Gå til sidens indhold

Væksten i dansk tøjeksport drives af Tyskland

Mens flere store byer verden over holder modeuger, kan den danske tøjbranche glæde sig over stigende eksport til især Tyskland og EU, viser tal fra Danmarks Statistik.

16. februar 2018 kl. 12:00

Værdien af dansk tøjeksport er steget med 38 pct. siden 2007 til 29,1 mia. kr. i 2017. Stigningen skyldes især øget tøjeksport til EU-landene, hvor eksporten i 2017 var 41 pct. højere end før finanskrisen i 2007 målt i løbende priser. I 2017 eksporterede danske virksomheder tøj til EU-landene for 24,9 mia. kr. I 2007 var tallet 17,6 mia. kr., viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Dansk tøjeksport

Kilde: Danmarks Statistik, udenrigshandel

Tyskland er den største importør af dansk tøj. I 2017 eksporterede danske virksomheder for 9,1 mia. kr. tøj til vore sydlige naboer. Det er 97 pct. mere end de 4,6 mia. kr., som virksomhederne i tøjbranchen eksporterede for til Tyskland i 2007.

Det næststørste marked for den danske tøjbranche er Sverige, som importerede dansk tøj for 3,6 mia. kr. i 2017. Her er markedet vokset med 15 pct. siden 2007.

Tøjeksport til lande i EU

Kilde: Danmarks Statistik, udenrigshandel

Resten af verden følger med

Eksporten til lande uden for EU er også steget fra 2007 til 2017. Hvor eksporten i 2007 lå på 3,5 mia. kr., var den steget med 23 pct. til 4,3 mia. kr. i 2017.

Uden for EU er Norge det største marked. I 2017 eksporterede danske virksomheder tøj til en værdi af 2,3 mia. kr. til Norge. Det er en stigning i forhold til 2007 på 12 pct., men eksporten til Norge har været faldende siden 2012.

Den samlede danske eksport er ikke vokset lige så kraftigt som tøjeksporten. Den samlede danske vareeksport var 21 pct. højere i 2017 end i 2007. Vareeksporten til EU var vokset 6,5 pct. i samme periode.

Udenrigshandelsstatistikken dækker eksporten af varer, der er eksporteret ud af Danmark, men ikke varer, som danske virksomheder får produceret i andre lande og solgt uden for Danmark, uden at disse er afsendt fra Danmark. Statistikken tager ikke højde for, hvor mange varer i eksporten, der oprindeligt er importeret til Danmark og efterfølgende eksporteret.

Tidligere artikler om tøjeksporten:
Vækst i dansk tøjeksport fortsætter
Tøjeksport til Storbritannien fordoblet siden 2009