Gå til sidens indhold

Flytninger mellem Danmark og Sverige er stabilt

Flyttestatistik for Øresundsregionen 2019

Efter nogle hektiske år i 2000'erne har antallet af flytninger mellem Danmark og Sverige siden 2014 ligget på et stabilt leje, idet ca. 4.000 personer hvert år flytter fra Sverige til Danmark, medens lidt over 3.000 flytter den modsatte vej.

Samlet antal flytninger mellem Danmark og SverigeKilde: www.orestat.se/sv/oresundsdatabasen-dansk.

Svenskerne bosætter sig primært i Øresundsregionen

Ca. tre ud af fire tilflyttere fra Sverige til Danmark slår sig ned i Østdanmark (den danske del af Øresundsregionen) med kommunerne i Hovedstadsområdet som den primære destination. Sådan har det geografiske flyttemønster taget sig ud lige siden statistikkens start i 1998. I 2019 valgte knap 2.900 af tilflytterne fra Sverige at slå sig ned i den danske del af Øresundsregionen, medens de resterende ca. 900 flyttede længere vest på i Danmark. Både tilflyttere fra Skåne (den svenske del af Øresundsregionen) og det øvrige Sverige har Østdanmark, som det foretrukne sted at flytte hen. I 2019 valgte 1.765 personer fra Skåne og 1.124 fra det øvrige Sverige denne løsning, medens 334 personer fra Skåne og 561 fra det øvrige Sverige slog sig ned et sted i det øvrige Danmark.

Flytninger til hhv. den danske del af Øresundsregionen og det øvrige DanmarkKilde: www.orestat.se/sv/oresundsdatabasen-dansk.

Halvdelen af danskerne bosætter sig længere væk end Øresundsregionen

I flytteretningen fra Danmark mod Sverige var det i 2019 knap halvdelen - 1.651 personer - der flyttede til Skåne. Her er det især Malmø og de omkringliggende kommuner, som er den store magnet. Den anden halvdel valgte at flytte længere op i Sverige, hvor bl.a. Göteborg og Stockholm må formodes at tiltrække en del tilflyttere fra Danmark. Her er der, i modsætning til den modsatte flytteretning siden statistikkens start, sket en ændring. Tilbage i 2000'erne - da flytteaktiviteten fra Danmark mod Sverige var på sit højeste pga. en markant forskel i boligpriserne - lå antallet af flytninger til Skåne ca. tre gange højere end antallet af flytninger til det resterende Sverige. Denne forskel har siden da næsten udjævnet sig.

Flytninger til hhv. den svenske del af Øresundsregionen og det øvrige SverigeKilde: www.orestat.se/sv/oresundsdatabasen-dansk.

Skåne modtager primært tilflyttere fra Øresundsregionen i Danmark

Tilflytterne til Skåne kommer primært fra den danske del af Øresundsregionen. Herfra kom 1,407 tilflyttere i 2019, medens det øvrige Danmark blot bidrog med 244 tilflyttere. Omvendt var der en del tilflyttere fra det øvrige Danmark, som tog turen ind i det øvrige Sverige. Herfra kom 632 personer. Fra den danske del af Øresundsregionen ankom der 945 personer til det øvrige Sverige.

Flytninger mellem Danmark og Sverige

 

2013

2014

2015

2016

2017

2018

2019

 

antal

Flytninger inden for Øresundsregionen

 

 

 

 

 

 

 

Fra Østdanmark til Skåne

1713

1334

1322

1419

1386

1522

1407

Fra Skåne til Østdanmark

2764

2326

1950

2041

2129

1870

1765

Flytninger i alt mellem Danmark og Sverige

 

 

 

 

 

 

 

Fra Danmark til Sverige

3555

3056

3033

3289

3246

3309

3228

Fra Sverige til Danmark

4970

4183

3734

3979

4083

3813

3784

Kilde: www.orestat.se/sv/oresundsdatabasen-dansk..

Nyt fra Danmarks Statistik

16. april 2020 - Nr. 144

Hent som PDF
Næste udgivelse: 15. april 2021

Kontakt

Kilder og metode

Denne flyttestatistik udgør en del af Ørestat. Den foreliggende statistik udarbejdes i et samarbejde mellem Danmarks Statistik og Statistiska centralbyrån (SCB) i Sverige. Statistikken bygger på oplysninger hentet fra SCB, der fra og med 1998 har registreret oplysninger om de flyttede personer mellem Sverige og Danmark. I opgørelsen indgår de personer, der er registreret som ind- eller udvandret i det aktuelle år.

Vis hele teksten » « Minimer teksten