forsorgshjem, der er oprettet og drevet efter Servicelovens § 110. Statistikken fordeles efter alder, køn, antal overnatninger og antal ophold.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Når data modtages af Danmarks Statistik gennemgås datasættene for åbenlyse fejl, såsom datoformat og om der er indberettet for den korrekte periode. Overordnet vil det sige, at der tjekkes for, om der er blevet indberettet jf. kravspecifikationen. Herefter samles alle indberetninger til ét datasæt. Dette datasæt valideres for dubletter, manglende ind- og udskrivningsdatoer, ophold der overlapper mv. Data samkøres også med befolkningsregistret i Danmarks Statistik for yderligere information om brugeren.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Statistikken er relevant for myndigheder, analytikere og forskere, som ønsker viden om efterspørgslen og kapaciteten på herberger og forsorgshjem.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Det er lovpligtigt at indberette til statistikken. Antallet af personer, der benytter sig af et herberg eller forsorgshjem efter servicelovens § 110 i løbet af året måles ret præcist. I nogle tilfælde mangler der udfyldelse i kategorier, såsom hvor borgeren har opholdt sig forud for indskrivningen på et herberg eller forsorgshjem, hvordan udskrivninger er foregået, og hvor brugeren er udskrevet til. I disse tilfælde udfyldes med uoplyst i forbindelse med validering.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken udgives ca. 6 måneder efter referencetidens udløb. Statistikken for 2024 er uden forsinkelse i forhold til det planlagte udgivelsestidspunkt.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Statistikken er udarbejdet siden 1999, men er sammenlignelig i sin nuværende form siden 2021. Pga. databrud i 2021 skal man være påpasselig med at sammenligne data før og efter 2021. Derudover indgår mænd, der indskrives på krisecentre, ikke længere i statistikken pr. 1. juli 2024. De indgår nu i statistikken Krisecentre om § 109 ophold. Derudover er det løbende blevet ændret, hvilke oplysninger der indsamles. Det betyder, at enkelte tal ikke kan sammenlignes fuldt ud over tid.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres statistikken under emnet Herberger og forsorgshjem. Se mere på statistikkens emneside.

Læs mere om tilgængelighed