Gå til sidens indhold

Normalt antal nye højvækstvirksomheder

Nye højvækstvirksomheder i Danmark 2023

I vækstperioden 2020 til 2023 var der 233 nye højvækstvirksomheder. Antallet var det fjerdehøjeste målt i de seneste ti vækstperioder. Til sammenligning var antallet af nye højvækstvirksomheder højere i perioderne 2019-2022 og 2018-2021 med hhv. 265 og 248. Gennemsnittet for de seneste ti vækstperioder er 216 virksomheder pr. år. Fra 2020-2023 skabte de nye højvækstvirksomheder beskæftigelse svarende til 4.627 årsværk. Det var det tredjehøjeste antal skabte årsværk over de seneste ti vækstperioder, men som for antallet af virksomheder var det lavere end i perioderne 2019-2022 og 2018-2021.

Antal nye højvækstvirksomheder og årsværk genereret af nye højvækstvirksomhederKilde: www.statistikbanken.dk/viv

Mere end halvdelen af de nye højvækstvirksomheder ligger i Hovedstaden

I Region Hovedstaden blev der skabt 129 nye højvækstvirksomheder i perioden. Det svarer til 56 pct. af alle nye højvækstvirksomheder. De stod samtidig for skabelsen af 2.581 årsværk, hvilket svarer til 55 pct. af den samlede jobskabelse i nye højvækstvirksomheder i vækstperioden 2020-2023. Målt på årsværkskabelse pr. virksomhed var det højvækstvirksomhederne i Region Sjælland, der genererede mest beskæftigelse, idet 18 virksomheder skabte 595 årsværk, svarende til et gennemsnit på 33 nye fuldtidsjobs pr. virksomhed.

Flest skabte årsværk i Handel og transport mv.

I perioden 2020 til 2023 skabte nye højvækstvirksomheder inden for Handel og transport mv. 1.231 årsværk og topper dermed som branchegruppe. Høj jobskabelse ses dog også hos nye højvækstvirksomheder inden for Bygge og anlæg og Erhvervsservice, hvor virksomhederne skabte henholdsvis 1.109 og 954 årsværk.

Nye højvækstvirksomheder

 

 

Virksomheder

Årsværk i startår

Årsværk i slutår

Skabte årsværk

 

 

antal

Etableringsår

Vækstperiode

 

 

 

 

2009-2010

2011-2014

151

1347

3460

2113

2010-2011

2012-2015

176

1758

4503

2745

2011-2012

2013-2016

220

1844

5237

3393

2012-2013

2014-2017

188

1902

5564

3662

2013-2014

2015-2018

235

2356

6374

4018

2014-2015

2016-2019

225

2170

5872

3702

2015-2016

2017-2020

219

2184

6516

4332

2016-2017

2018-2021

248

2484

7203

4719

2017-2018

2019-2022

265

2771

8134

5363

2018-2019

2020-2023

233

2419

7046

4627

Kilde: www.statistikbanken.dk/viv

Indikator for gode vækstvilkår

Begrebet nye højvækstvirksomheder benyttes til at belyse nystartede virksomheder med høj relativ vækst. Begrebet kan fx hjælpe med at identificere brancher, der har særligt gode vækstvilkår. Nye højvækstvirksomheder kan betragtes som det overlap, der findes mellem højvækstvirksomheder og nye virksomheder. Nye højvækstvirksomheder er højvækstvirksomheder, som maksimalt er fem år gamle. Definitionen af nye højvækst virksomheder findes under Kilder og metoder nedenfor.

Nyt fra Danmarks Statistik

25. juni 2025 - Nr. 196

Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. juni 2026

Kontakt

Kilder og metode

Højvækstvirksomheder er virksomheder, der har haft en gennemsnitlig årlig vækst på mindst 20 pct. over en treårig periode, og som har haft fem eller flere ansatte i starten af vækstperioden. Opgørelsen af nye højvækstvirksomheder i tre-årsperioden tager udgangspunkt i populationen af alle virksomheder, der var reelt nye i de to år inden tre-årsperioden og havde fem eller flere ansatte i det første år i treårsperioden.
Indikatoren for vækst er antal ansatte, omregnet til fuldtidsansatte. Antal fuldtidsansatte er anvendt som et udtryk for den samlede arbejdsmængde, der er præsteret af virksomhedens ansatte det pågældende år.
Definitionen af nye højvækstvirksomheder i Danmark følger i udgangspunktet OECDs og Eurostats fælles definition, se "Eurostat OECD Manual on Business Demography Statistics, 2007 edition", som definerer nye højvækstvirksomheder som alle nye virksomheder, der er op til fem år gamle, der har 10 eller flere ansatte i starten af vækstperioden, og som har en samlet vækst på mindst 72,8 pct. (svarende til et årligt gennemsnit på 20 pct.) over en treårig periode.
Den danske statistik afviger på det punkt, at cut-off grænsen på ti eller flere ansatte i starten af vækstperioden er ændret til fem eller flere ansatte, da det er vurderet, at en så høj størrelsesmæssig grænse ikke er anvendelig i en dansk økonomisk sammenhæng. Grænsen på minimum fem ansatte er sat for at undgå, at små virksomheder med høj procentvis vækst, men med lille absolut vækst, bliver kategoriseret som vækstiværksættere.
Definitionen af højvækstvirksomheder er i den europæiske statistikorganisation, Eurostat, blevet ændret fra minimum 20 pct. vækst over en treårig periode til 10 pct. vækst over en treårig periode.
Statistikken er afgrænset til det private byerhverv.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation