Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Årlig dansk lønudvikling på godt 2 pct. siden 2017

Lønindeks 3. kvt. 2018 implicit og standardberegnet

Den samlede lønudvikling i Danmark har i gennemsnit fra første kvartal 2017 til tredje kvartal i år ligget på 2,1 pct. på årsbasis. Det viser Danmarks Statistiks standardberegnede lønindeks, der er en ny supplerende statistik til måling af lønudviklingen. Det nye lønindeks vil fremover udkomme sammen med de hidtidige lønindeks, der fra tredje kvartal 2018 i øvrigt skifter navn til implicitte lønindeks.

Standardberegnet årlig ændring i timefortjenesten fordelt på sektor

Udvikling mindre påvirket af sammensætningseffekter på arbejdsmarkedet

De standardberegnede lønindeks er udviklet som prisindeks og i modsætning til de implicitte lønindeks ikke i samme grad påvirket af ændringer i de strukturelle forhold på arbejdsmarkedet. Det kan fx være løbende ændringer i personalesammensætningen i en sektor eller branche, hvor en stigning i andelen af forholdsvist højtlønnede medarbejdere trækker den gennemsnitlige timeløn op, og alene af den årsag øger den målte lønudvikling. Derudover indgår unge under 18 år samt elever og lærlinge, der er en gruppe med en sædvanligvis særlig lav løn, ikke i beregningen af de standardberegnede lønindeks, hvor de i de implicitte lønindeks indgår på samme måde, som almindelige voksne lønmodtagere.

Standardberegnet lønudvikling for hele Danmark og på arbejdsfunktion

Ligesom de implicitte lønindeks beregnes og offentliggøres de standardberegnede lønindeks fordelt på sektor og branche. Som noget helt nyt foreligger der for de standardberegnede lønindeks dog også tal for alle sektorer samlet set samt for sektoren offentlig forvaltning og service, der omfatter stat, kommuner og regioner til sammen. Dog indgår virksomheder inden for landbrug, skovbrug og fiskeri samt mindre virksomheder med under ti fuldtidsbeskæftigede ikke i nogen af lønindeksene. Derudover foreligger der tal fordelt på hovedarbejdsfunktion for de standardberegnede lønindeks. Der foreligger indekstal for det standardberegnede lønindeks fra første kvartal 2016 og årsstigningstakter fra første kvartal 2017.

Højest lønudvikling i staten i tredje kvartal

Statsansatte havde i tredje kvartal den højeste lønstigning på 2,7 pct. i forhold til samme kvartal 2017. Ansatte i virksomheder og organisationer havde i samme periode en lønstigning på 2,5 pct. I regioner og kommuner var lønudviklingen på årsbasis i tredje kvartal hhv. 1,5 og 1,4 pct.

Årlig ændring i det standardberegnede lønindeks opdelt på sektor og branche

 

2018

 

2. kvt.

3. kvt.

 

pct.

Virksomheder og organisationer i alt

2,4

2,5

Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed

2,2

2,2

Bygge og anlæg

3,4

2,8

Handel og transport mv.

2,8

2,6

Information og kommunikation

2,0

2,4

Finansiering og forsikring

2,0

2,2

Ejendomshandel og udlejning

4,3

3,1

Erhvervsservice

1,7

2,5

Undervisning og sundhed mv.

2,6

2,3

Kultur, fritid og anden service

2,7

2,9

Stat (inklusiv sociale kasser og fonde)

1,6

2,7

Regioner

0,1

1,5

Kommuner

0,1

1,4

Ansatte i militæret har højest lønudvikling

Hvis man ser på arbejdsfunktion er det især de ansatte i forsvaret, der igennem de første tre kvartaler i 2018 har haft den højeste lønudvikling på årsbasis. I årets tredje kvartal steg gennemsnitslønnen pr. time med militært arbejde således med 3,8 pct. Ansatte, der arbejder med almindeligt kontor- og kundeservicearbejde, steg med 2,7 pct. i samme periode. Mindst var lønstigningen for ansatte med andet manuelt arbejde med 1,7 pct. i forhold til tredje kvartal 2017.

Standardberegnet årlig ændring i timefortjenesten fordelt på arbejdsfunktion i forhold til samme kvartal året før

Standardberegning giver andet billede af lønudvikling

De standardberegnede lønindeks giver som følge af forskelle i dels population og dels i opgørelsesmetode andre resultater for den målte lønudvikling, end de implicitte lønindeks. I virksomheder og organisationer er den standardberegnede lønudvikling på årsbasis i perioden fra første kvartal 2017 således noget højere end den årlige stigning i gennemsnitstimelønnen i de implicitte lønindeks. Samlet set steg lønnen i virksomheder og organisationer ifølge standardberegnet lønindeks med 2,5 pct. i tredje kvartal 2018, imens stigningen i en gennemsnitstimeløn ifølge de implicitte indeks var på 2,2 pct. i samme periode. Forskellen svinger fra branche til branche og er størst inden for kultur, fritid og anden service, hvor den standardberegnede lønstigning i tredje kvartal udgjorde 2,9 pct., imens den tilsvarende kun var 1,2 pct. opgjort på baggrund af de implicitte lønindeks. Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed samt finansiering og forsikring er reelt de eneste brancher, hvor den standardberegnede lønudvikling på årsbasis med en årlig stigning på, i begge tilfælde, 2,2 pct. i årets tredje kvartal, er lavere end udviklingen på hhv. 2,4 og 2,5 pct. i gennemsnitstimelønnen, målt på baggrund af de implicitte lønindeks for samme periode.

Inden for offentlig forvaltning og service forholder det sig med undtagelse af kommunerne omvendt, hvor den standardberegnede lønudvikling på årsbasis i årets tredje kvartal er lavere end den årlige stigning i gennemsnitstimelønnen i de implicitte lønindeks. Det gælder især i regionerne, hvor den standardberegnede lønudvikling på årsbasis i tredje kvartal var på 1,5 pct. imod 2,0 pct., opgjort på baggrund af de implicitte lønindeks. Tilsvarende var lønudviklingen i staten i årets tredje kvartal standardberegnet på 2,7 pct., imens stigningen i gennemsnitstimelønnen ifølge de implicitte lønindeks var på 3,0 pct. i samme periode.

Implicit lønindeks og årlig stigning i det implicitte lønindeks opdelt på sektor og branche

 

2018

Årlig ændring

 

2.kvt.

3.kvt.

2. kvt. 2017

3. kvt. 2017

 

 

 

- 2. kvt. 2018

- 3. kvt. 2018

 

1. kvt. 2005 = 100

pct.

Virksomheder og organisationer i alt1

135,2

135,8

2,3

2,2

Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed

138,7

139,6

2,5

2,4

Bygge og anlæg

134,4

135,1

2,8

2,5

Handel og transport mv.

131,7

132,2

2,2

2,1

Information og kommunikation

136,3

137,4

1,9

2,1

Finansiering og forsikring

146,9

148,0

2,2

2,5

Ejendomshandel og udlejning

133,9

134,4

3,0

2,6

Erhvervsservice

136,4

136,9

2,1

2,1

Undervisning og sundhed mv.

130,7

131,5

1,6

1,9

Kultur, fritid og anden service

126,7

127,3

0,9

1,2

Staten i alt

135,6

137,6

1,8

3,0

Forskning og udvikling

138,0

140,5

1,2

2,6

Statslig administration, forsvar og politi
(inklusive sociale kasser og fonde)

133,6

136,2

1,6

2,7

Undervisning

135,0

136,8

2,0

3,1

Kultur og fritid

135,5

136,6

2,8

3,4

Kommuner og regioner i alt

136,6

138,7

0,3

1,4

Rengøring og anden operationel service

139,9

142,2

-0,1

1,5

Kommunal og regional administration

133,0

135,4

0,4

1,4

Undervisning

135,6

138,2

0,2

1,3

Sundhedsvæsen

134,4

136,9

0,2

1,8

Sociale institutioner

137,3

138,7

0,2

1,2

Kultur og fritid

139,6

141,8

0,8

1,6

Regioner i alt

137,4

140,0

0,4

2,0

Kommuner i alt

135,9

137,6

0,2

1,3

1 Indeksene vedr. virksomheder og organisationer er sæsonkorrigeret.

Nyt fra Danmarks Statistik

17. december 2018 - Nr. 483

Hent som PDF
Næste udgivelse: 28. februar 2019

Kontakt

Kilder og metode

De standardberegnede lønindeks er kædeindeks af Laspeyres-typen, hvor den målte lønudvikling er opgjort på baggrund af en fast sammensætning af lønmodtagernes individuelle karakteristika, som fx aflønningsform, arbejdsfunktion og anciennitet. Den målte lønudvikling i de implicitte lønindeks er derimod beregnet på baggrund af summariske løngennemsnit og dermed påvirket af strukturelle forskydninger på arbejdsmarkedet. Det betyder fx at en øget tilgang af højt lønnede i forhold til lavt lønnede medarbejdere vil trække i retning af en øget lønudvikling. Der forekommer løbende revisioner i de sæsonkorrigerede implicitte indeksværdier for virksomheder og organisationer. De standardberegnede lønindeks foreligger p.t. ikke i sæsonkorrigeret form, da det kræver en længere tidsserie, end der foreligger på nuværende tidspunkt.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation