Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

2018 var et godt år for danske biograffilm

Biografer og film 2018

Danske film var i høj kurs blandt biografpublikum i 2018, og årets danske film solgte tilsammen 3,7 mio. billetter svarende til 30 pct. af det samlede billetsalg. Det er knap 1,2 mio. flere billetter end i 2017 og svarer til en stigning på hele 46 pct. i forhold til året før. Det svinger år for år, om der er store danske film på plakaten. Hvor 2017 ikke havde nogen store danske blockbusters, så bød 2018 på flere populære danske film. I alt blev der solgt 12,5 mio. biografbilletter i 2018 mod 11,9 mio. i 2017. Ifølge kulturvaneundersøgelsen 2018 har 28 pct. af befolkningen været i biografen i fjerde kvartal.

Solgte billetter fordelt på filmenes nationalitetKilde: statistikbanken.dk/bio2.

Top-3 mest sete biograffilm er alle danske

Dansk films store billetsalg i 2018 skyldes især de tre film Journal 64, Så længe jeg lever og Lykke-Per, der tilsammen stod for 12 pct. af det samlede billetsalg. Årets mest sete film, Journal 64, solgte 749.000 billetter. Til sammenligning solgte den mest sete film i 2017 kun 470.000 billetter. En anden dansk film, som gav de amerikanske film baghjul i 2018, er familiefilmen Ternet Ninja. Den havde premiere i uge 52 og nåede at komme ind på en niendeplads, da den i løbet af årets sidste otte dage solgte hele 322.000 billetter. Journal 64 og Lykke-Per havde premiere i fjerde kvartal.

De ti mest sete biograffilm. 2018

 

Nationalitet

Premiere-
uge

Solgte
billetter

 

 

 

1.000

I alt

 

 

12486

Journal 64

Danmark

40

749

Så længe jeg lever

Danmark

10

399

Lykke-Per

Danmark

35

387

De utrolige 2

USA

35

367

Avengers: Infinity War

USA

17

349

Bohemian Rhapsody

Storbritannien

44

337

Coco

USA

6

335

Mama Mia! Here We Go Again

USA

29

332

Ternet Ninja

Danmark

52

322

Den tid på året

Danmark

45

320

Flere ser europæiske og færre ser amerikanske film

Europæiske film oplevede også fremgang i 2018 med et samlet salg på knap 2 mio. billetter, hvilket er 14 pct. mere end i både 2016 og 2017. Udviklingen er sket til trods for, at antallet af europæiske film i biografen i 2018 med 207 foreviste film var lidt lavere end de 217 året før. Til gengæld gik det mindre godt for de amerikanske film, der solgte cirka 0,5 mio. færre billetter i 2018 i forhold til 2017. 

Der bliver færre amerikanske børne-, ungdoms- og familiefilm

Som det er tilfældet fra tidligere år, er der også familiefilm på listen over de mest sete film, navnlig De utrolige 2, Coco og Ternet Ninja. På trods af de tre films flotte billetsalg, er tendensen de sidste mange år, at der både bliver vist og solgt færre billetter til børne- og familiefilm. I 2010 viste biograferne 57 premierefilm i denne genre, og i 2018 var antallet nede på 30. I 2018 solgte børne- og familiefilmene i alt 3,0 mio. billetter, hvilket er 1,8 mio. færre end i 2010. Tilbagegangen er dog ikke så markant for de danske børne- og familiefilm, der i 2018 solgte 1,2 mio. billetter, hvilket er på samme niveau som i 2010. Ovenikøbet er det en markant fremgang fra 2017, hvor danske børne- og familiefilm solgte 0,8 mio. billetter.

Antal premierefilm i genren børne-, ungdoms- og familiefilmKilde: statistikbanken.dk/bio5.

Nyt fra Danmarks Statistik

1. april 2019 - Nr. 126

Hent som PDF
Næste udgivelse: 18. marts 2020

Kontakt

Tabeller fra Statistikbanken

Oversigt i Statistikbanken

Vis flere » « Minimer

Kilder og metode

Statistikken omfatter spillefilm, som har været vist ved offentlige forestillinger i Danmark. Lukkede forestillinger, forestillinger i forskellige klubber mv. (fx pensionistklubber og børnefilmklubber) er ikke med i opgørelserne. Forestillinger i forbindelse med filmfestivaler er heller ikke med i statistikken. Opgørelsen omfatter ikke Færøerne og Grønland. Statistikken udarbejdes i samarbejde med Det Danske Filminstitut og Kulturministeriet.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation

Anden information