Flest ph.d.'er inden for sundhedsvidenskab
Forskeruddannelse 2013, hovedtal
I alt fik 1.949 personer tildelt en ph.d.-grad i 2013, mens lidt over 16.000 personer fik en kandidatgrad i studieåret oktober 2012 til september 2013. Antallet af ph.d.-uddannede varierer fra fagområde til fagområde. De fleste ph.d.-uddannelser afsluttes inden for det sundhedsvidenskabelige område. Her opnåede ca. 1.500 en kandidatgrad, og 553 fik en ph.d.-grad. Det svarer til, at der for hver afsluttet ph.d.-grad blev afsluttet tre kandidatuddannelser. På det samfundsvidenskabelige område fik 6.800 en kandidatgrad, og 224 afsluttede en ph.d.-grad. Det svarer til 30 kandidatuddannede for hver ph.d.
Mange udlændinge læser teknisk- eller jordbrugs- og veterinærvidenskab
Inden for jordbrugs- og veterinærvidenskab er forholdet mellem tildelte ph.d.-grader og færdige kandidatuddannelser 1:2, idet 211 afsluttede en ph.d. mens lidt over 400 tog kandidatuddannelsen. Inden for teknisk videnskab blev 2.100 kandidater og 460 fik en ph.d.-grad i 2013, dvs., at for hver færdig ph.d.'er blev der uddannet næsten fem kandidater. Disse to fagområdet har også en meget stor andel udenlandske ph.d.-studerende. Halvdelen af de studerende, der i 2013 tog en ph.d.-grad inden for teknisk videnskab eller jordbrugs- og veterinærvidenskab, var således udenlandske statsborgere. Dette var kun gældende for ca. én ud af fem inden for sundhed og samfundsvidenskab.
Flere ny-indskrevne og flere afsluttede ph.d'ere
Det samlede antal ny-indskrevne ph.d.-studerende var 2.606 i 2013, hvilket svarer til en stigning på 6 pct. i forhold til 2012. Det årlige optag er dermed tilbage på samme høje niveau som i 2010.
De 1.949, som afsluttede ph.d.-graden i 2013, udgør en stigning på 19 pct. i forhold til året før. Stigningen skal ses i sammenhæng med den stigning i optaget, som fandt sted for nogle år siden - ikke mindst i 2010. Der er også her stor forskel i udviklingen mellem uddannelsesområderne. Mens niveauet for teknisk videnskab og humaniora har været uændret, lå stigningen i forhold til 2012 for de øvrige områder på mellem 24 og 33 pct. - højst for samfundsvidenskab.
Flere nye ph.d.'ere i løbet af de sidste ti år - men ikke indenfor humaniora
Følger man udviklingen over de seneste ti år ses det, at en stigende udvikling for alvor begyndes i 2006. Denne udvikling genfindes inden for alle områder med undtagelse af humaniora. Her har niveauet for antal tildelte ph.d. grader været næsten uændret.
Tildelte ph.d.-grader efter hovedområder
|
2003 |
2010 |
2012 |
2013 |
|
personer |
|||
I alt |
1021 |
1480 |
1642 |
1949 |
Naturvidenskab |
201 |
279 |
292 |
361 |
Teknisk videnskab |
220 |
326 |
453 |
460 |
Sundhedsvidenskab |
269 |
447 |
432 |
553 |
Jordbrugs- og veterinærvidenskab |
89 |
81 |
162 |
211 |
Samfundsvidenskab |
110 |
191 |
168 |
224 |
Humaniora |
132 |
156 |
135 |
140 |
Nyt fra Danmarks Statistik
8. december 2014 - Nr. 621
Hent som PDF
Næste udgivelse: 14. oktober 2015
Kontakt
- Christian Vittrup, tlf. 24 46 89 90