Gå til sidens indhold

Stigning i online dating

It-anvendelse i befolkningen (tema) 2025

11 pct. af befolkningen angiver, at de har anvendt netdating inden for de seneste tre måneder, dvs. brug af dating-apps eller -sites som fx Tinder, Happn, dating.dk eller single.dk. Det svarer til ca. 468.000 borgere i alderen 16-74 år. Det viser Danmarks Statistiks spørgeskemaundersøgelse om it-anvendelse i befolkningen 2025. Det er en stigning i forhold til 2023, hvor 10 pct. af befolkningen eller ca. 407.000 borgere netdatede. Flere kvinder er begyndt at netdate. Deres andel er steget fra 7 pct. i 2023 til 10 pct. i 2025.

Brug af dating-apps og -sites fordelt på køn og andel af befolkningenKilde: www.statistikbanken.dk/bebrit09

Flere ældre anvender online dating

For den ældste aldersgruppe i undersøgelsen, de 65-74 årige, er der sket en fordobling blandt de borgere, som netdater. Andelen er steget fra 2 pct. i 2023 til 4 pct. i 2025. Det svarer til, at ca. 28.000 af de 65-74 årige er på en dating-app eller -site. Det er blandt den næstældste gruppe i undersøgelsen, de 55-64 årige, at der ses den største stigning, da der nu er 8 pct. i 2025, der netdater i denne aldersgruppe, mod 3 pct. i 2023.

Netdating mest udbredt blandt unge mænd

Mænd i alderen 16-24 år er den befolkningsgruppe, der har den højeste andel af netdatere, idet næsten hver femte netdater. Generelt er der flere mænd end kvinder, der netdater. Blandt alle brugere af dating-apps eller -sites er de 55 pct. mænd. Uanset hvilken aldersgruppe, det drejer sig om, er der flere mænd end kvinder, der er på en dating-app eller -site.

Hver femte single er netdater

Andelen af netdatere med familietypen enlige med/uden børn udgør 21 pct. af alle enlige, mens andelen med familietypen parforhold med/uden børn udgør 6 pct. af alle registrerede par. Opdelt på køn viser undersøgelsen, at 22 pct. af mændene med familiestatus enlige med/uden børn angiver at have brugt online dating i de seneste tre måneder. Den tilsvarende andel er 19 pct. blandt enlige kvinder med/uden børn. Blandt mænd med familietypen parforhold med/uden børn svarer 6 pct., at de har netdatet inden for de seneste tre måneder - det samme gør sig gældende for 4 pct. af kvinderne, der er registreret som værende i parforhold.

Brug af dating-apps- og sites blandt hele befolkningen fordelt på køn og familietype. 2025Kilde: Særkørsel baseret på tal fra It-anvendelse i befolkningen 2025.

Netdating blandt enlige er mest udbredt i Region Midtjylland og Hovedstaden

I Region Midtjylland udgør andelen af netdatere 23 pct. af befolkningen med familietypen enlige med/uden børn. I Region Hovedstaden, hvor der bor flest enlige, udgør andelen af netdatere 22 pct. Den laveste andel af netdatere er i Region Sjælland og Region Nordjylland, hvor 16 pct. af borgerne med familietypen enlige med/uden børn dater.

Antal personer med familietypen enlige med/uden børn, som netdater fordelt på køn og region. 2025Kilde: Særkørsel baseret på tal fra It-anvendelse i befolkningen 2025.

Flere kvinder end mænd netdater i Region Midtylland og Nordjylland

Modsat de øvrige regioner, er der flere kvinder end mænd, der netdater i Region Midtjylland og Region Nordjylland. I Region Midtjylland er der ca. 51.000 kvinder med familietypen enlige med/uden børn, der er på en dating-app eller -site mod ca. 41.000 mænd. I Region Nordjylland er der ca. 12.000 kvinder med familietypen enlige med/uden børn, der dater, mens der i regionen er ca. 9.000 enlige mænd med/uden børn, der benytter sig af en dating-app eller -site.

Nyt fra Danmarks Statistik

18. december 2025 - Nr. 364

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Undersøgelsen er baseret på resultaterne fra ca. 5.500 gennemførte interview i marts-maj i året, blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 16-89 år. Stikprøven er dannet ved simpel tilfældig udvælgelse fra cpr-registret.

Internetbrugere er defineret som de personer, der har svaret ja til at bruge internet i de seneste tre måneder, i det seneste år eller for mere end et år siden.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation