Gå til sidens indhold

Flere familier bor på samme adresse

Husstande og familier 1. januar 2018

Antallet af husstande med mere end en familie er steget med 44 pct. de seneste ti år. I 2008 var der 160.000 husstande med mere end én familie, mens der var 231.000 i 2018. I 2008 udgjorde flerfamiliehusstandene 6,3 pct. af husstandene, mens de ti år senere udgør 8,6 pct. Andelen af voksne, der bor i en flerfamiliehusstand, er de seneste ti år steget fra 11 pct. til 15 pct. af alle voksne.

Flerfamiliehusstande. 1. januar

Tre ud af fire flerfamiliehusstande består af to familier

Tofamiliehusstande udgør 73 pct. af flerfamiliehusstandene, mens trefamiliehus-stande udgør 19 pct. i 2018. 63 pct. af voksne i flerfamiliehusstande bor i tofamiliehusstande, mens 78 pct. af børn i flerfamiliehusstande bor i tofamiliehusstande. Antallet af tofamiliehusstande er steget med 35 pct. de seneste ti år, mens husstande med flere end to familier er steget med 78 pct.

Tofamiliehusstande. 1. januar 2018

Hver tredje tofamiliehusstand består af forældre og voksent barn

Hver tredje tofamiliehusstand - i alt 54.700 husstande - består af en forælderfamilie og en familie bestående af et voksent barn. Endnu en tredjedel består af to voksne af samme køn. 9 pct. består af en mand og en kvinde, der ikke er par, dvs. at de enten er søskende, eller at der er mere end 15 års aldersforskel.

Tofamiliehusstande med forældre-børn-relation

De fleste voksne, der bor med forældre, er enlige

84 pct. af de tofamiliehusstande, hvor der er forælder-barn-relation mellem de to familier, består af et enligt voksent barn, der bor med en eller begge forældre. I de resterende 16 pct. bor det voksne barn med partner og en eller begge forældre. I 17 pct. af forælder-barn-husstandene - eller 9.400 husstande - har det voksne barn hjemmeboende børn, dvs. at tre generationer bor på samme adresse. Et hjemmeboende 'barn' tæller som voksen, dvs. har sin egen familie, når det fylder 25 år, er blevet forælder eller er blevet gift.

Ikke en opgørelse af bofællesskaber eller kollektiver

Mangefamiliehusstande indeholder fx. enkelte plejehjem, andre institutioner, arbejdsboliger mv. og selvfølgelig bofællesskaber og kollektiver, hvor man deler samme CPR-adresse. Man skal dog være opmærksom på, at mange kollektiver og bofællesskaber ikke indgår i denne opgørelse, da hver familie i disse ofte har hver sin adresse i form af fx. eget husnummer eller husbogstav. Tilsvarende gælder også, hvor forældre og børn bor i tofamiliehuse mv., hvor man i praksis er tilmeldt to adskilte adresser. De er ikke inkluderet i denne offentliggørelse.

Nyt fra Danmarks Statistik

13. februar 2018 - Nr. 50

Hent som PDF
Næste udgivelse: 12. februar 2019

Kontakt

Kilder og metode

Husstands- og familiestatistikkens grundlag er materiale fra det Centrale Personregister om alle personer, der 1. januar er tilmeldt registret med adresse i Danmark. I denne opgørelse er udeladt husstande med en ikke-fysisk adresse. For de fleste personer over 60 år har vi ikke oplysninger om deres forældre, dvs. at vi ikke kan afgøre, om de bor med dem.
Familier i befolkningsstatistikken er tilmeldt samme folkeregisteradresse og defineres ud fra de voksne på adressen. Ikke-hjemmeboende børn tæller dog også som deres egen familie. Er der kun en voksen på adressen udgør han/hun sin egen familie. Er der to voksne, der er gift/registreret partner eller har fælles barn er man en parfamilie. Hvis der kun er en mand og en kvinde på adressen, og der er mindre end 15 års aldersforskel og de ikke er søskende bliver de i statistikken til et samboende par. Er der mere end to voksne på adressen, er der pr. definition mindst to familier i husstanden. I husstande med mere end to voksne, dannes kun samboende par, hvis de øvrige voksne i husstanden indgår i gifte par, registrerede par eller par med fælles barn.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation